For Gunnar Fischer har chancen for nye udfordringer bragt ham vidt omkring. Fra udlært bygningssnedker i 1960’ernes Svendborg til porcelænsproduktion, bådebygning, Nuuk og Nordsøen har Gunnars nysgerrighed og troen på, at han kan, hvad han sætter sig for, givet ham et arbejdsliv, hvor to dage sjældent er ens. 

Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard

Snedkeren 

“I skolen havde jeg en god lærer i træsløjd, som fik mig til at fatte interesse for at arbejde med træ. Så da vi på et tidspunkt skulle otte dage i praktik, sagde min lærer: “der er faktisk en snedker, der gerne vil have sådan én som dig og holde lidt øje med”, og sådan blev det. Jeg var begyndt at lave en vaskebænk til min mors vaskekælder, men da jeg ikke var færdig med den efter de otte dage, så kom jeg hver morgen i en uge for at lave den færdig, inden jeg skulle i skole klokken 8. Så det var bare med at rubbe neglene. Det var sådan det startede, at jeg kom i lære som snedker (i 1965).” 

“Det var hyggelige mennesker, svendene var dedikerede til deres arbejde, og træet kunne jeg godt lide at arbejde med. Men dengang blev man mere eller mindre udnyttet, så der gik meget tid med at jeg bare var fejedreng og ligeså at gå til købmanden om formiddagen efter svendenes fornødenheder og snedkerfruens daglige indkøb. Sådan var det bare, og det var måske en del af ens opdragelse udenfor hjemmet.” 

“Jeg blev den første lærling, som blev uddannet bygningssnedker. Tidligere blev lærlingene udlært møbelsnedkere. Mit svendestykke var et køkkenbord, hvor alt var fineret og lakeret indvendigt. Jeg sleb og polerede med ståluld og olie overalt, og skufferne lavede jeg af ahorntræ, som blev sænket sammen. Det tog tid, men det var håndværk. Set med mine øjne i dag, så var det jo gammeldags, men det var ærligt håndværk, modsat i dag, hvor alt er blevet så fabriksagtigt.” 

Porcelænsmageren 

“Efter min værnepligt i Livgardens Dækningsstyrke boede min forlovede og jeg i København. Jeg manglede arbejde, og på en gåtur ned ad Vesterbrogade gik jeg forbi Bing & Grøndahl. Porcelæn, tænkte jeg, det kunne da være meget sjovt at prøve. Så jeg gik ind og spurgte, om de kunne bruge en mand.” 

“Jeg havde jo ingen erfaring, men de kunne godt bruge en snedker. Deres snedkerværksted var ærligt talt ret sølle og uden ordentligt værktøj, så efter én måned sagde jeg op. Men så spurgte de, om jeg ikke kunne tænke mig at være i produktionen, for de manglede en mand, og det kunne jeg godt. Så i stedet sad jeg nu og støbte figurer som pigen med spildt mælk og børnene, der læser i bog. Jeg havde jo ingen erfaring med at støbe porcelæn, men jeg så på de andre, hvordan det skulle gøres, så det var jo bare om at komme i gang.” 

Bådebyggeren 

“Jeg startede i 1972 ved en bådebygger i Skærbæk. Det var meget mere spændende, end noget andet jeg før havde lavet, for jeg lavede ikke kun indretning men også dæk, lønninger og jeg lagde sågar motoren i, da jeg var blevet vist hvordan. Skibet havde et glasfiberskrog, men da vi først havde fået det apteret og beklædt med teaktræ på dækket og dokken, så kunne du stort set ikke se, at det var glasfiber. Det var så flot lavet.” 

“Her fik svendene lov til at designe indretningen i skibet sammen med kunden, og de var i stor udstrækning tyskere. Det var en udfordring, for jeg kunne ikke tysk, men det var både spændende og vildt skægt, for så måtte jeg jo tegne, bruge fagter, og vi gik over på andre skibe for at se og pege, hvordan det hele skulle se ud. Jeg sluttede med at være med til at lave verdens største glasfiberskib på 114 fod, og det er den, som Tvind-imperiet i dag sejler rundt i.” 

Bødkeren 

“Gamle ting er lige mig. Jeg vil gerne bevare dem, som de var, længst muligt, og det har jeg rig mulighed for som frivillig i Den Gamle By. Da de manglede en mand i bødkerværkstedet, blev jeg undervist i bødkerens hemmeligheder.” 

“Det er ikke kun atmosfæren her, som jeg kan lide. Det er også menneskene bag. Her er man ikke bare et nummer, der stempler ind. Vi passer godt på hinanden. Både hvis man går gennem svære tider derhjemme, så er vi opmærksomme på hinanden, og der bliver sendt en buket blomster. Men vi er også gode til at påskønne og anerkende hinandens arbejde. Jeg møder så mange rare, dedikerede og entusiastiske mennesker, som har alverdens kompetencer, som de mestrer. De går i petitesser ud over alle grænser. Det er det, der gør det sjovt, og som giver mig plads til at nørde. Ikke at jeg føler, at der er mere, jeg skal lære. Alligevel kan jeg mærke, at jeg har en vis konkurrence med mig selv om, at jeg også kan, selvom jeg ikke er uddannet til alt.” 

“Der er mange måder at gribe livet an på, men det kan ikke være rigtigt, at der er ting, som man ikke kan lave. Man kan jo prøve. Langt hen ad vejen er det jo nok nysgerrigheden, der har trukket i mig, samtidig med, at jeg har tænkt, at jeg kan, hvad jeg sætter mig for. Det har gjort det spændende, at jeg skulle bevise over for mig selv, at det kunne jeg dæleme godt.” 

Gunnars arbejdsliv

  • Uddannet bygningssnedker 
  • Værnepligtig soldat i Livgarden i Dækningsstyrken 
  • Først snedker, siden ansat i produktionen og sidst i pakkeriet hos Bing & Grøndahl 
  • Bådebygger 
  • Assisteret en bedemand 
  • Arbejdet for en glarmester 
  • Arbejdet for tømrermestre 
  • Sælger ved Berner 
  • Solgt køkkener 
  • I Nuuk som kranfører og tømre i ½ år 
  • På Nordsøen først som isolatør og senere som smed og rørlægger 
  • Uddannet Agro assistent hos en svineavler 
  • Frivillig i Den Gamle By 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *