Anne-Lise er 47 år og indstillet til førtidspension. Hvis hun får tilkendt førtidspension, skal hun omstille sig fra et liv, der skiftede mellem arbejde og sygemelding – til et liv, hvor arbejdslivet definitivt er slut. 

Af Naja Ziegler

”Det er en sorg”, fortæller Anne-Lise. ”Det har været en ret stor pille at sluge, og det roterer stadig i hovedet. Nu skal jeg finde ud af, hvad min identitet skal være i stedet for syg og lærer eller uddannelsesvejleder.” 

Anne-Lise har elsket at arbejde, både som lærer og som uddannelsesvejleder, og hun har heller aldrig haft svært ved at få arbejde. Tværtimod har Anne-Lise altid fået ros for sit arbejde, men hun har aldrig rigtig troet på, at det var godt nok – at hun var god nok.  

”Det er absurd at få at vide, at man er så dygtig og så ikke selv tro på det,” fortæller hun. 

De første tegn 

Anne-Lise har altid haft det svært, og i dag, hvor hun har fået flere diagnoser, tænker hun, at hun nok også havde periodiske depressioner som barn. 

Dengang talte man ikke om psykiske sygdomme, og Anne-Lise klarede sig fagligt godt i skolen, så udadtil var der ingen problemer, men Anne-Lise blev mobbet. Som 12-årig begyndte hun at skrive dagbog, bl.a. om, at hun ikke havde lyst til livet. 

Selvmordstanker 

Anne-Lise fik de første diagnoser, da hun var 22 år gammel. Da hun var uddannet lærer, fik hun job på en skole i Nordjylland, men efter et stykke tid blev hun sygemeldt. Hun havde et selvmordsforsøg, blev udredt og fik diagnoserne bulimi og depression. Siden har hun også fået diagnoserne UNS, en udefineret spiseforstyrrelse og Forstærket Karaktertræk, som hører under personlighedsforstyrrelse og gør, at man har svært ved relationer.  

”Når man er blevet mobbet så meget, som jeg er, så har man det også svært med relationer.”  

Selvmordstankerne kommer stadig i perioder:  

“Det har ofte været op ad bakke og hver gang, jeg forsøgte at få det bedre og passe på mig selv, så gik der ikke særlig lang tid, før jeg røg i et hul. Så orker man ikke mere til sidst.” 

Svær erkendelse 

Selvom Anne-Lise elskede sine jobs, så endte de altid med at blive på bekostning af hendes helbred og livskvalitet. Når hun begyndte på et nyt job, gik det altid godt i starten. Men arbejdet tog al fokus og energi, så Anne-Lise ikke havde overskud til at spise ordentligt, motionere, lade op og passe på sig selv. Derfor er mange af hendes ansættelser endt med en sygemelding, nogle gange også med selvmordsforsøg, et forløb i psykiatrien, udredning og en diagnose. 

I 2018 blev Anne-Lise påkørt i bil. Hun fik en hjernerystelse og døjer stadig med smerter i benene. Psykisk blev hun meget påvirket, hun fik stress, svært ved at koncentrere sig og være sammen med mange mennesker.  

Det går bedre i dag, men der skal ikke meget til, før hun får ondt i maven, ryster og bliver træt. Hun har måttet erkende, at hun ikke kan arbejde mere, selv om det har været meget svært. 

Tal om det 

At tale om det har hjulpet Anne-Lise igennem sorgen over ikke at kunne arbejde mere. Men det er noget, hun har lært sig, og det har taget mange år. Først som 40-årig begyndte hun at kunne snakke om det. Siden da er hun blevet stadigt bedre til at tale om det, og hendes erfaringer er, at jo mere åben man er, jo mere forståelse møder man. 

”Man kan ikke blive ved med at undertrykke sine følelser, for så slår de pludselig ud i en forsinket reaktion,” konstaterer hun. 

Et godt liv 

Efter, at Anne-Lise har fået diagnoserne, træder de i baggrunden:  

”At få diagnoserne gør en forskel i forhold til at føle sig forstået, og det giver en forklaring. Nu handler det mere om at få hverdagen til at fungere og få et godt liv.” 

At blive diagnosticeret har også givet adgang til behandling. I dag har Anne-Lise ikke så meget behov for behandling, men har mere brug for at snakke med nogen og få hjælp til at håndtere de svingninger, der er. Hun har gode venner, som accepterer hende, som hun er, og to niecer i byen, som hun er utrolig glad for. 

”Det er meget vigtigt for mig at have noget at stå op til hver dag,” fortæller Anne-Lise, som af samme grund er kommet meget i Psykiatriens Hus siden corona-nedlukningen. De havde åbent, og der var nogen at snakke med. 

Nu håber hun, at hun får tilkendt førtidspension, og at det kan give hende et godt liv. Hun håber også, hun en dag får overskud til frivilligt arbejde. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.