Fossiler er fascinerende!

160 amatørgeologer samles om deres interesse i Jysk Stenklub. 

 

“Sten er spændende! Navnlig fossiler. Hver enkelt sten fortæller en historie om Danmarks fortid, hvis man forstår at ’høre efter’. Og samtidig får man nogle dejlige naturoplevelser, og man har nogen at dele sin interesse med.” Ingemann Schnetler er formand for Jysk Stenklub, og når han fortæller om glæden og fascinationen ved sten, udviskes erindringen om 1970’ernes skoleudflugt til København og det umanerligt kedelige besøg på Mineralogisk Museum med de mange skuffer med … sten. For Ingemann Schnetler og de omkring 160 øvrige medlemmer af stenklubben er sten den store fritidsinteresse. Klubben har eksisteret siden 1972, og selv har han været med siden 1976.

 

Foredrag og ekskursioner

Stenklubbens årskalender er delt op i to: I vinterhalvåret mødes 30-40 medlemmer på Åby Bibliotek en lørdag eftermiddag om måneden. Programmet består som regel af foredrag af en sten-ekspert fra for eksempel universitetet eller et museum, kombineret med socialt samvær, med stenene som omdrejningspunkt. I sommerhalvåret arrangerer klubben en række ekskursioner i ind- og udland – som på billedet, hvor turen gik til Dalbyover Kalkgrav mellem Randers og Hadsund, hvor der graves i cirka 63 millioner år gammel såkaldt danien-kalk. ”Man kan finde fossiler mange steder i Danmark,” fortæller Ingemann Schnetler. Øen Fur i Limfjorden er nok et af de mest kendte fossil-steder, hvor mange har brugt weekender med at flække sten med en hammer, i håb om at finde de forstenede rester af insekter eller fisk – om end ikke alle er så heldige at finde så fin en havaborre som den på billedet. Ingemann Schnetlers speciale er snegle og muslinger, og for ham er det en stor oplevelse hver gang, han finder et godt eksemplar, men også, når andre finder noget helt særligt: ”For nogle år siden fandt en niårig dreng en forstening af en meget sjælden snegl i en kalkgrav i Gram i Sønderjylland – faktisk var der kun fundet én herhjemme før da, og den er på et tysk museum, fordi området var tysk dengang. Så sådan én ville man jo også gerne finde …”

 

Danekræ-sagkyndig

Fascinationen af fossiler begyndte allerede som barn hos Ingemann Schnetler og har holdt ved livet igennem. Foruden Jysk Stenklub omsætter han interessen til artikler i geologiske tidsskrifter, og han bliver ofte brugt som sagkyndig, når det skal bedømmes, om et østjysk fund er danekræ – altså har en særlig videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi, som gør, at finderen skal aflevere det til Statens Naturhistoriske Museum. ”Min interesse har givet mig kontakter til geologer og andre videnskabsmænd over hele verden, og det er i sig selv utroligt spændende.” Jysk Stenklub har flere ’underafdelinger’, blandt andet en gruppe, der beskæftiger sig med at slibe sten til smykker. Til det formål har foreningen lejet et lokale på Læssøesgade Skole. ”Man behøver ikke være ekspert i geologi for at få glæde af Stenklubben. Fascinationen af stenenes historie eller af deres skønhed er rigeligt,” forsikrer Ingemann Schnetler.

 

  • Jysk Stenklub
Jysk Stenklub Formand: Ingemann Schnetler, e-mail: i.schnetler@mail.dk 

 

Tekst: Ingrid Terkelsen

Foto: Ingemann Schnetler