App’ropos – apps til oplevelser

Der sker noget i Aarhus! Hver dag er fuld af begivenheder og muligheder – ikke bare i Festugen, men året rundt. Her får du fem bud på apps til flere oplevelser. 

AarhusGuiden – app til oplevelser i smilets by

AarhusGuiden viser vej til events inden for sport og kultur. Her er alt fra de store byevents til arrangementer på byens museer og biblioteker. Alt overskueligt samlet på et sted – lige til at tage med i lommen. Få overblik over, hvad der sker af arrangementer lige nu og ud i fremtiden inden for kategorierne musik, scene, sport, udstillinger, film, byliv og For børn.

 

Aarhus StreetMuseum – et historisk blik på byen

Få historiske fotos frem, der skræller lag af nutiden. Se byens udvikling og fortællinger om Aarhus helt tilbage fra 1800-tallet over Anden Verdenskrig og historier om store ting, der er blevet til i Aarhus. StreetMuseum er produceret af Den Gamle By og er en ny måde at fortælle byhistorie på: På app’ens aarhuskort kan du vælge den lokalitet, du vil vide mere om – fx lige der, hvor du står nu – og finde de historier, der gemmer sig i nærheden.

 

Opdag Aarhus – på udflugt i natur og kultur

Med Opdag Aarhus på mobilen får du en række turforslag med tegnede ruter på det mobile kort. Til hver rute er udvalgt en række interessante naturhistoriske eller kulturhistoriske steder, som der fortælles om i tekst og billede, evt. suppleret med et lille lyd- eller videoklip. Turene er udviklet i samarbejde med Smag på Aarhus, Naturhistorisk Museum, Moesgård Museum, Stadsarkivet i Aarhus og Visit Aarhus.

 

Taxa – spring køen over

Når du skal rundt og opleve byen, kan det være rart at kunne tage en taxa, når benene bliver trætte! Både Aarhus Taxa og Dantaxi har apps til mobilen, der gør det let og hurtigt at bestille en vogn – uden at skulle vente i telefonkøen først.

 

Kender du Apps-Café?

Få hjælp til at hitte hoved og hale i det digitale og finde de apps, der passer til dine behov.
AppsCafé er et gratis tilbud til alle aarhusianere uanset alder. AppsCaféerne afholdes fra kl.
9.30-12.00, på DokkX i DOKK1 i ulige uger og i Bygning 3 på MarselisborgCentret i lige uger.
Se præcise datoer og adresser for Apps-Café på dokkx.dk eller kontakt DokkX på 51 57 68 62

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *