Find inspiration til oplevelser i Festugen. Siden opdateres løbende.

Foto: Absorbed by light, Victor Hauerslev Munch, Jacob Billesbølle, Niklas Edvard og Martin Dam Kristensen 

Velkommen til Aarhus Festuge: In It Together 

Går du også og tænker på, hvad der mon kommer til at ske med Festugen i 2021? Vi er vist alle ved at være godt trætte af det, men Covid-19 er stadig en mærkbar del af vores samfund. I sidste ende er det myndighederne, der afgør, om vi kan afholde en Festuge.  

Kulturen og kunsten er noget af det, der kan give os farven tilbage i hverdagen. Og efter det seneste år har vi om noget brug for lige netop det. Derfor glæder vi os til, at vi forhåbentlig kan opleve et Aarhus badet i kunst og kulørte lyskæder 10 dage i sensommeren 2021. 

Det seneste år har for alvor lært os, at tingene kan ændre sig hurtigt. Derfor opdaterer vi også hjemmesiden løbende, hvis der sker ændringer, der har betydning – både positivt og negativt – for årets Festuge. 

Har du et spørgsmål om Aarhus Festuge i 2021, som du mangler svar på? Så send det meget gerne til info@aarhusfestuge.dk 

Festugeplakaten 2021

Den danske tegneserietegner Halfdan Pisket sætter med årets Festugeplakat fokus på kulturens fortryllende kræfter og giver et eksempel på en virkelighed, hvor mundbind og kulturoplevelser ikke er modsætninger. 

Plakaten fortæller blandt andet historien om at være barn og opleve det magiske ved kulturen for første gang, om at støve de røde stiletter af, nå den sidste dans inden lukketid og bekæmpe den kultursult, vi har måttet leve med det seneste år. Og så fortæller årets plakat historien om en ny virkelighed efter et år, hvor coronapandemien har danset solodans på dansegulvet. 

Den opmærksomme beskuer vil sandsynligvis lægge mærke til Pan-figuren, som prydede Festugens plakater fra 1965 til 1983. Pan får i plakaten rollen som det fortryllende element, der tryllebinder de, der igen er ude og opleve deres by. 

Mere afstand. Mere fordybelse. Mere tryghed sammen. 

Festugeprogrammet 

  • Herunder finder du et udpluk af de mange arrangementer, du kan opleve i Festugen
  • Du kan få et fysisk highlightprogram gratis rundt om i byen. Det kan også ses digitalt på Festugens hjemmeside.  
  • Du kan også sammensætte dit eget Festugeprogram i Festugeappen. Find appen i App Store (iPhone) eller Play butikken (Android telefon). 
  • Eller du kan se meget mere om Festugearrangementer på hjemmesiden www.aarhusfestuge.dk 

Udendørs Festuge

Den Blå Bro  

Soldrevne både, der sejler i Åen og i havnen. Der er ture med forskelligt indhold fx en, der fortæller om havnefrontens historie, standup osv. Der er også en tur til Brabrand Sø. 

Sted: Aarhus Å og havnen 

Tid: Alle dage 

Lysfesten  

Oplev hvordan Aarhus funkler og glimter efter mørkets frembrud i form af smukke lysinstallationer og lysværker rundt om i byen. 

Sted: Aarhus midtby 

Tid: Alle dage 

Byparken  

”Hjertet” i Festugen med en lang række arrangementer under åben himmel. Blandt andet open air filmfremvisninger, diverse talks, gadeteater, musik osv.  

Sted: Byparken mellem Rådhuset og Musikhuset 

Tid: Alle dage 

Saanitizing Territories  

Et arkitekturprojekt, der vandt Aarhus Festuges arkitekturkonkurrence i 2020. Projektet er opført i fuld størrelse på Sydhavnen under Festugen og forholder sig til coronapandemien. 

Sted: Sydhavnen 

Tid: Alle dage 

Loppemarked 

Her finder du masser af boder med aarhusianernes genbrug, streetfood, god kaffe og hygge.  

Sted: Botanisk have 

Tid: Lørdag den 28.08.21 kl. 10-17 

Gadeteater: Skønhedsmaskinen 

Anderledes gadeforestilling og fortryllende skønhedskur. Bliv klogere på verden og opdag skønheden ved dig selv på bare 7,5 minut. 

Sted: Byparken 

Tid: Den 27.08.21 – 29.08.21. En forestilling tager 7,5 minut og spiller hvert 10. minut i tidsrummet 14-16. 

Aarhus Sailing Week 

 Omdrejningspunktet er sejlsport og maritime aktiviteter i form af underholdning, kunst og kultur, sport samt leg, læring og formidling af blandt andet hav, miljø og bæredygtighed. 

Sted: Aarhus Internationale Sejlsportscenter ved Aarhus Ø 

Tid: Den 27.08.21 – 05.09.21. 

Sydhavnsvandring 

Tag på en historisk vandretur i Sydhavnens udvikling fra industrialiseringen til nu. Igennem gåder og opgaver bliver du guidet rundt på havnen. Sydhavnsvandringen er en selvguidet tur, hvor en guidebog fungerer som afsæt til turen rundt i Sydhavnen. Guiden koster 30 kr. og kan købes på shop.aarhusfestuge.dk. Du får en fil, der indeholder den selvguidede tur med ruten, beskrivelser, guides osv. så du ved hjælp af den kan gå på opdagelse i Sydhavnen. 

Sted: Sydhavnen 

Tid: Alle dage 

Oplev byen fra oven

Tag med på en helt særlig byvandring, hvor du oplever Aarhus fra en helt anden vinkel end ellers – nemlig fra oven. Har du nogensinde set byen fra Godsbanens tag, Kulbroen eller Filmbyens terrasse? Turen er en selvguidet tur, så du bestemmer selv, hvor og hvornår du vil afsted. Måske i skumringstimen eller morgengryet? Tag dit kort og listen over steder i højden med dig og drag afsted. Find appen “Opdag Aarhus” i App Store (iPhone) eller i Play butikken (Android telefon). 

Sted: Aarhus midtby 

Tid: Alle dage

Folkestedet

Her kan du opleve en lang række koncerter og arrangementer bl.a. Gårdsangerbanden og Fællesspisninger Læs meget mere på Folkestedets egen hjemmeside

Lokalcenterkoncerter 

Der vil være koncerter på forskellige lokalcentre. Kontakt dit lokalcenter for nærmere information. Det har desværre ikke været muligt at få programmerne på plads inden dette magasin gik i trykken.