Fællesskaber kommer i alle former

Fodbold og fællesskab

”Der er masser af mænd, som gerne vil en tur på stadion søndag eftermiddag. Lige ud og mærke stemningen, se hjemmeholdet og få en stadionplatte, men det er jo ikke noget, man gider gøre alene,” siger Thomas Unterschlag, initiativtager til Club 60+ og daglig leder af Klostergadecentret.

”Nogle ældre mænd har måske lidt svært ved at komme ud af døren, fordi de mangler nogen at gøre det sammen med. Club 60+ handler om sport, men det handler ligeså meget om at bevare og dyrke nogle sociale relationer,” siger Thomas Unterschlag.

Club 60+ er for mænd fra 60 år og op efter. Man mødes hver torsdag i Klostergadecentret, spiser frokost sammen, lytter til ugens oplæg og varmer op til weekendens kamp. Klubben samarbejder med flere af byens sportsklubber: Aarhus United, Århus Håndbold, Bakken Bears og Højbjerg Badminton og får derved gratis adgang til klubbernes hjemmekampe.

Kontakt: thomas@klostergade.dk

 

Det kræver en landsby

Med Generationernes Hus har Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening gentænkt ideen om en landsby i en spritmoderne bygning i Aarhus nyeste bydel Aarhus Ø. Lige nu er Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening i gang med at bygge det 27.400 etagekvadratmeter store hus på havnen i Aarhus. Huset er designet, så det lægger op til fællesskab. Det kommer til at rumme forskellige boligtyper, daginstitutioner, arbejdspladser og mange fælles arealer med for eksempel værksteder, fælleskøkken, vaskeri, cafe, sundhedsklinik, multisal og torve. På samme måde som de gamle landsbyer udgjorde det netværk, hvor man på godt og ondt kendte hinanden og gav en hånd med, rummer huset plads til både privatliv og fællesskab.

”Det handler om at forebygge ensomhed og skabe rammer, så alle, der vil, kan være med i noget,” fortæller projektchef Birgitte Andreasen, Aarhus Kommune. Byggeriet opføres på Thit Jensens gade og forventes at stå færdigt i 2020.

 

 

 

Læs mere: generationerneshus.aarhus.dk

Bonusinfo: Der bor 320.000 mennesker i Aarhus og cirka 5000 nye kommer til hvert eneste år Når Aarhus Ø er færdig vil der være 12.000 beboelsesenheder og 1000 arbejdspladser.

Helle Erenbjerg. Foto: Ole Nielsen, AGF

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *