PITSTOP – et tiltrængt pusterum for byens mest udsatte. Her er der trygge rammer og plads til at komme til kræfterne igen.

Af Kasper Fryd Kristensen

“Det er noget med misforstået romantik, tror jeg. Man starter med et glas vin, og næste dag tager man to. Og pludselig drikker man en liter vin hver dag. Jeg havde ikke rørt en dråbe i seks måneder, og pludselig var jeg fuld i 35 dage. Så faldt jeg og slog hovedet, og endte på hospitalet i 3-4 dage med forfærdelige abstinenser. Personalet kendte til Pitstop, og jeg blev tilbudt en plads.”

Sådan fortæller Hördur Valdemarsson, mens han ryger en smøg i gårdhaven ved Omsorgscenter Pitstop i Viby. Han har været her en uge, og bliver en uge mere. Da han ankom til Pitstop, var han svært medtaget, men han blev mødt med et varmt værelse. En ren seng. En kop kaffe. Ingen forventninger eller udviklingsmål. Bare ro og tid til at komme sig – med hjælp fra det lyttende personale.

“Jah, hvad kan man sige om Pitstop? Det er bare fantastiske mennesker. At sådan nogle mennesker findes, det er bare guld. Og det er ikke bare én, det er alle. Om det er frivillige, vikarer, de andre beboere. Det er perfekt. Det er vel den villighed til at hjælpe.”

Hördur ryger en smøg i Pitstops hyggelige gårdhave.

En optankning af omsorg

Pitstops otte værelser er forbeholdt korte restitutionsophold for udsatte borgere, der lever et hårdt liv. De besøgende lever ofte på gaden, med misbrug, gæld, psykiske lidelser eller andre problemer, der betyder, at de har behov for hjælp. Forstander Margit Krabbe fortæller, at når socialt udsatte indlægges på sygehus, har de i gennemsnit 13 diagnoser.

“Vi bilder os jo ikke ind, at vi med vores ressourcer kan vende skuden på 14 dage. Men vi kan skabe et helle med rolige og trygge rammer, hvor borgerne kan restituere. Vi vil ikke noget med borgerne i udgangspunktet. Vi hjælper dem, hvis de ønsker hjælp. Og borgerne siger, at restitution skaber refleksion.”

For nogle enkelte borgere er kontrasten mellem Pitstop og deres hverdag for stor. De skal ud og videre til deres hektiske liv igen. Men for langt de fleste borgere fyldes opholdet med hygge, samtaler, varm mad, og netop refleksion. Et pusterum, de sent – eller aldrig – vil glemme, hvilket opslagstavlen med kærlige beskeder vidner om.

Opslagstavlen, der er fyldt med fine, håndskrevne beskeder og breve fra tidligere beboere.

Frivillige skaber tillid og hygge

Kernen i Pitstop er Margit, der er leder på fuldtid, en sygeplejerske og SOSU-assistent på deltid og en nyligt ansat socialrådgiver, også på deltid. Derudover kommer der omkring 15 Røde Kors-frivillige, der blandt andet klarer de praktiske opgaver som tøjvask, madlavning og indkøb. Deres rolle er dog også at tilbyde den omsorg, som er Pitstops kerneydelse.

24-årige Julie Tøndborg, der har været frivillig på Pitstop i tre år, fortæller:

“Relationer tænker man ofte som noget længerevarende. På Pitstop er det kortere, men man når hurtigt ind under huden på folk. De vil gerne dele deres historier og livssituation på grund af de hjemlige og trygge rammer. Det, at det er frivillige betyder, at samtalen hurtigt bliver tillidsfuld og åben. Menneskene, der kommer her, har ikke tillid til systemet. Herude er der ingen forventninger, så de får plads til at blomstre og får motivationen og modet til at handle på deres problematikker i stedet for, at man stiller krav”.

“Det er tredje gang, jeg kommer her. Og jeg håber, det er sidste gang. Medmindre det er for at få en kop kaffe. Men det sagde jeg også sidste gang. Der holdt jeg seks måneder uden at røre alkohol. Måske kan jeg holde seks år denne gang.” – Hördur Valdemarsson

Den nære kontakt genkender 35-årige Katrine Pohjola, der startede som frivillig i juli:

“Det ramte mit hjerte, da jeg hørte om stedet. Det er en virkelig udsat og sårbar målgruppe, der nemt kan blive tabt på gulvet. Og det er fantastisk, at nogle har fået øje for, at der er brug for sådan et sted her. De har mange problemer, men stedet bliver et helle, hvor de kan få en pause.”

“Det har gjort kæmpe indtryk på mig, hvor taknemmelige de er for helt basale ting som varm mad. Det er nogle af dem ikke vant til. Og du hører dem ikke sætte sig ned og klynke, selvom de slås med skyld og skam og indre dæmoner. Det er sådan det er. Når de skal udskrives, rejser de med tasker og 20 poser ud i regnvejret, og siger ‘tak’ og ‘ønsk mig held og lykke!’.”

Pitstop set udefra.

Samarbejdet er nøglen

Pitstop fungerer gennem et velsmurt samarbejde mellem Røde Kors og en lang række aktører. De tætteste partnere er socialsygeplejerskerne på sygehuset, der henviser borgerne til Pitstop.

Derudover samarbejder Pitstop med magistratsafdelingerne Sundhed og Omsorg og Sociale Forhold og Beskæftigelse i kommunen. Der er bevilget økonomisk støtte frem til 2025, og det giver ifølge forstander Margit Krabbe en stor tryghed:

“Det gør meget ved medarbejderne, at de bliver fastansatte nu. Fx har jeg kunnet ansætte en deltids socialrådgiver, og vi kan have uddannet personale i hverdagene til kl. 19. Det giver også en tryghed for de frivillige, som jo ellers er her alene med borgerne.”

Samarbejdet betyder, at Pitstop har hyppig udskiftning af borgere. Margit Krabbe er ikke i tvivl om stedets effekt, selvom det er svært målbare begreber som ‘hygge’, ‘omsorg’ og ‘nærvær’, der er ydelsen:

“Vi kan helt klart se, at vi strækker de perioder, de ikke er på sygehus. Der er længere mellem indlæggelser, og de perioder, de holder sig ædru, er længere. I nogle tilfælde bestemmer de sig for radikalt at tage imod hjælp. Det er meget meningsfyldt arbejde.”

I gårdhaven ryger Hördur det sidste af sin smøg, og fortæller:

“Jeg bruger tiden på at reflektere. Hvad vil jeg med mit liv? Det er tredje gang, jeg kommer her. Og jeg håber, det er sidste gang. Medmindre det er for at få en kop kaffe. Men det sagde jeg også sidste gang. Der holdt jeg seks måneder uden at røre alkohol. Måske kan jeg holde seks år denne gang.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *