Han betragter sig selv som praktisk koordinator. Hans mission er at give alle mulighed for at opleve det unikke fællesskab, der opstår ved livekoncerter. Og så leger han med tanken om en kulturvitaminpille… Mød Nikolai Bøgelund, kapelmester hos Aarhus Jazz Orchestra, til en begejstret snak om musik, nærvær og vigtigst af alt – fællesskab. 

Tekst: Jannie Lindberg Sundgaard Foto: Michael Drost-Hansen 

Jeg tager gerne det ansvar, der ligger i at lave plads i folks hjerne til musikken. At rydde nogle hylder og bøjler, så der kan komme store musikoplevelser på. Min mission er at skabe en overordnet følelse af fællesskab. At den musikoplevelse vi deler lige nu – os, der er til stede – det er kun os, der kommer til at opleve den. 

Fællesskab er nøgleordet 

Min opgave er at være bindeled mellem orkester og publikum. At forberede publikum på det, der kommer. Jazz er faktisk ret kompliceret. Derfor gør jeg meget ud af at pakke det godt ind.  

Det kan være hvem, der har skrevet nummeret, hvornår eller nogle særlige samfundsmæssige forhold. Jeg lægger følelser ind i fortællingerne for på den måde at trække publikum med ind i stemningen omkring musikken. Når det virker, så smitter det – publikum bliver begejstrede, og det sætter sig videre i orkestret. Sammen bliver vi en del af den helhed, der opstår omkring musikken. 

“… og så er der sådan et åndssvagt orkester med en psykopat af en frontmand, der hiver og flår i dem for opmærksomhed”

Hvis der er noget, jeg virkelig ikke kan lide, så er det de koncerter, hvor du bare sidder og kigger på, at orkestret har gang i et eller andet oppe på scenen, men du er ikke inviteret med som publikum. Det ser jeg som en af mine vigtigste arbejdsopgaver – at sørge for, at publikum kan relatere til det, der foregår på scenen. At skabe de der fællesskabsoplevelser, så alle er med. Det står jeg gerne på mål for. Det skal være sådan, at når vi kommer hjem om aftenen, så er det med følelsen: “Kæft mand, de folk, der var med her i dag, vi har lige delt en kæmpe oplevelse, som aldrig kommer igen.” DET er sjovt, synes jeg. 

Iskold jazz 

Under corona forsøgte vi os med at livestreame koncerter. Det var iskoldt. Fuldstændigt dødt. Når musikken stoppede, var der bare ingenting. Man kunne måske høre, at folk sjoskede lidt rundt på gulvet hjemme i deres stuer, men ellers var alt stille. Det var virkelig svært at få bandet med, når de ingen good vibes, følelser eller “mad” fik fra publikum. Her fandt vi for alvor ud af, hvor vigtigt det er, at vi har en fælles hjerterytme – orkester og publikum imellem. Der kan godt være stille i en sal fyldt med mennesker, men det er en sitrende, levende stilhed. Og så… i det sekund, det første skud løsnes, den første tone fra trompeten lyder… BANG! Det er DET, som gør det hele noget værd. 

Rådhusets intimscene 

Jeg er vild med at spille til Aarhus Festuges rådhuskoncerter. Bygningen i sig selv er jo fantastisk. Og scenen er så lav, at vi er i direkte øjenkontakt med publikum. Vi går ofte ned fra scenen og ud blandt publikum, det skaber en samhørighed, og jeg har som oftest let ved at etablere kontakt til publikum. Men når man er på sådan en scene, er man også langt mere sårbar og åben som orkester, fordi kontakten med publikum er så tæt. Og det skaber en særlig nærhed. 

“Vi har lige delt en kæmpe oplevelse, som aldrig kommer igen” 

Da Dario Campeotto for nogle år siden var med os (Aarhus Jazz Orchestra, red.) som solist til en festugekoncert, spillede det hele virkelig. Han tog så meget pis på orkestret, mig og publikum. Det hele gik op i en højere enhed, og stemningen var helt fantastisk. Det var en fælles oplevelse, vi delte lige der i Rådhushallen, som ingen andre var en del af. Det handler om at åbne portene og tage imod. 

Brug for hinanden 

Man skal ikke tage fællesskabet med publikum for givet. Jeg håber altid på at skabe det, men jeg tør ikke tage det for givet. Nogle gange er den der, andre gange kæmper jeg, så jeg er ved at omkomme. Så kan orkestret godt mærke, at jeg panikker og siger “slap nu af Nikolai, lad det komme af sig selv, lad dem nu være lidt i fred,” men jeg begynder at overkompensere på mangel af kontakt med publikum og snakker bare endnu mere. 

Nikolai Bøgelund fotograferet i sit hjem i Aarhus mandag den. 30. maj 2022.

Men nogle gange er vi fx hyret, hvor der er en begivenhed i forvejen. Det kan være til en konference, hvor folk ikke har set hinanden længe og egentlig bare gerne vil sidde stille og roligt og snakke sammen, og så er der sådan et åndssvagt orkester med en psykopat af en frontmand, der hiver og flår i dem for opmærksomhed… det er noget, jeg lige skal lære en af dagene – at tage det mere med ro. Ha ha ha… 

Der kommer jo aldrig nogen bagefter og er sure. Tværtimod er folk glade og positive, og det har stor betydning. Med årene har jeg lært en del om forskellen på publikum. Langs den vestjyske kyst kan koncerterne godt være meget stille, hvilket er i stor kontrast til fx Aarhus og København, hvor publikum sagtens kan finde på at råbe, pifte og klappe meget højlydt. Men som oftest har alle haft en fantastisk aften, det er bare forskellige måder at vise det på.  

Skolekor og Britney Spears 

Noget af det vildeste, vi laver, er vores skolekoncerter, hvor vi spiller sammen med et kor på 2-300 børn. De har øvet og øvet og øvet i et halvt år, og så kommer det her store pay-off, når vi laver koncerterne. Og det er ikke for børn, når vi taler niveau. Musikken er virkelig svær, og som jeg siger til ungerne: “Synger I ikke, så er der ingen koncert. I er melodien, orkestret kan ikke spille, hvis ikke I synger.” Det er en vild oplevelse, når vi optræder. Så sidder forældrene og taber både kæbe og mund. De har måske aldrig hørt jazzmusik eller måske ikke engang været til en livekoncert. Og der står deres barn så og performer i et stort fællesskab. Kæft, vi tager røven på mange. Det er et sindssygt niveau. Børnene synger musik, som mange voksne slet ikke ville kunne synge, men børnene ved ikke, at de ikke kan, så de synger bare.  

“Der kan godt være stille i en sal fyldt med mennesker, men det er en sitrende, levende stilhed” 

For nogle år siden var jeg på verdensturné med Lukas Graham som en del af hans blæsersektion, og i USA optrådte vi til en koncert sammen med bl.a. Britney Spears og Justin Bieber. De to havde et hold dansere og et bånd med musikken. Det var så ærgerligt, synes jeg. Det tryk, som et stort orkester kan levere, er noget helt unikt, fordi musikken kun findes i netop det øjeblik.  

Birthe Kjær vs. Nik og Jay 

Jeg ser mig selv meget mere som kapelmester end dirigent. For mig er en dirigent en, som står foran orkestret og dirigerer og ikke mere end det. Jeg forsøger hele tiden at binde alle enderne sammen. Min rolle er meget som praktisk koordinator: “Hvad skal vi spille, hvornår, hvordan er tempoet osv.” Det er mig, som bestemmer, hvornår solisten synger og ikke synger, eller hvem der spiller solo. Min opgave er at få det hele til at spille sammen. Orkester. Solist. Publikum. Hvis vi spiller med en stor stjerne, så kan det godt være udfordrende. Så bliver det let 1:20. Solist: Orkester. Så forsøger jeg altid at få solisten hen til mig og snakke lidt og få dem involveret i musikerne. 

Der er lavet rigtig meget musik i mit lille lydstudie her i Borum gennem tiden. Her har både Birthe Kjær og Kandis indspillet. Jeg har lavet blæserarrangementer til Lukas Grahams verdensturné, arrangementer til Klüvers Big Band – ja, sågar Nik og Jay har jeg arbejdet med. Jeg er hverken gangster, rapper eller cool, men jeg kan bare det der med at lave hornsektioner. Det er efterhånden blevet sådan, at det ofte er mig, folk ringer til, hvis de mangler et blæserarrangement på deres plade. 

Gode fælles oplevelser 

Jeg ER meget i bandet, når jeg skriver. Jeg har ikke den der kunstnertrang, som siger: “Det her MÅ jeg bare skrive.” Når jeg skriver arrangementer og musik, så forestiller jeg mig det hele på forhånd. Scenen, publikum, orkestret, Jeg forestiller mig stemningen, hvem sidder blandt publikum, hvem er de? Det er de følelser, jeg skriver ud fra. Derfor siger jeg som regel heller ikke ja til ret meget, som jeg ikke selv kan være en del af at optræde med. Hvis ikke jeg mærker responsen på det, jeg har lavet, så føles det bare tomt. Jeg har brug for at mærke, om publikum kunne lide det; fandt orkestret og publikum sammen? Rykkede det noget i folk? Når alt kommer til alt, så vil jeg bare gerne give folk gode fælles oplevelser. Det er mit ultimative succeskriterie. Men derfor må det jo gerne imponere folk – overraske – så de sidder tilbage med: “Hold da kæft, det der havde jeg ikke regnet med.”  

Kulturvitaminpiller 

At dele musikoplevelser i fællesskab frigiver så meget indre glæde. Tænk bare på fx mennesker, som går til kor. Hvis ikke de kommer afsted hver torsdag, så er weekenden ikke den samme. Det frigiver så mange ting, det fællesskab, man oplever sammen. Det lader sig ikke transmittere på tv eller i radioen, man skal opleve det og mærke det. Det er så vigtigt.  

