Det erotiske er en drift, som varer hele

Da Hanne Rømer og Steen Hvid forelskede sig, havde de begge flere forhold, ægteskaber og meget levet liv bag sig. Hanne var 68 og Steen 69, da de mødtes til 50-års jubilæet på Skt. Anna Gymnasium for halvandet år siden. Her fortæller de om at være meget (ny)forelskede, om drømme og lange nætter med sex og nydelse.

 

Tekst: Helle Erenbjerg / Foto: Emil Horstrup Jakobsen

 

Det er en mørk regnvåd vintermorgen på en af årets korteste dage i det gule etagebyggeri i Vanløse ved Grøndal station. Inden for i lejligheden hos Hanne og Steen er der anderledes lyst med latter og kærlige drillerier henover køkkenbordet.

”Hvis jeg ikke var indstillet på at flytte, så var vi nok ikke blevet kærester, sådan rigtig for alvor. Aabenraa er rigtig langt væk,” siger Hanne og henviser til huset i Aabenraa, hvor hun bor og har boet de seneste 21 år – et hus, som hun nu planlægger at sælge for at flytte til København og leve sammen med Steen. Men hvordan beslutter man sig for at lukke en ny og anden ind i livet sammen med alle de skygger og historier, der følger med et levet liv?

”Det var ikke svært. Det handler meget om, hvordan man kommunikerer. Vi er meget forskellige, Hanne og jeg, så på den måde var det et lidt underligt møde,” siger Steen og henviser til de to forskellige livsbaner, som Hanne og Steen har fulgt hver for sig. Hanne som musiker, forfatter og kunstner, og Steen med en karriere i finansverdenen og siden som konsulent med speciale i efteruddannelse af ledere.

”Ja, underligt på én måde, men der er også en fascination af den andens forskellighed. Noget af det, som er er alfa og omega for mig, er, at Steen lugtede rigtigt. At han havde en kropslig udstråling, som gav mig ideer om noget rart og noget godt,” supplerer Hanne og fortsætter: ”Jeg ved ikke andet, end at vi har satset på, at vi kan finde ud af det”.

 

Vi kærtegner hinanden hver ­eneste nat

Når man møder Hanne og Steen, er man ikke i tvivl om, at det er to stærke viljer i to voksne mennesker, der satser på samliv, fast forhold og fælles fremtid, hvor der er trygt og varmt og godt at være. Det kan godt være krævende og nogle gange også besværligt, men for Hanne og Steen er det små bump i forhold til alt det, de også har sammen: De kan lide at cykle sammen, at rejse sammen, lave mad og de nyder at have sex med hinanden.
”Når vi kommer i seng og nusser med hinanden, og vi falder ned i det der hul af berøring og pudesnak og kropsnydelse. Der har vi et sted, som er helligt og fredfyldt og godt at være,” siger Hanne. Og Steen følger op: ”Det, der er så fantastisk ved os, er, at vi har så meget og så tæt kontakt med hinanden. Vi kærtegner hinanden hver eneste nat, og vi nyder det. Der er en stor produktion af lykkehormon i vores dobbeltseng,” siger Steen. ”Ja! …og det er bare så skønt” istemmer Hanne.

 

Nu har vi tiden

”Der er mange, inklusive mig selv, der er overraskede over, at der blevet et par ud af os. Vi har jo ikke kigget på hinanden, da vi var unge. Absolut ikke,” fortæller Steen, som nok forsøgte at kysse Hanne 25 år tidligere til 25-års jubilæet, men ’der blev ingen bukser af det skind’, som han siger. Til gengæld ringede klokkerne for ørene af dem begge, da de fandt hinanden efter 50-års festen. ”Det første lille års tid følte jeg virkelig, at jeg var sindssyg, ” siger Hanne, som ikke havde haft en kæreste i mere end ti år, da hun kravlede op i sengen til Steen efter deres første date en aften i Hannes hus i Aabenraa.
Men hvordan var det at have sex med en anden for første gang efter så mange år: ”Det var fint. Lige efter bogen. Men det er først senere, at vi er blevet mere nydende. Det handler utroligt meget om at snakke om det, vi kan li’ – og det er vi gode til,” fortæller Hanne og Steen følger op: ”Der skal ikke meget til, før vi tænder hinanden. Og nu, hvor vi i højere grad selv bestemmer over vores arbejdsliv, har vi jo tiden. For mig har det været overraskende at bruge så lang tid på det erotiske. For vi bruger lang tid. En time er ikke unormalt”.

 

Erotiske digte og ’samtalesalon’

Selvom både Hanne og Steen har passeret den officielle pensionsalder, så er der ingen af dem, som forestiller sig at holde op med at arbejde med det, som de hver især brænder for. Steen som konsulent i eget firma og Hanne som musiker, dirigent og forfatter. Især har drømmen om at skrive fået mere plads i Hannes liv i de seneste år. Blandt andet i form af digtsamlingen ”Erotiske anslag – sommeren 2018” – en digtsamling, som Steen absolut ikke har noget imod at være hovedpersonen i.
”Vores næste skridt er, at vi gerne vil ud og inspirere andre til at turde slå pjalterne sammen, at nyde erotikken og give sig hen,” fortæller Hanne og Steen om det næste fælles projekt, som er en række saloner, der netop handler om ’at give sig hen trods deller, topmave og artrose knæ’: ”Det erotiske er en drift, som varer hele livet. Det vil være en hån mod livet ikke at turde kaste sig ud i det,” siger de.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *