Botanisk Have vil gerne have endnu flere venner

Hver torsdag eftermiddag mødes en gruppe haveelskere i Blomsterdalen i Botanisk Have. De er med i Botanisk Haves Venner og holder bedene fri for ukrudt. Men vennerne har brug for flere hænder til at luge, rive blade sammen og plante nyt i bedene.

 

Botanisk Haves Venner blev stiftet af en gruppe ildsjæle i 2011, fordi kommunen havde besluttet at nedlægge en række bede i haven.

“Faktisk stod buldozerne parat. Kommunen ville spare penge, og det ville være billigere at plante hele området til med græs. Det fik vi heldigvis stoppet. Nu er vi en forening med 200 medlemmer, men desværre er vi kun 10-15 stykker, der er aktive. Vi kan sagtens bruge mange flere,” siger Kirsten Houlberg, som har været med fra starten. Hun har selv en stor have og har lige plantet nogle juleroser, hun har haft med hjemmefra. Men, understreger hun, det er ikke nødvendigt at vide en masse om havebrug for at være aktiv i foreningen.

“Her er altid nogen at spørge til råds, og det er dejligt at føle, at man gør nytte. Det bliver jo så fint, når man kan se planterne i stedet for ukrudt.”

I dag har foreningen et godt samarbejde med kommunen. “Vi får dækket vores udgifter til el og vand og får penge til at købe nye planter. Det fungerer rigtig fint. Og snart bliver vores redskabsskur udbygget med et klubhus, hvor vi kan komme i tørvejr, drikke kaffe og hygge os sammen.”

 

Tekst: Lotte Frandsen
Foto: Brian Rasmussen


Botanisk Haves Venner

Hvis du har lyst til at blive en af vennerne eller vil vide mere om foreningen, kan du kontakte Ophelia Achton på oa@via.dk eller tjekke facebook.com/ BotaniskHavesVenner