Det er bare lykken!

120 medlemmer af Viby Ældreidræt kan ikke tage fejl. Motion og samvær er en perfekt cocktail.

Der er pusten og stønnen, men frem for alt er det glad latter og opmuntrende kommentarer, der præger Viby Badmintonhal hver mandag, onsdag og fredag, når medlemmerne af Viby Ældreidræt mødes til træning. Foreningen har eksisteret i omkring 15 år og har cirka 120 medlemmer. Ligesom i mange andre foreninger er der flere tilbud på hylden, og der satses bevidst på, at medlemmerne skal have det rart sammen både under og efter træningen. Der startes altid med fælles gymnastik, og efter en kaffepause kan deltagerne gå videre med andre udfoldelser som ’bedstevolley’ eller badminton. Ud over de faste motionsdage holder foreningen både en årlig sommerudflugt og en julefrokost med stor tilslutning.

 

Velvære og livsglæde

Frede Gregersen, 73, har været medlem af Viby Ældreidræt i fire år. Tidligere dyrkede han motion i en anden forening, men så:”Det var min kone, der var medlem her, og hun fik også mig overtalt. Jeg nyder at være sammen med en masse andre friske mennesker. Jeg kan godt lide at blive trænet godt igennem. Det giver mig velvære og livsglæde.” Det er dog ikke kun for motionens skyld, at Frede Gregersen en gang om ugen deltager i gymnastikken: ”Her kommer en masse mennesker, som jeg kender fra lokalområdet, og vi har det godt og hyggeligt sammen. Og så arrangerer foreningen også nogle fine sammenkomster uden for hallen, som den årlige udflugt eller julefrokost.”

 

Tekst: Allan Witte

Foto: Niels Åge Skovbo