DokkX på tur

I april, maj og juni 2017 kan du møde en farvestrålende bus i byens gader og på parkeringspladser rundt omkring i Aarhus Kommune. Bussen er ladet med hjælpemidler og velfærdsteknologi, og du er velkommen til at kigge ind. Hvis du har lyst, kan du afprøve de forskellige ting og endda låne et hjælpemiddel med hjem.

 

Armstøtte, elektronisk pilleæske og specialtastatur

Der er tænkt på alle målgrupper i DokkX på tur, og bussen er fyldt op med over hundrede forskellige produkter. Der er blandt andet hjælp til smertepatienter, til folk med museskader fra computerarbejde, til den tinnitusramte, til børn med ADHD og til den dårligt gående. Alle produkterne kan afprøves på stedet, og har man lyst til det, kan man låne en ting med hjem i tre uger. Eneste krav er, at man efterfølgende svarer på et spørgeskema om de erfaringer, man har gjort sig i prøveforløbet. Bliver man så glad for et hjælpemiddel, at man gerne vil have det permanent, gælder de almindelige regler for visitation – hvis man altså ikke vælger at anskaffe det selv.

 

En negleklipper til under en hund

“Et af de spørgsmål, vi ofte får på DokkX, er: Hvor kan jeg købe det?” fortæller Kirsten Rud Bentholm, leder af DokkX, Aarhus Kommunes udviklingscenter for velfærdsteknologi og hjælpemidler. “Drejer det sig for eksempel om en strømpepåtager, en negleklipper med sugekop eller en rollator, er folk meget interesserede i selv at anskaffe tingene. De har ikke lyst til at vente på at blive visiteret til de små ting, som de kan overkomme at betale selv. Det, gæsterne søger hos os, er primært objektiv information og en adresse på en forhandler. Det er et behov, som vi også gerne vil imødekomme med DokkX på tur,” siger Kirsten Rud Bentholm. Aarhus Kommune bruger mange penge på at bevilge og udsende småhjælpemidler. Det er penge, som kan bruges bedre andre steder, vurderer byrådet. Med DokkX på tur ønsker kommunen at undersøge, om byens borgere er enige i den vurdering.

 

Det rigtige hjælpemiddel til tiden

Det er almindeligt kendt blandt fysioterapeuter og ergoterapeuter, at mange af de hjælpemidler, borgerne får bevilliget af kommunen, ikke bliver brugt i hverdagen. Andre borgere, der kunne have glæde af et hjælpemiddel, får måske ikke undersøgt, hvad der er af muligheder. Det vil DokkX på tur vende op og ned på ved at lave et bedre match mellem mennesker og teknologi. Erfaringer fra Sverige viser, at såkaldt borgerdreven visitation øger brugen af hjælpemidler og tilfredsheden med dem. DokkX-bussen er bemandet med hjælpemiddeleksperter, der står til rådighed med faglig ekspertise, men beslutningen om at sige ja eller nej tak til at låne et hjælpemiddel overlader man til den enkelte. DokkX på tur er en helt ny tilgang til hjælpemidler, der skal afstigmatisere hjælpemidler og velfærdsteknologi og samtidig åbne for, at man selv anskaffer de små og prisbillige ting.

 

DokkX på tur

DokkX på tur er et samarbejde mellem Magistraten for Sundhed og Omsorg og Sociale Forhold og Beskæftigelse. 44 forhandlere af velfærdsteknologi og hjælpemidler leverer 107 produkter til bussen. Alle borgere er velkomne til at afprøve og låne ting i bussen. Bussen er såkaldt paragraffri zone, og du skal ikke dokumentere et behov for at låne.

 

Bussen stopper her:

27-03-2017 – 30-03-2017: Aarhus C: Aarhus Rådhus
03-04-2017 – 06-04-2017: Aarhus C: MarselisborgCentret
10-04-2017 – 12-04-2017: Elev: Bofællesskabet Engelstoften
18-04-2017 – 20-04-2017: Aarhus N: Storcenter Nord
24-04-2017 – 27-04-2017: Brabrand: Bazar Vest
01-05-2017 – 04-05-2017: Beder: Beder Torv
08-05-2017 – 09-05-2017: Viby: Lidl (supermarked)
10-05-2017 – 11-05-2017: Viby: Sønderhøj Indkøbscenter Mega syd
15-05-2017 – 18-05-2017: Tilst: Bilka (varehus)
22-05-2017 – 24-05-2017: Brabrand: City Vest
29-05-2017 – 01-06-2017: Harlev: Harlev Bibliotek
06-06-2017 – 08-06-2017: Aarhus N: Lyngåskolen
12-06-2017 – 15-06-2017: Aarhus: Lokalcenter Møllestien
19-06-2017 – 22-06-2017: Egå: Rema 1000 (Egåhavvej/Grenåvej)
26-06-2017 – 29-06-2017: Aarhus C: MarselisborgCentret

Tekst: Ane Locht

Foto: Morten Rasmussen