Bøger, der bygger broer

Bibliotekerne i Aarhus bygger dagligt bro med, mellem og til mennesker. Vi er et bindeled mellem mennesker og oplevelser, viden og inspiration. Vi synes, at det er helt fantastisk, hvis vi kan skabe en undren og overraskelse hos vores brugere. Udvide deres horisont. Vores horisont. Vi lærer alle af hinanden og lige netop dét, gør vi særligt meget ud af at skabe rum til på bibliotekerne.

 

I denne udgivelse af Vital vil vi gerne give jer en af vores største brobyggere; litteraturen. Læsning og litteratur har altid en stor plads i vores program. Her kan man få viden og oplevelser i alle mulige formater. Vi kan lære om andre, om andre tider, om andre dele af verden – alt imens vi sidder hjemme i sofaen. De tre udvalgte bøger er alle nogle, der bygger bro mellem livshistorier, følelser og kulturer. God fornøjelse.

 

Rigtig god læselyst.

 

De bedste hilsner

Louise Lærke Andersen

Redaktør og kommunikationskonsulent, Aarhus Kommunes biblioteker

 

Se mere på Aarhus Bibliotekerne // www.aakb.dk

 

Bibliotekarens tre bud på bøger, der bygger broer

 

Byg bro med børnebørnene: Krapyl af Kim Fupz Aakeson. Antal sider: 44

Hvad er man, når man ikke er fæl og stor nok til at være en trold og bo under de bedste broer? Men i stedet må nøjes med at bo under en klam badebro, da alle de gode broer er taget af de store trolde. Man lever af skidtfisk, tang og saltvand, som giver ret dårlig ånde. Så er man et krapyl.

Der er store følelser på spil som ensomhed, venskab, troen på den gode fremtid og hinanden. Alt sammen tilsat et strejf af humor. Krapyl er et dejligt aktuelt eventyr med inspiration fra ’De tre Bukke Bruse’.

Kim Fupz Aakeson er en fantastisk kunstner og understøttet af Kamila Slocinskas skønne groteske streg, skaber de realistisk magi, der bare venter på at blive læst (højt).

 

Byg bro mellem fortid og nutid: Vita af Melania G. Mazzucco. Antal sider: 527

En stor episk slægtsroman og udvandrersaga, der på smukkeste vis blander fakta og fiktion til en realistisk, rå og brutal, men også øm og medrivende fortælling.

Forfatteren har lavet en grundig research i slægtens gemmer og i arkiver. Med sikker sproglig og stilistisk sans har hun bundet fragmenterne sammen til en storslået roman. Det er historien om 12-årige Diamante, der er forfatterens bedstefar, og 8-årige Vita, som sendes alene til Amerika over til Vitas far for at slippe væk fra sulten og nøden i deres lille italienske landsby.

Det er en fortælling om enkelte skæbner, men samtidig den store historie om den italienske masseudvandring til Amerika i begyndelsen af 1900-tallet. Det var mødet med nutidens immigranter i Italien, der inspirerede forfatteren til at skrive bogen. Hun knytter fortid og nutid sammen, og man skal holde tungen lige i munden, for synsvinklen skifter med mellemrum fra hovedpersonerne til forfatteren eller en slægtning, der vender tilbage til Italien i 1944 for at lede efter spor af slægten i den lille sønderbombede landsby.

 

Byg bro for at overleve: Et andet menneske, et andet liv af Sofie Jama. Antal sider: 310

Sofie Jamas hæsblæsende og barske debut om flygtningeskæbner berører emner som overlevelse, identitet og seksualitet og efterlader et uudsletteligt indtryk.

 

Dansk-somaliske Sofie Jama debuterer med en barsk roman om tre flygningeskæbner og de menneskelige omkostninger ved et liv som flygtning. Romanen behandler vigtige emner som overlevelse, identitet og hvordan man som flygtning nødvendigvis må forandre og forvandle sig for at kunne overleve. En særlig vigtig tematik er den forbudte seksualitet hos omskårne kvinder. Romanen er ikke selvbiografisk, men har nogle fællestræk med Sofie Jamas eget liv. En vidtforgrenet, voldsom læseoplevelse i tråd med Sara Omars Dødevaskeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *