Akut-teamet rykker ud til borgerne i Aarhus

”Hvis man ikke ligefrem er dødssyg, er det enormt kedeligt at ligge på hospitalet. Desuden er det noget værre bøvl, både for hospitalet og for mig, fordi jeg er afhængig af hjælpemidler på grund af mit handicap. Så derfor er det jo pragtfuldt, at jeg kan blive behandlet herhjemme hos mig selv!” 71-årige Leif Møller Madsen tager imod i sin lejlighed i et beskyttet boligbyggeri i Viby. Han er lammet fra brystet og ned efter en knallertulykke som 17-årig, og ulykken er også årsag til forskellige sen-følgevirkninger, blandt andet urinvejsinfektioner. ”På det seneste har jeg et par gange fået nogle bakterier i blæren, som bare skulle slås ned hurtigt og hårdt. Derfor skulle jeg have antibiotika intravenøst (via en såkaldt IV-adgang, drop eller venflon i hånden, red.) tre gange om dagen i 14 dage. I stedet for, at jeg skulle indlægges – det koster en krig, og jeg er også helst fri – kom der en sygeplejerske fra Akut-teamet morgen og aften og i weekenden og gav mig antibiotikaen. Om middagen tog jeg selv ned på lokalcentrets sundhedsklinik og fik det ordnet der. Akut-teamet har sparet mig for 14 dage på hospitalet, og det er vigtigt for mig, at jeg kan være herhjemme og følge mine daglige rutiner,” siger Leif Møller Madsen.

 

Louise Nørgaard Momme er en af 14 specialuddannede sygeplejersker i Akut-teamet, som rykker ud til borgerne i akutte situationer, hvor alternativet er en hospitalsindlæggelse. ”Vores hovedopgave er at forebygge indlæggelser. Det er en fordel for alle, at borgeren kan blive hjemme i sit eget miljø, både hvad angår tryghed, livskvalitet og samfundsøkonomi. Vi lægger stor vægt på, at vores indsats skal give mening for borgerne, som den for eksempel gjorde det i Leifs tilfælde,” understreger hun. ”Akut-teamet er et virkelig godt tilbud,” tilføjer Leif Møller Madsen. ”Det er utroligt, at man ikke har tænkt på at lave sådan et team noget før.”

 


Akut-teamet

  • Akut-teamet er et team af specialuddannede sygeplejersker fra Aarhus Kommune.
  • Sygeplejerskerne træder til i akutte og komplekse situationer, hvor en borger har brug for særlig støtte og behandling i hjemmet.
  • Formålet er at forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser og genindlæggelser på grund af akut opstået sygdom eller forværring af en kronisk sygdom.
  • Sygeplejerskerne arbejder tæt sammen med kommunale og hospitalssygeplejersker samt hospitals- og praktiserende læger.
  • Det er kun fagpersoner, der kan rekvirere Akut-teamet.
  • Akut-teamet har eksisteret i omkring to år.

 

Tekst: Ingrid Terkelsen

Foto: Brian Rasmussen