Sikkerhed på en elcykel

Sådan vælger du den rigtige el-cykel!

Prøv den grundigt først

Tag en god, lang prøvetur. Prøv forskellige modeller, hvor motor og batteri sidder forskelligt, da det betyder meget for, hvordan cyklen er at køre på. Vær også sikker på, at du kan køre på cyklen, når du slukker for elektronikken – eller batteriet løber tør for strøm.

 

Find ud af, hvad du vil

Hvad vil du bruge elcyklen til – og hvad forventer du af den? Skal du køre meget langt? Skal cyklen lastes tungt? Skal der børn med på cyklen? Skal du kunne løfte cyklen? Det er godt at have gjort dig det klart, før du taler med forhandlerne. Tal gerne med flere, og vælg de erfarne, der har flere typer elcykler at vælge imellem. Lad dig ikke friste af et billigt tilbud på nettet eller lignende, hvor du ikke har nogen garanti for, at elcyklen lever op til det, der bliver lovet. I øvrigt er ikke alle elcykler, som kan købes på nettet, lovlige i Danmark.

 

Sæt dig ind i ”det tekniske”

Motor – batteri – power – rækkevidde … alt sammen vigtigt for at kunne vælge den rette elcykel. Motorens kraft og batteriets kapacitet har betydning for, hvor langt du kan køre på en opladning. Motorens effekt måles i watt og batteriets kapacitet i amperetimer – 250 watt og så mange amperetimer som muligt er et godt valg. Motoren skal være af den såkaldt børsteløse type, som ikke kræver vedligeholdelse. Vælg gerne en motor, der yder 250 watt og kører på 36 volt. Batteriet – vælg et af typen litium-in (Li-ion) eller litium-polymer (LiPo). Det oplades hurtigt og mister ikke kapacitet ved mange småopladninger. Regn med nedsat batteri-kapacitet, hvis du er en tung rytter, cykler i krævende terræn eller ikke kan yde så meget selv.

 

Vurder, hvad du har brug for af ekstraudstyr

Lys er obligatorisk på de fleste elcykler. Ekstra affjedring kan være en fordel for komforten, når du kører langt og hurtigt. Ekstra bremser er en god ide, da cyklen er tung og derfor lidt mere krævende at standse. Hvis batteriet sidder på bagagebæreren, har du måske brug for cykelkurve eller –tasker.

 

Spørg til service m.v.

En elcykel er en større investering – de billigste koster omkring 5000 kr., de dyreste det tidobbelte – så stil spørgsmål, før du køber – også til service og reparation. Hvis din cykelhandler ikke kan give tilfredsstillende svar, så find en anden, der ved mere om elcykler.

 

Kursus i el-cykling

Ældre Sagen i Aarhus tilbyder oplæring i kørsel på en el-cykel. Hvis du er interesseret, kan du ringe på Ældre Sagens kontor på tlf. 8629 1306 og bestille tid til en tur på el-cykel

 

 

Kør sikkert!

Elcyklerne er en god hjælp, når man når den alder, hvor bentøjet og kræfterne ikke er, hvad de har været. Men den ekstra kraft og fart, en elcykel giver, kan også være risikabel. Antallet af trafikulykker med el-cykler er uforholdsmæssigt højt i forhold til antallet af danskere, der kører på cyklerne. Ældre Sagen, Rådet for Sikker Trafik og Cyklistforbundet gør derfor en fælles indsats for at oplyse og rådgive elcyklister om, hvad man selv kan gøre for at mindske risikoen for uheld og ulykker. Blandt andet har man nedfældet disse 10 gode råd til elcyklister:

  1. Bliv fortrolig med din elcykel et roligt og trygt sted, før du begiver dig ud i trafikken.
  2. Husk, at motoren kan fortsætte med at trække nogle sekunder efter, at du er stoppet med at træde i pedalerne.
  3. Vær ekstra opmærksom. Din højere fart kan overraske dine medtrafikanter.
  4. Tilpas hastigheden efter forholdene og dine medtrafikanter.
  5. Brug ikke forbremsen alene. Især ved skarpe sving, og når vejen er våd eller glat, skal du være forsigtig
  6. Når du ikke giver tegn, skal du altid holde begge hænder på styret.
  7. Sørg for at have din fulde opmærksomhed rettet mod trafikken – mobiltelefon og musik tager dit fokus!
  8. Kør aldrig uden cykelhjelm.
  9. Gør dig så synlig som mulig i trafikken – for eksempel med signalfarvet jakke, vest eller lignende.
  10. Sørg for at holde din elcykel i god stand.

(de fleste af rådene giver også god mening for ”unplugged” cyklister)

 

Tekst: Ingrid Terkelsen