Hvordan holder man fast i sin historie, hvis hummelsen svigter? Eller hvordan kan man lynhurtigt lære en person (lidt) at kende? En livshistorieplakat kan være med til at styrke identiteten og samtidig fortælle andre om vigtige punkter i ens liv, hvis man ikke selv helt husker detaljerne.  

Af Jannie Lindberg Sundgaard 

“Arbejdet med livshistorier er så vigtigt – i det ligger også oplevelsen af at have betydning, at have en historie, som er væsentlig, og som nogen vil lytte til.”  

Laila Fredslund er oplevelsesmedarbejder i Aarhus Kommune og har stort fokus fortælling og formidling af borgernes livshistorier. 

“Jeg underviser studerende på VIA (ergo- og fysioterapeuter samt bioanalytikere) i at arbejde med plejehjemsbeboeres livshistorier. De studerende får en halv dags undervisning på skolen af mig og den kliniske vejleder fra plejehjemmet Cereshuset og taler med plejehjemsbeboere om deres liv. De bruger bl.a. billeder og musik til at få minderne frem og skabe reminiscens. I samarbejde laver de en plakat med de vigtigste elementer i beboernes liv. Det kan være alt fra yndlingsmusik, til familieforhold, karriere, opvækst, hjemstavn, interesser, hobbyer – hvad end beboeren selv synes, der er en vigtig del af livet.” 

Livshistorieplakaterne er gode at tale ud fra, når man som medarbejder møder beboeren. Man kan lynhurtigt danne sig et indtryk af personen, som handler om meget mere end hvilken medicin, vedkommende skal have, eller hvor mange puder, der skal være i ryggen: 

“Der er så meget identitetsfastholdelse i plakaterne også for beboeren selv. Måske kniber det med hukommelsen og der kan plakaten også være en god påmindelse om, hvem man er – et menneske med ressourcer og erfaringer.” 

“Jeg besøgte en mand på et plejehjem den anden dag. Jeg har ofte mødt ham og denne dag hang der en livshistorieplakat på væggen hos ham. Den fortalte bl.a., at han havde en hel flok børnebørn – og jeg troede han bare havde to – så fik vi en rigtig god snak omkring familien.” 

Du kan læse mange smukke og interessante livshistorier fra beboere på de aarhusianske plejehjem i magasinerne “Krigens sidste stemmer” og “Og det blev forår.” Magasinerne ligger bl.a. på flere plejehjem. 

Oplevelsesmedarbejder i Aarhus Kommune 

Plejehjemmene i Aarhus har tilknyttet en flok oplevelsesmedarbejdere, som har til opgave at skabe endnu mere livsglæde, nærvær og liv. De arrangerer ture ud af huset, historiefortælling, wellness og massage, sang og musik, masser af naturliv både ude og inde og meget mere. Samarbejdet er tæt med bl.a. børnehaver, skoler, foreninger, frivillige og pårørende. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *