At lære er at leve

Selvom Niels Würtz rundede 100 år i januar, mener han ikke, man kan blive for gammel til at lære. Tværtimod er hans tilværelse fuld af undervisning, loge og kortspil, så hjernen stadig bliver stimuleret – mentalt og socialt

 

Tekst: Vicki Larsen / Foto: Michael Dorst-Hansen

 

Ind ad døren træder Niels Würtz, der hver uge cykler fra Skejby til Klostergadecentret. Med sig har han en violin og sin medfødte nysgerrighed, der har drevet ham igennem nu 100 år. Hver torsdag er han til samfundsfag på Klostergadecentret, hvor han sammen med andre lærer om alt fra dansk finanslov til Rusland og USA.
”Jeg har lært at følge med i samfundet. Både ude i verdenen og vores lille hjørne. Det interesserer mig meget, hvad der sker, uden at jeg kan gøre noget ved det, men det er vigtigt at følge med for at fortsætte sin tilværelse. Det har noget med hjernen og det sociale netværk at gøre, for undervisningen stimulerer mig på flere måder,” forklarer Niels Würtz.
Niels’ mod på at lære nyt begyndte dog længe før formiddagene på Klostergadecentret. Faktisk skal vi tilbage til dengang, hvor han efter en uddannelse til maskinsmed og den senere soldatertjeneste begyndte at læse til ingeniør – et uddannelsesvalg, der hang sammen med en forkærlighed for teknik.

 

Maskiner og medfødt nysgerrighed

Om det hvide skæg breder sig et smil, når Niels Würtz tænker tilbage på ingeniørstudiet. På trods af at han hverken havde real- eller studentereksamen, endte han nemlig i top af uddannelsen. Og den præstation gør ham stadig stolt i dag.
”Det har en vis betydning, at man kan se, at selvom man ikke har den store boglige uddannelse, så kan man godt komme videre og lære ting, der er svære. Man skal ikke tro, man er ude på et sidespor, fordi man ikke har fået en studentereksamen eller lignende. Man kan sagtens klare sig og blive til noget,” konstaterer han.
Uddannelsen som ingeniør viste sig også at åbne en ny vej for Niels Würtz, der snart stod på den anden side af katedret. Han har i årenes løb både undervist installatører og maskinlærlinge, så oliefyr og maskintegning før eller siden gav mening. Derfor kan han i dag se tilbage på 100 år, der har været fuld af læring.
”Jeg måtte slide mig til toppen, men har altid gerne ville lære. I dag betyder det nok, at jeg stadig er nysgerrig og gerne vil sætte mig ind i tingene. Det er nok forklaringen på, at jeg nu også søger nye oplysninger om vores tilværelse og samfund,” siger Niels Würtz.

 

Samvær forlænger liv

I undervisningslokalet på Klostergadecentret er det et fast ritual at synge en sang akkompagneret af Niels Würtz på violin, inden underviseren tager over.
”Jeg tror, det er vigtigt for ens selvværd at ses med andre. Ellers ved jeg ikke, hvad min opskrift på et langt liv har været, for jeg har ikke levet efter en plan, men jeg bruger min mavefornemmelse, og det at ses med andre føles bare godt,” forklarer Niels Würtz.
Udover sine klassekammerater ses han med logebrødrene fra Odd Fellow-ordenen, som han har været medlem af i 60 år. Det vigtigste er dog familien. Niels Würtz oplevede det som lidt af en omvæltning, da hans kone døde, og han med ét blev single, men han nægter at isolere sig som single, for han skal ud – også selvom hørelsen kan glippe.
”Det kan godt være lidt svært ikke at høre så godt. Når jeg har været sammen med familie og venner, hvor jeg skal lytte meget, er jeg dødtræt dagen efter. Men selvom jeg næste gang kan tænke ’jeg gider ikke’, så overvinder jeg mig selv. Jeg tror, det giver mere at komme afsted, så jeg er nok lidt af en fighter,” forklarer Niels Würtz.
Igen påpeger han, at det hænger sammen med hjernen. Den skal stimuleres, hvad end det er med familie, loge, venner eller medkursister. Og skulle de være beskæftigede, holder han sig i gang med et kortspil Napoleon på computeren, som han efterhånden ser som en opgave, der skal løses. Det er således et sted mellem læring, nysgerrighed og socialt samvær, Niels Würtz fandt opskriften på et langt, godt liv.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *