Tusind tak til jer alle for både mails, breve og ikke mindst lærerige samtaler de seneste måneder. Det er virkelig en stor fornøjelse at høre fra og tale med så mange engagerede mennesker. Tak fordi I tager jer tid til at give jeres besyv med.  

I USA snakker man om præsidentens første 100 dage, det har jeg efterhånden også haft som rådmand i Sundhed og Omsorg nu. Og det er ikke gået stille af sig. Jeg har set og mødt rigtig mange steder og forskellige mennesker. Og der er særligt to emner, som bliver taget op igen og igen: Fællesskaber og ensomhed.  

En kvinde, som har gjort stort indtryk på mig, er Pia, som jeg nu har mødt nogle gange. Første gang stod hun og kampsvedte på et løbebånd hos Demenshjørnet. “Hej,” sagde hun, “jeg hedder Pia, og jeg har demens. Hvis du vil snakke, er du meget velkommen til at tage fat i mig.” Så jeg fik hendes nummer, og vi aftalte at tales ved. Senere mødtes vi til møde i Demensambassadørnetværket, hvor Pia præsenterede sig overfor både direktører med fine titler og hvem der ellers var til stede med et: “Hej, jeg hedder Pia, jeg er dement, og jeg kan ikke noget. Jeg har tre uddannelser, men så fik jeg konstateret demens. Det var som et stempel og som at miste min identitet. Jeg vil gerne have et job, men ingen vil ansætte en dement, for jeg passer ikke ind i nogen kasser.” 

Pia er et af de modigste mennesker, jeg har mødt. At hun bare rejste sig og sagde sådan. At hun kæmper for at bevare et godt liv og være en del af fællesskaber både med andre demente, men også på et arbejdsmarked. Det er stærkt og modigt. Og det siger noget om det tabu, der er omkring demens. Vi skal øve os endnu mere i at have et andet sprog omkring demens, at det ikke er et prædikat, man får på sig, men at man stadig har masser af ressourcer. Det skal vi hjælpe hinanden med, for ingen skal sidde ensomme hjemme, de skal ud og være en del af fællesskaberne. 

Et sted, jeg ikke kendte særlig meget til for bare få måneder siden, er Værkstedet på Sønder Alle i Aarhus C. Der mødte jeg nogle virkelig engagerede mennesker med hænderne skruet godt på og skæve, kreative tanker. Dem, jeg talte med, sagde alle som én: “Vi har brug for noget at stå op til, så vi ikke bare sidder derhjemme.” På Værkstedet er der både drejebænke, høvlebænke, staffelier, men fremfor alt – plads til alle. Der er sort kaffe på kanden, og du kan være ret sikker på, at der er wienerbrød til. Man bliver grebet af den uhøjtidelige stemning og får lyst til at blive hængende, for som de siger på Værkstedet: “Vi har et godt fællesskab her, hvor vi får noget fra hånden, og der er altid plads til en snak.” 

Og så er der jo Folkehusene, de tidligere Lokalcentre. Jeg var inviteret med til åbningsfesten i Mårslet, og det var en fest, der virkelig viste præcis, hvad Folkehusene kan: Et hus for alle med lyst til at være sammen. Til festen var der beboere i lokalområdet i alle aldre, popcornmaskine, grin, musik, snak og samvær. Jeg talte med en ung småbørnsmor, som har taget initiativ til en nørklegruppe. De er en flok, som mødes i Folkehuset Mårslet på tværs af alder, men med en fælles interesse for at strikke, hækle og være sammen om det. At inspirere hinanden og få et fællesskab i deres lokalområde, som måske ikke lige er de samme, de mødes med på arbejde, i børnehaven, skolen eller sportsklubben. 

Her til sidst – igen tak for jeres ord, snakke og møder – jeg ser frem til mange flere de kommende måneder. 

De bedste hilsner 

Christian 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.