Den fine sport er blevet folkelig

I Harlev Tennis mødes superseniorer til socialt samvær, hvor det stadig er vigtigt at vinde.

 

Kirsebærtræerne blomstrer og fuglene synger. Det er én af disse forårsdage i maj, der snyder kalenderen og er blevet til en sommerdag med temperaturer på den rigtige side af de 20 grader. På de fire rustrøde tennisbaner er der livlig aktivitet – superseniorerne, som de kalder sig, har den ugentlige tennisdag, hvor de mødes og spiller sammen og mod hinanden på kryds og tværs. Det er Harlev Tennisklub, der har en stor og velfungerende afdeling for de over 60-årige, selv om de fleste af superseniorerne har lagt 60’erne bag sig og er i 70’erne eller ældre. Den ældste spiller i klubben er Ernst Jensen på 91 år, og som én af klubkammeraterne anerkendende siger: ”og han er ikke én af de langsomste.”

 

Tennis var for de fine

De fire baner lægger hver grus til fire spillere ad gangen. Double på tværs af køn, alder og teknik. Det fælles indtryk er glæden ved spillet, kammeratskabet og det gode vejr, og så har double i tennis den fordel, at det lægger et låg på frustrationerne, hvis man kikser et slag. Med- og modspillere griner og kommer med kommentarer, så skæverter og dobbeltfejl bliver taget med et smil. Karen Tanggaard Madsen er én af de mest aktive spillere. Hun begyndte at spille tennis i 1986 og sidder i dag i bestyrelsen for tennisafdelingen og er én af de fire-fem personer, der står for det praktiske arbejde med superseniorerne. ”Da jeg voksede op, kiggede jeg ofte på tennisbanerne, der hvor jeg boede, men det var jo helt uopnåeligt, for tennis var jo kun for de fine, så det blev håndbold, jeg kastede mig over. Det blev dog for hårdt fysisk, og heldigvis var tennis i mellemtiden blevet noget, som enhver kunne dyrke.”

 

Blandede hold

Superseniorerne mødes hver tirsdag kl. 8. Den første time spiller man på hold efter eget valg. Fra klokken 9 blandes holdene, og klokken 10 er der fælles kaffebord. Derefter kan de, der ikke har fået motion nok, fortsætte, hvis de har lyst. ”Det er vigtigt, at vi får blandet holdene, for det styrker det sociale i klubben, at man ikke bare spiller med de samme hele tiden, og så forsøger vi at lave nogle hold, der er så jævnbyrdige som muligt – for vi spiller alle for at vinde,” forklarer Karen Tanggaard Madsen.

 

Står for klubhuset

Der er cirka 35 superseniorer fra Harlev Tennis, der spiller om sommeren. Omkring 20 fortsætter i vinterhalvåret indendørs i Tranbjerg. Som superseniorer betaler de et lavere kontingent, men kan ikke spille på hverdagsaftener. Til gengæld gør de god gavn for kontingentpengene, da det er superseniorerne, der står for vedligehold og rengøring af klubhuset. Den fælles kaffepause er vigtig for superseniorerne. Her bliver dagens dyster vendt, og venskabelige kommentarer fyger hen over kaffebordet: ”Nå, fik du tæsk i dag? ”Nej, det gik fint – jeg var jo på hold med Else!” Ud over det fælles kaffebord mødes medlemmerne også til forårsfrokost og et aftenarrangement, når den udendørs sæson slutter.

 

Vi spiller for at vinde

”Vi holder da lidt øje med hinanden. Det er ikke alle, der kan møde op hver gang – der er blevet skiftet en del hofter og knæ i tidens løb,” fortæller en anden af foreningens kontaktpersoner Arne Nielsen. ”Som regel er vi gode til at give besked, når vi ikke dukker op, men hvis der er nogen, vi ikke har hørt fra i et stykke tid, så tjekker vi da lige op på, om alt er i orden.” Hyggen og det sociale samvær er dog kun en del af grunden til, at der i Harlev er en stor og velfungerende tennisafdeling for superseniorer. ”Vi er her for at spille tennis, og selv om nogle af os er lidt oppe i årene, så går vi til den. Vi spiller for at vinde,” konstaterer Arne Nielsen.

 

 


Harlev Tennis' superseniorer

 Kontakt: Karen Tanggaard Madsen tlf. 2925 6833

www.harlevtennis.dk


 

Tekst: Allan Witte

Foto: Niels Åge Skovbo