Da tragedien indtraf, var det Nils Malmros’ ufravigelige pligt at hjælpe sin hustru tilbage til livet.

Filminstruktør Nils Malmros sidder ved sit runde havebord og fortæller.
Hans hustru Marianne har skænket te, men er gået en tur i skoven, mens vi taler. Vi har været langt omkring, for med 11 film og 76 levede år er der meget at tale om, men nu er vi nået til det, som er det egentlige udgangspunktet for vores samtale: Han og hans kones fælles tragedie, og hvordan de kom igennem den.

Historien er fortalt i Nils Malmros’ film Sorg og Glæde fra 2013. Filmen udspiller sig rundt om den scene, man lige præcis aldrig ser, hvor hans hustru i en psykose tager livet af deres ni måneder gamle datter. I filmen får man indblik i Nils Malmros’ selvransagelse og egen rolle i, hvordan det kunne gå så katastrofalt.

For ham har det nemlig aldrig været et spørgsmål om skyld. Ikke hendes skyld i hvert fald. Den er hun helt fritaget for – handlingen skete i en psykose, og man er ikke skyldig for, hvad man gør i en psykose, siger han og sammenligner det med, hvad man kunne komme til at gøre, når man går i søvne.

”Selvfølgelig var der en voldsom sorg og fortvivlelse og en afmagt. Men der var ingen vrede. Og jeg følte meget tidligt i forløbet, at nu gjaldt det Marianne.”

Selv om man i filmen får indblik i, hvordan det lykkedes parret at komme videre, kan det ude fra set stadig forekomme lige så mirakuløst som selve hændelsen var tragisk. Og mange har i tidens løb spurgt både sig selv og ham, hvordan det lykkedes dem at blive sammen.

Svaret er, at de kunne ikke andet. De var bundet sammen af sorgen over tabet af barnet og af gensidig medfølelse – kald det kærlighed. Det var det eneste, der kunne redde dem.

Dét vi stræber efter hele livet

Egentlig er han ikke meget for at blive interviewet om det. Det er 36 år siden. Historien blev fortalt i filmen for syv år siden. Punktummet er sat.
Alligevel sidder han nu med te i koppen og varmelampe over hovedet – en slags corona-foranstaltning så man kan sidde ude på kølige dage – og fortæller. For sine film vil Nils Malmros altid gerne fortælle om.

Og selv om den 11. og efter sigende sidste film handler om tragedien, så er den også en historie om kærlighed. Og også på den måde et punktum i rækken af film, der næsten alle tager afsæt i hans eget livs kærlighedshistorier.

”Kærligheden er det, vi stræber efter hele livet,” siger han med et eftertænksomt smil og forklarer med et drenget træk på skulderen, hvordan det kunne blive til SÅ mange film om emnet: ”Lige siden anden klasse har der konstant været en eller anden pige, jeg var forelsket i.”

Voksen

Men hvor film som Kundskabens Træ, Lars Ole 5.c og Kærestesorger handler om ungdommens uforløste, forvirrede og til tider fortvivlende kærlighed, er det en anden slags kærlighed, der toner frem i Sorg og Glæde. Den modne kærlighed.

I Marianne har han endelig fundet den voksne, gensidige kærlighed, og da tragedien skete, forstod han, at han var forpligtet af den.

”Dybest set var der kun én, der kunne redde Marianne, og det var mig. Hvis jeg gik fra hende, ville hun føle sig stigmatiseret resten af livet,” siger han, men understreger, at ”efterhånden som Marianne blev menneske igen, blev vi begge klar over, at vi havde et fælles projekt.”

Tæt på virkeligheden

Kærlighed som filmtema er Nils Malmros langt fra ene om. Det, der adskiller hans kærlighedsfilm fra mange andres, og det som han har høstet både national og international anerkendelse og publikums begejstring på, er måden den er skildret på.

”Jeg har altid haft en trang til at genskabe det, som jeg begejstres over. Da jeg var ung, lavede jeg linoleumssnit inspireret af Palle Nielsens billeder og sidenhen mine egne kopier af Wegners og Børge Mogensens møbelklassikere. Efter at have set Francois Truffauts film ”Jules et Jim” begyndte jeg at lave film. Den første var et rent plagiat af Truffaut og bestemt ikke nogen succes, men så opdagede jeg, at jeg havde en god hukommelse fra min opvækst og dermed et originalt stof,” fortæller han.

Men ligesom møblerne ikke var en-til-en kopier af originalen, er hans skildringer af virkelige begivenheder ikke fuldstændigt biografiske. Nils Malmros bevæger sig i genren autofiktion, hvor man som kunster tager afsæt i virkelige begivenheder og tilsætter fiktion af pædagogiske og dramaturgiske grunde.

Mængden af fiktion svinger fra film til film. ”Aarhus by Night, som nærmest er et lystspil, rummer fx en høj grad af fiktion,” siger han, mens han i Sorg
og Glæde var bundet til at lægge sig tæt op ad sandheden. Autofiktionen kan nemlig noget, som fiktionen aldrig vil kunne, siger han, men det kræver legalitet – retten til at fortælle, det man fortæller.

Nils Malmros forklarer med et eksempel.

”I Sorg og Glæde ønsker forældrene enstemmigt Signe (Marianne) tilbage som klasselærer for deres børn, på trods af at hun i en psykose har dræbt sit eget barn. Det var en helt utrolig handling, som ingen ville have fundet troværdig, hvis den havde været opdigtet. Men fordi det er autofiktion, og jeg begrænser det opdigtede mest muligt, ved man at det er sandt,” siger Nils Malmros om en scene, der rummer flere budskaber:

”Tænk at bo i et land, hvor folk er så lidt fordømmende. Det gør mig stolt over mit land. Og glad over at andre også kan forstå, at hun var uden skyld. Filmen er, om ikke andet, så en hyldest og en tak til de forældre,” siger han og tilføjer:

”Og så siger det bare så meget om Marianne: De elskede hende, både børnene og forældrene.”

Klisters mor

Nils Malmros har en sjælden hukommelse. Situationer og sjove bemærkninger er blevet lagret og er siden udødeliggjort i hans film.
Mange vil huske vendinger som ”Den er rød!”, ”Der sidder så’n et håndtag herovre” og ”Åh, nu kommer Klister”. Udtalt på drevent aarhusiansk.

Nævnte eksempler trækker i smilebåndene, men indimellem har det haft sin pris at bevæge sig så tæt på virkeligheden. ”Der er en række mødre, som
jeg virkelig har gjort ondt,” siger han og taler om netop ’Klisters´(Mona) mor, der i Kundskabens Træ pludselig så den ondskab, hendes barn havde været udsat for af klassekammeraterne. Alene fordi hun gerne ville være med i fællesskabet.

Der er dog også venskaber, der er røget undervejs, og i årenes løb har der været diskussion om, hvor meget man kan tillade sig at tale om ’sandhed’, når det ikke er sikkert, at ens egen sandhed også er andres sandhed. Og ikke mindst når ’virkeligheden’ er blandet op med fiktion.

”Jeg er helt på det rene med problemet, men jeg vil påstå, at jeg aldrig gør virkeligheden mere ond end den var. Tværtimod er der tilfælde, hvor jeg dæmper sandheden, for at gøre den troværdig,” siger Nils Malmros.

Nils, Niels-Ole eller Johannes?

Når han taler om sine film springer Nils Malmros ofte mellem at tale om begivenhederne, som de udspiller sig i hans film og begivenhederne,
som de udspillede sig i virkeligheden. Og, indrømmer instruktøren; nogle gange roder han selv lidt rundt i det.

”Jeg kan godt være i færd i med at fortælle en anekdote fra mit liv, og så går det op for mig, at ’Gud nej, det var i filmen, at det forløb på den
måde’,” siger han.

”Men jeg trækker altid mere fra, end jeg lægger til,” siger han og vender tilbage til den svære skildring af ham selv og hustruen Marianne og verden omkring dem, da de mistede deres datter.

Filmen tegner et klart billede af hans egen andel af ansvaret for, at hans hustrus sygdom udviklede sig, som den gjorde: Hans intellektualiserende
adfærd bragte hende i forlegenhed. Han opfordrede hende til at droppe de lithium-piller, der holdt hendes maniodepressive disposition i skak. Og han tog ikke sygdommen alvorligt nok. Han undskylder sig med, at selv om han på det tidspunkt havde læst medicin i tyve år, var han endnu ikke kommet til psykiatrien.

”Men i virkeligheden,” siger han: ”Den dag, det gik galt… Altså, jeg havde besluttet mig for, at der var grænser for, hvor meget jeg ville lade mig tyrannisere af min kones sygdom. Derfor tog jeg afsted for at holde et foredrag på Fyn. Men da jeg så filmen, ramte erkendelsen mig: Jeg svigtede min datter. Jeg skulle være blevet hjemme for hendes skyld,” siger Nils Malmros og holder en lang pause fra sin ellers flydende talestrøm og skramler lidt med sin tekop.

Et splittet, men harmonisk menneske

Han tænker dagligt på sin datter. Det gør de begge to. Men de taler sjældent om hende, selv om det ikke er noget tabu. ”Det kan godt være hårdt at være sammen med andre børn, og særligt under indspilningerne hvor et spædbarn skulle spille rollen som vores datter… Altså, når barnet græd… Det kunne jeg næsten ikke bære,” siger han.

Og så er der alt det, der følger med at have børn. ”Når man får børn, flytter
centrum væk fra en selv. Det savner jeg,” siger han, der selv er vokset op
med fire søskende.

Hvis man har set filmen ”At kende sandheden”, der handler om hans far, kirurgen Richard Malmros, har man fået indtryk af en alvorlig far og en munter mor. Og det stemmer med virkeligheden, siger han. Hans forældre var meget forskellige.

”Min far ønskede, at jeg skulle blive læge, og min mor at jeg skulle realisere mig selv – gerne noget kunstnerisk. Jeg endte med at følge dem begge. På den måde burde jeg være et meget splittet – men harmonisk menneske,” funderer han med et smil.

Familien har altid holdt sammen og gør det stadig. ”Vi er fem søskende
og er alle i live.”

”Som barn havde vi stor frokost hver lørdag, når vi børn var kommet hjem fra hver vores skole og min far og hans sekretær var færdige med dagens journaler. Jeg var næstyngst, og det var utroligt fascinerende som barn at høre de voksne tale og more sig sammen med de gæster, som mine ældre
søskende altid havde med hjem fra gymnasiet. Især min fars sekretær
var en fantastisk fortæller, og ved de lejligheder var min far altid utroligt charmerende. Det var en begivenhed, man ikke ville gå glip af. Den tradition har vi ført videre og vi samles stadig med Mariannes og min familie hos os hver søndag,” siger han.

Selv om sorgen og savnet altid vil være der, er livet for længst gået videre.

Ingen happy ending, men…

At lave Sorg og glæde blev ikke bare et filmprojekt, men uundgåeligt også en personlig terapeutisk bearbejdning, mange år efter tragedien. Muligheden bød sig, da hans hustru forstod, hvor afgørende det var for ham at lave den film, der ville fuldende hans ouvre – hans livsværk.

”Jeg har kortlagt mit liv på film, men det egentlige smertepunkt var jeg gået uden om,” siger han, mens et rosenblad fra en plante, der i årenes løb er klatret helt op til husets tag drysser ned og – som i en scene fra en film – lander på hans skulder.

”Det var en gave hun gav mig, at jeg måtte lave den film, fordi jeg havde reddet hendes liv.”

Det er den sidste film, siger han. Siden 2013 har livet været rejser og
foredrag og daglige gåture sammen i Marselisborgskovene tæt på
parrets hjem. Et sted i skoven står et træ, hvor forelskede par i tidernes morgen har ridset et hjerte og deres forbogstaver ind i barken. Der står også et enligt ”N + M” men uden hjerte. Årerne har gjort bogstaverne helt mørke.

”Det kunne have været Nils og Marianne – det har vi moret os meget over,” siger Nils Malmros og fortæller om en dag i september, hvor Marianne kom begejstret hjem fra en gåtur alene i skoven:

”Nils, har du set, at nogen har skåret et hjerte rundt om ”N + M”?”

Men nej det havde han ikke set, siger han med en hemmelighedsfuld mine. Marianne ved det ikke, men han har stadig sine gamle V-formede knive, som han brugte til at skære i linoleum med.

Hans hustru kunne godt have undværet al den opmærksomhed, der fulgte indspilningen af filmen. Og selv om hun hverken har lyst til at høre interviewet eller være med på billederne, så er det Marianne, der med et smil åbner døren og byder om i haven, der ligesom resten af hjemmet også er med i en scene i filmen.

’Kærligheden overvinder alt’ er måske nok et lidt slidt udtryk, men
ligger alligevel ligefor. Nils Malmros vælger et andet:

”Jeg håber at folk tager det budskab med sig, at uanset hvor umulig
ens situation ser ud, så er der en happy ending,” siger han, men trækker
hurtigt det sidste udsagn tilbage:

”Nej, det er for banalt. Ikke en happy ending…”

Han ryster let på hovedet og tænker sig om, inden han slår fast:

”Men der er en vej igennem.”

Tekst: Pernille Bonne Nejsig, foto: Martin Villadsen/GrimStudie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *