Æbleflæsk og andre livretter

Åge Virring Simonsen er fra landet, og hans families gård avlede grise, så der var tit flæskesteg på menuen. Han er vokset op under Anden Verdenskrig, og det har selvfølgelig gjort stort indtryk på ham. Han fortæller, at man havde rationeringsmærker på udvalgte varer, som ikke var nemt tilgængelige, fx smør og sukker. Det kom man udenom ved at bytte rationeringsmærker, og det foregik ved den lokale købmand. Der stod et lille bord, hvor man diskret lagde sine mærker og dermed byttede uden at sige et ord. Åge fortæller også, at når de i ny og næ slagtede en hest, hængte de den til modning oppe på høloftet gemt i et opbygget tårn af halm, for at tyskerne ikke skulle finde den, da hestekød var i høj kurs. Tyskerne kom tit på gården, hvor de opholdt sig for at spise og drikke, og selvom Åge ikke brød sig om, hvad tyskerne gjorde, siger han: ”De var jo mennesker som os andre”.

 

Opskrift på æbleflæsk

Til 4 personer

ca. 400 g stegeflæsk i skiver

½ kg æbler

1 stort løg

1 spsk akaciehonning

Salt og hvid peber

Smør til stegning

Flæsket lægges på en rist og sættes i ovnen på 220 grader indtil det er gyldent og sprødt. Løg skæres i skiver, og æbler skæres i både, og begge dele steges i bunden af en gryde, til det er mørt. Smag til med honning, salt og hvid peber. Flæsket lægges over løg og æbler. Serveres med rugbrød og sennep.