“Jeg vil bare gerne give folk gode fælles oplevelser”

Vi medicinerer mod ensomhed og mangel på indhold i livet, men den kemiske proces i hjernen kan vi også ramme med store musikoplevelser. Det er jo vildt, at man laver piller med samme stof som frigives, når vi oplever i fællesskab, føler i fællesskab og mærker en samhørighed med andre omkring os. Big Band på recept er ikke en dum idé, hvis du spørger mig. 

Blå bog 

  • Nikolai Bøgelund 
  • Født 1973 i Give 
  • Startede sin musikalske karriere i Legoland Garden 
  • Kapelmester for Aarhus Jazz Orchestra 
  • Producerer, skriver, spiller musik for bl.a. Nik og Jay, Birthe Kjær, Lukas Graham, Sigurd Barrett og mange, mange flere 
  • Startede som 20-årig i Klüvers Big Band og er stadig en del af det legendariske Big Band 

Nikolai om… 

Musik ind med modermælken  

Min far var festmusiker og tog ud og spillede til fester og baller. Jeg var med, fra jeg var helt lille. Det var det hotteste, han spillede der i 1970erne – Tommy Seebach, Kim Larsen, og Bamses Venner med Vimmersvej. Jeg kunne jo synge alle grand prix-sangene, inden jeg kunne gå… ha ha ha… Senere begyndte jeg selv at tage ud og spille til netop den slags fester også. Og i dag elsker jeg stadig at gøre det.  

Sin musiksmag… 

Min smag er meget styret af, hvad jeg laver her og nu. Lige nu sidder jeg og forbereder en stor Gospelkoncert, og er helt oppe over det. Sidste uge var det gangsterrap med Pede B. og holdet. Så synes jeg egentlig, at det var ret så fedt. Jeg finder små opture i det hele. Det handler om at involvere sig og have aktier, så er det virkelig svært ikke at blive revet med… Men ærligt, så hører jeg en hel del trombonejazz. JJ Johnson, Rosolino og dem allesammen. 

Kultur på recept… 

Man behøver jo ikke at være syg for, at kultur kan rykke noget ved en. Men jeg kan godt lide idéen om at tilbyde kultur som et alternativ til andet kemi. Andet kemi kalder jeg det, fordi det jo er en kemisk reaktion, der sker i hjernen, når verden spinder rundt, og man står i en fantastisk fællesoplevelse her og nu. For desværre er mange af de recepter, der bliver udstedt, som lindring for manglende indhold og ensomhed. Det er sørgeligt, synes jeg, og jeg mener, vi skal fokusere på at hjælpe med at finde indhold og glæde i stedet for at medicinere. Så ja… Kultur på recept… måske er det ikke helt dumt. 

Hvad musik kan… 

Musik kan optage dig 100 %. Det er et sted, hvor alt andet forsvinder og du oplever et stærkt fællesskab sammen med andre. Når du slår græs, vasker op – ja, endda ser tv, kan du sagtens være optaget af andre ting samtidig. Men når du spiller musik, hører, oplever musik, så er dit fokus der 100 %. Det kan ikke sammenlignes med noget andet. Høj musik kan også noget. Der, hvor det går lige til grænsen og opsluger alt andet omkring sig. Du kan ikke høre andet end musikken, og du kan mærke den i hele kroppen. Samtidig med, at du sidder sammen med en hel masse andre mennesker og deler præcis den oplevelse. DET er vildt. Musik er rensende. 

 

Jazzede Folkehuskoncerter 

De er noget anderledes. På en måde er de små celler af Aarhus Jazz Orchestra. Der er kun fire-fem musikere ude sammen med en solist, og de står i udgangspunktet selv for det hele. Det er meget intimt. Folk sidder helt tæt på stole og gulvet omkring musikerne. Det er musikerne selv, der skaber kontakten til publikum. Den enkelte musiker kommer meget mere i spil, fordi det hele foregår så tæt på, og kommunikationen med publikum er så direkte. 

Fremhævede citater 

Billedtekster 

På små scener er det ofte lettere at skabe kontakt med publikum, hvorimod på de store scener, hvor vi sidder mere distanceret fra publikum, der kæmper jeg langt mere med kontakten. 

Jeg opdrager gerne lidt på publikum, fx: “Når ham her er færdig med sin solo, må I gerne give ham en ordentlig klapsalve,” og det gør de gerne. Og selv om solisten lige har hørt mig sige det, så gør det noget godt, at han kan mærke begejstringen fra publikum. 

Der er mange, som ikke hører store orkestre live i dag, hvilket virkelig er en skam, for det er en kæmpe oplevelse. 

Vi skal investere mange flere kræfter i fælles kulturoplevelser, så vi ikke bliver så syge og stressede. Det er jo også det, samarbejdet mellem Aarhus Jazz Orchestra og Aarhus Kommune handler om. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.