En ny livsfase

Med kærlighed, humor, hårdt arbejde og stor hjælp fra netværk og kommunale tilbud får Ivalo Falk hverdagen med en syg mand til at hænge sammen.

 

”Hæng ud med Leif”

Sådan lyder den humoristiske overskrift på en hjemmeside, der spiller en vigtig rolle i ægteparret Ivalo og Leif Falks liv. Her skriver Ivalo Falk, hvornår hendes parkinsonramte mand er i aflastning hjemmefra og derfor gerne vil have besøg. Siden er samtidig en blog, hvor Ivalo Falk fortæller om sin og Leifs hverdag. Websiden fik de i julegave af et barnebarn i 2015, og den har gjort det nemmere at holde familie og venner opdateret om, hvordan sygdommen udvikler sig og hvordan de kan give en hjælpende hånd.

 

”Mange spørger jo, hvad de kan hjælpe med, og nu kan folk selv skrive sig på til at besøge Leif, når han er i aflastning. Det fungerer rigtig godt. Vores familie og venner er helt fantastiske. Kalenderen bliver altid fyldt op, og vi får feedback om, at folk er glade for at hjælpe,” siger 78-årige Ivalo Falk, der sammen med sin jævnaldrende mand var drivkraft bag Århus Friskoles musik- og bevægelsesmiljø gennem årtier, indtil de gik på pension.

 

Parret bor på et lyserødt, nedlagt husmandssted ved Ormslev. Stuen på første sal er indrettet med musikanlæg, farverige tæpper, souvenirs fra rejser og fotos af venner, børn, børnebørn og oldebørn. Minder fra et langt parløb, der strækker sig helt tilbage til 1950’erne, hvor de som 17-årige mødtes og forelskede sig. Et samliv med masser af aktiviteter og rejser, både sammen og hver for sig. Et liv, der har forandret sig markant i takt med, at Leifs parkinsonsygdom er blevet forværret.

 

”Jeg fik en fornemmelse af sygdommen i 2006, hvor Leif efterhånden kun kunne gå små museskridt. Dengang tænkte jeg, at nu går vi ind i en ny livsfase, som vi må få det bedste ud af. Vi har altid kommunikeret rigtig godt, og jeg har altid tænkt, at jeg ville tage kampen, hvis der kom svære tider med sygdom,” siger Ivalo Falk.

 

Var helt kørt ned

De svære tider bankede for alvor på i 2016. Igennem en periode blev Ivalo vækket næsten hvert 20. minut om natten, fordi Leif havde uro i kroppen eller skulle hjælpes på toilet. Samtidig var Ivalo Falk ’på’ døgnet rundt, fordi han var begyndt at falde og derfor ikke længere kunne være alene hjemme. De var begge fuld- stændig udmattede.

 

En lørdag på parkinsonskole i Viborg blev deres redning. Her mødte de en gruppe parkinsoneksperter fra Bispebjerg Hospital og valgte på grund af lang ventetid på Aarhus Universitetshospital efterfølgende at udnytte ’second opinion’-ordningen til at få Leif undersøgt for mulige yderligere sygdomme på Bispebjerg. Sygeplejerskerne så også, at Ivalo var udkørt og i risiko for selv at blive syg af den hårde opgave med at hjælpe Leif. De hjalp hende med at søge aflastningsplads til Leif på DemensCentrum Aarhus, så hun kunne rejse væk næsten tre uger med sit ældste barnebarn, der skulle stå for et kursus i Grønland.

 

”Da vi kom til Grønland, var jeg helt ude af træning og kunne næsten ikke gå. Jeg slæbte mig af sted, og mit barnebarn sagde, jeg lignede én på 95. Det kom bag på mig, at jeg var blevet så udmattet. Jeg gik tre kilometer hver dag, men først den 15. dag var jeg mig selv igen og sprang ud af sengen om morgenen,” fortæller Ivalo Falk.

 

Aflastning giver overskud

Lægerne på Bispebjerg opfordrede hende til at passe bedre på sig selv. Hun skulle have aflastning jævnligt, så hun kunne få nogle pusterum. Siden har hun sørget for at få en uges aflastning gennem Aarhus Kommune cirka hver tredje måned, hvor hun blandt andet har rejst sydpå med sin søster. Hun får også aflastning sammenlagt ni timer hver uge, hvor Leif er på Koltgårdens dagcenter, så hun kan gå til yoga og pilates. Døgnophold foregår på Sundheds- og Omsorgshotellet Vikærgården. Her får Leif et værelse og pleje, mens familie og venner sørger for at give ham gode oplevelser ved at komme på besøg, tage ham på tur eller med hjem til dem.

 

”Det er fantastisk at komme hjemmefra. Det giver mig overskud og ny energi. Jeg har altid haft brug for at have tid for mig selv, så det er svært at være totalt fastlåst, fordi éns mand ikke kan være alene. Det er også svært at arbejde i døgndrift i min alder. Der er stadig perioder, hvor jeg kun sover en time ad gangen om natten, så jeg føler mig lidt zombiagtig næsten hver dag. Og Leif er jo lige så træt,” siger Ivalo Falk.

 

Generations-bofællesskab

Hun hjælper selv sin mand med personlig pleje, at komme i og ud af sengen og hvad han ellers har behov for hjælp til. Døgnet rundt. Hver 14. dag får de rengøringshjælp og besøg af en hjemmesygeplejerske.

 

”Så længe jeg har kræfterne, foretrækker jeg at gøre tingene selv. Jeg orker ikke at have for mange fremmede mennesker rendende. Jeg kunne sikkert godt få hjælp til at få Leif i bad og på toilet, men det giver os også et nærvær, at vi kun er os to,” siger hun.

 

Ivalo Falk drømmer om, at hun og Leif kan blive boende på deres husmandssted mange år endnu. Familien overvejer at bygge ejendommen om til et bofællesskab for flere generationer, hvor hun og Leif kan bo i en mindre lejlighed side om side med nogle af Falk-familiens yngre medlemmer.

 

”Jeg har ikke lyst til at flytte på plejehjem, og der er så mange minder efter et langt liv i vores hus. Vi håber, at nogle af børnebørnene har lyst til at komme og bo her, så de kan hjælpe os og vi kan hjælpe dem med deres børn i hverdagen.”

 

Tekst: Inge Hald
Foto: Niels Åge Skovbo

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *