Du kan bruge julen som frivillig

At være frivillig i julen er en gave, man både giver og får. Og for Tove Hansen er det i år en anderledes måde at holde jul sammen med sin mor.

 

En af mulighederne for at holde jul på en anden måde er et femdages juleophold på rekreationsstedet Saxild Strand (se omtale andetsteds i bladet). Her er frivillige hjælpere en væsentlig ingrediens. En af dette års frivillige er Tove Hansen. Den 61-årige konsulent i Hjerteforeningen har mange års erfaring med at være julefrivillig, blandt andet fra sin tidligere ansættelse i Kirkens Korshær i Horsens. ”Jeg har holdt juleaften sammen med hjemløse i varmestuen mindst ti gange, men det er første gang, jeg skal prøve at holde jul på Saxild Strand, og det ser jeg meget frem til,” siger Tove Hansen og fortsætter: ”Jeg glæder mig til at være med til at skabe en god jul, også for dem, der synes det er svært med julen. Mange af os har nogle forventninger til julen, som kan være svære at få opfyldt. Og her er det måske en hjælp, hvis man er sammen med andre i samme situation og kan være flere om at finde juleglæden.”

 

Vil gerne sætte gang i aktiviteter

I skrivende stund ved Tove Hansen ikke præcist, hvad hun skal lave som frivillig på Saxild Strand. ”Jeg kan lidt af det hele og kan sættes ind, hvor der er brug for mig. Men allerhelst vil jeg være med til at sætte gang i nogle aktiviteter for dem, der gerne vil det. Det kan være at dække bord, lave julepynt, gå en tur … og jeg har såmænd også lavet mad til 300 mennesker, så jeg kan også bruges i køkkenet!” siger hun med et smil. Tove Hansen har været frivillig i mange forskellige sammenhænge i årenes løb. ”Jeg kan godt lide at gøre noget, der gør andre mennesker lidt bedre tilpas og lidt gladere. Og jeg får jo selv noget igen – samværet, glæden, varmen – det er det hele værd.” Selv om julen foregår på Saxild Strand, har Tove Hansen ikke afskrevet familien. ”Jeg har ikke mand og børn, men holder jul sammen med min gamle mor, som skal være her på juleophold – så det bliver helt sikkert hyggeligt!” lover Tove Hansen.

 


Frivillig-jul på plejehjem

Er børn og børnebørn rejst sydpå i julen, bliver juleræset for meget, eller har du bare lyst til at julehygge om og med nogle andre i år, så er der altid mulighed for at være frivillig på dit lokale plejehjem. Kontakt plejehjemmets daglige leder eller dit lokalområdes frivilligkoordinator og spørg til mulighederne. Du finder telefonnumre til plejehjem og lokalcentre på Aarhus Kommunes hjemmeside aarhus.dk 

 

Tekst: Ingrid Terkelsen

Foto: Allan Witte