Morten om naboskab og netværk

VITAL har talt med direktør for tænketanken Mandag Morgen, Morten Hyllegaard om netværk, naboskab og hvordan vi fastholder et fælles ansvar for hinanden.

 

”I dagens velfærdsdebat konkurrerer to fortællinger. Den ene handler om forringelser og – i yderste konsekvens – afvikling af velfærdsstaten. Den anden handler om, at vi sammen – ved at aktivere de ressourcer, som findes hos borgerne og i de relationer, de indgår i – kan forbedre velfærden.” Sådan står der i indledningen til et af de mange oplæg om velfærdsstatens fremtid og udviklingsmuligheder, som Morten Hyllegaard har været medafsender på. Selv hører han til i den sidste kategori. Hos dem, der mener at grundlaget for velfærdssamfundet ikke skal findes i en ligning, hvor udkommet er direkte proportionalt med antallet af kroner og øre, der puttes ind.

 

Ikke alt kan måles i kroner og øre

”Vi har vænnet os til at tro, at jo flere penge, vi giver via skatten, jo mere velfærd kommer der ud i den anden ende. Så én krone mere er lig med mere velfærd. Eller omvendt, når vi bruger mindre, så får vi mindre. Men hvem siger det er sådan?”, spørger Morten Hyllegaard, som har brugt de seneste år af sit arbejdsliv på at være med til at sætte en ny dagsorden i debatten om fremtidens velfærd: ”Jeg tror simpelthen ikke på, at spørgsmålet om økonomi kan være det eneste parameter for, hvordan vi skal udvikle et samfund, alle kan være i. Det er hverken motiverende eller rigtigt. For i virkeligheden er velfærd alt det, der ikke kan måles i kroner og ører: medmenneskelighed, godt naboskab i lokalmiljøet, frihed og muligheden for at magte sit eget liv. Det er den form for velfærd, der skaber muligheden for at leve gode liv med de relationer og sociale sammenhænge man gerne vil være i,” siger Morten Hyllegaard.

 

Men hvad sker der , hvis vi begynder at inddrage civilsamfundet i velfærdsydelser

Vi står midt i et stort paradigmeskifte. Vi er på vej væk fra at se velfærd som en ydelse, det offentlige leverer til borgerne, og hen til at se velfærd som noget, vi skaber sammen. Det gør vi ved at have meget mere fokus på fællesskabet og på den enkelte borgers plads i det fællesskab – og mulighed for at være en del. Vi skal hjælpe den enkelte til at kunne blive ved med at leve sit eget liv i og med de relationer, som han eller hun indgår i. Vi skal blive bedre til at fokusere på de ressourcer, den enkelte har. Både i sig selv og ikke mindst på de ressourcer, der er i den enkeltes netværk. Måske kan fru Olsen ikke længere vaske sine vinduer, men så kan hun måske bage vaniljekranse til naboen, der gerne giver en hånd.

 

Fælles overskud

Er det sådan en ”noget for noget” tænkning. Hvis jeg gør, så…?

”Det er en ”jo mere du giver – desto mere oplever du at få igen” tænkning, der fokuserer på, at vi har et ansvar for hinanden. Alle vil gerne være noget for nogen, og når alle bidrager med det de kan, så skaber vi et fælles overskud af medmenneskelighed og nærhed.”

Men er det fair at inddrage andre i naboens ve og vel på den måde?

”Er det fair at lade være? Vi lever alle sammen et helt liv, hvor vi indgår i forskellige relationer – familie, en skakklub eller andre relationer – og det er det hele liv, vi skal hjælpe hinanden til at blive ved med at magte. Det er en tænkning, som ikke fokuserer snævert på at det offentlige skal ”fixe et problem” hos den enkelte, men på at understøtte det liv som borgeren lever og gerne vil fortsætte med at leve. Og der skal vi trække på alle de ressourcer, der findes i netværket. Og her spiller naboskab og den tryghed vi giver hinanden ind,” slutter Morten Hyllegaard.

 

 

Tekst: Helle Krenbjerg

Foto: Søren Malmose