Projekt Bistad er en gruppe frivillige i Aarhus Kommune

Projekt ”Bistad” trækker bierne ind til byen

 

”Normalt er de faktisk ret fredelige, og når jeg puster med lidt røg, tror de, at det brænder, og så søger de ind i bistaderne.” Henning Høegholm løfter låget på et af de tre bistader og tager forsigtigt fat i én af bitavlerne og løfter den op. ”Det har ikke været et specielt godt honning-år i år – det har været for koldt, men vi håber, at en varm august kan rette op på det.” Henning Høegholm er ude i Forstbotanisk Have for at kigge til bistaderne. Han er med i projektet ”Bistad”, som har flyttet biavl og honningproduktion ind i byområderne, og som samtidig giver et tilbud til nogle af byens socialt udsatte.

 

Danmarks flotteste arbejdsplads

”Bistad” består af en gruppe frivillige biavlere som Henning Høegholm og en række af byens socialt udsatte borgere, der her får mulighed for at få en meningsfyldt beskæftigelse og føle sig som en del af et arbejdsfællesskab. Henning Høegholm er 63 år og stoppede med at arbejde som lærer for et år siden. Han har i et par år selv haft bier i sin have og fandt gennem ”Bistad” en mulighed for at kombinere sin erfaring som lærer med sin interesse for bier. ”Efter jeg var gået på pension, ville jeg gerne fortsætte med at hjælpe andre, og det får jeg mulighed for her”, siger Henning Høgholm. ”Jeg er som regel sammen med én til tre af de udsatte ad gangen, og vi er en gang om ugen herude og passer bistaderne sammen. Men vi bruger også tiden på alt muligt andet og snakker om meget andet end bier. Når vi er færdige, spiser vi frokost sammen ved en sø i Forstbotanisk Have og nyder det, vi kalder Danmarks flotteste arbejdsplads. Samtidig lærer jeg selv en masse, så jeg nu ved meget mere om biavl, end da jeg startede,” konstaterer Henning Høegholm.

 

Arbejde hele året

Sæsonen starter i april, hvor det spændende er at se om dronningen har overlevet vinteren. Herefter skal der sommeren igennem holdes øje med bistaderne, og der skal sættes nye magasiner til, alt efter hvordan produktionen udvikler sig. Honningen stryges i begyndelsen af juni og igen i august. Også efter sæsonens afslutning er der nok at lave for de frivillige og de udsatte. Honningen skal behandles, så den til sidst kan komme på glas, og magasiner og tavler skal gøres klar til den kommende sæson.

 


Bier og beskæftigelse

“Bistad” driver biavl og producerer honning og har i dag 13 bigårde med i alt 53 bifamilier. I 2014 lavede bierne 1,2 ton honning. “Bistad” tilbyder beskæftigelse til frivillige og til særligt udsatte borgere.

 

Tekst og foto: Allan Witte