Alkoholfrie fællesskaber: “Så skyd dog, mand”
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når oldboys herrerne giver den gas på grønsværen i Vejlby-Risskov – heller ikke da de test-smagte en alkoholfri øl i den gode sags tjeneste og talte om sunde fællesskaber.
TEKST Jannie Lindberg Sundgaard FOTO Niels Åge Skovbo

De voksede op med fodboldikoner som Pelé (Brasilien), Franz Beckenbauer (Tyskland) og Harald Nielsen (Danmark). Aldersgennemsnittet ligger omkring de 70 år, men det er uden skånehensyn, når de to gange om ugen giver sig fuldt ud på banen til træning og kamp. Det er nemlig godt for både det fysiske og mentale helbred.
“Det fællesskab, vi har sammen, er rigtig godt. Vi kan godt tale lidt hårdt til hinanden inde på banen, men det er bare fordi, vi går op i det. Man har godt af at holde sig i gang. Jeg har selv noget hjerteflimmer og en forkalket hjerteklap, men det bliver ikke bedre af, at jeg går derhjemme og ikke laver noget,” siger Niels Michelsen, 72 år.
“Der findes jo efterhånden mange gode alkoholfri øl”
-Fodboldspiller
Holdet har spillet sammen i 3-4 år, nogle har endda spillet sammen siden starten af 1970’erne. De er så mange, at de altid kan stille to hold. Tidligere fik de ind imellem en øl efter træning, det er de gået fra, men efter test-smagningen af den alkoholfri øl, kunne det godt være en tradition, de ville tage op igen – med de alkoholfri øl vel at mærke, for som en af spillerne siger:
“Man skal jo også kunne køre hjem.”


Se hele Billedserien på Vitals nye filmkanal:

Den alkoholfri øl, som spillerne smagte på, er en særlig udgave for at sætte fokus på Aarhus Kommunes nye sundhedspolitik: Aarhus Smiler. Øllen kan købes hos Mikkeller under navnet Drink’in The Sun. Mange bryggerier, store som små, har efterhånden alkoholfri alternativer i deres sortiment – spørg i baren eller der, hvor du normalt køber øl.
Find Aarhus Kommunes sundhedspolitik
på aarhus.dk/sundhedspolitik

“Det smager jo lige så godt som almindeligt øl”
Fodboldspiller
Om klubben
Fodboldklubben VSK Aarhus (Vejlby Skovbakken Aarhus) er hjemmehørende i Vejlby-Risskov Idrætscenter. Der er veteranfodbold for 65+ hver tirsdag og fredag kl. 12.30-14.00 hele året rundt. Om vinteren spiller holdet indendørs. I udesæsonen spiller de på 5-mands baner med 4-7 på hvert hold.
Nye spillere er velkomne. Nærmere info fås hos Leif Gjørtz Christensen, mail lgc@vskaarhus.dk eller mobil 2096 0339.

3. halvleg er den vigtigste
TEKST Jannie Lindberg Sundgaard
Foreningslivet har stor betydning for mange. Særligt hvis man er alene, kan det være et fast holdepunkt, hvor man mødes og er social med andre. “I foreningsverdenen bliver man ikke glemt – man husker at ringe til Bent, hvis han ikke dukker op til træning. Man kerer sig om hinanden. Typisk starter vi for aktivitetens skyld, men vi bliver for fællesskabet. Vi kender nok allesammen til tredje halvleg, hvor vi hygger os efter kampen med rundstykker, kaffe eller en øl. Det fællesskab er vigtigt, men det er også vigtigt, at der er sundealternativer fx i form af alkoholfri øl eller vand, og det er heldigvis blevet langt mere almindeligt,” fortæller motionskoordinator i Aarhus Kommune Christina Fruergaard.
