Brevduerne flyver stadig stærkt

Men interessen for brevduesporten er faldende

Max Jensen har det meste af livet haft en passion for duer. Som 15-årig fik han sin første brevdue og efter en pause i nogle år, hvor det kneb med tiden, blev brevduehobbyen genoptaget, da han blev pensionist. ”Brevduer er fantastisk fascinerende. De kan flyve med 60 km/t. over lange afstande og finde hjem til dueslaget uden at nogen rigtigt ved hvordan det foregår”, siger Max Jensen, der er formand for Brevdueforeningen ”Nordre” der har 12 medlemmer, men som gerne vil have mange flere. ”Der er da en del arbejde ved duerne, men jeg synes, man får meget igen, men lige nu ser duesporten ud til at være en uddøende aktivitet, og hos os er gennemsnitsalderen på 70 år. Så hvis der ikke sker noget, uddør vi lige så stille.Vi er nu så heldige, at vi lige har fået tre nye medlemmer, hvor den yngste er 20 år, så der er måske håb”, mener Max Jensen.

 

Det var anderledes dengang han startede. Da kom man på venteliste og duerne blev spillet på totalisator lige som væddeløbsheste. Det er slut nu. Totalisatorerne er for længst lukkede, og i dag får duernes ejere en sms, når duerne er kommet hjem til dueslaget. Men det grundlæggende er det samme: det gælder om at have den due, der først kan finde hjem over lange afstande. For Max Jensen og resten af medlemmerne i foreningen foregår det ved, at deres duer samles i Nordbyen i Aarhus og så køres til startstedet, som kan være op til 1.000 km. væk. Herefter gælder det for duerne om at komme først. Ud over at flyve med duerne avler foreningens medlemmer også på dem og handler duer indbyrdes. Normal pris for en due med de rigtige ”forældre” ligger på omkring 300 kr., men på landsplan kan duerne koste op til flere tusinde kroner for de bedste. Det skal dog ikke afskrække nye medlemmer, lover Max Jensen. Hvis der er nogle, der er interesserede, skal de andre medlemmer i klubben nok hjælpe dem i gang.

 

  • Hvis du vil vide mere...
  • Hvis du vil prøve noget andet
Kontakt brevdueforeningen Dan 085 “Nordre”. Max Jensen tlf: 40 42 46 63

Udover brevduesport kan du for eksempel give dig i kast med gågrupper, haveforening, bier eller fuglekiggeri.

Tekst og foto: Allan Witte