En fredfyldt oase for både unge og ældre

Caféen på Lokalcenter Møllestien er nyrenoveret og serverer traditionel dansk mad til fornuftige priser.

 

Roen sænker sig i det sekund, vi træder indenfor i cafeen på Lokalcenter Møllestien. Der er en hjemlig klirren af bestik og mennesker, der ubesværet kan høre, hvad hinanden siger. Ahh… plads, luft og ingen fine fornemmelser. Det er som at træde ind i en fredfyldt oase, der putter sig i byens pulserende navle, og Vital kommer lige til spisetid kl. 11.30. Cafeen har mange stamgæster, hvoraf flere tydeligvis kender hinanden. De taler om gamle dage, om æggemadder og kærligheden til dagens ret: En velvoksen portion bøf stroganoff af den kødfulde og bedstemorsbrune slags – med hele svineriet! Kartofler skal der til, mens der på sidelinjen bliver plads til en håndfuld hakkede squash, gulerødder, løg og peberfrugt. Til dessert er der mango- eller jordbærtrifli. Bag skranken ses et puslespil af højtbelagte madder, der blander sig med duften af smørstegte frikadeller og friskrørt kartoffelsalat. Der mangler bestemt ikke noget i det hjertevarme køkken, hvor personalet langer traditionel dansk mad og smil over disken.

 

På tværs af generationer

Udenfor i cafeens gårdhave sidder 33-årige Jonas Lindstrøm sammen med sin datter, Madeline, på 9 måneder. De nyder solen, pludrer og spiser frikadeller:

 

”Jeg kan helt sikkert anbefale andre fædre på barsel at kigge forbi. Jeg kan køre frem og tilbage med barnevognen uden at genere nogen, priserne er fornuftige – og se lige gårdhaven! Den er stor og luftig. Vi har et stort bord for os selv, hvor jeg kan sidde – midt i byen – og slappe af, mens Madeline sover. Derudover smager maden præcis, som traditionel dansk mad skal smage,” fortæller Jonas og sammenligner cafeen med Aarhus Street Food.

 

Cafeen er for nylig blevet renoveret fra top til tå, og der er kommet et helt nyt indgangsparti. Nu kan man gå ind direkte fra gaden, og cafeen er åben for alle – unge som ældre. Det er der mange, som ikke ved, fortæller områdechef Anette Poulsen, der ønsker flere fællesskaber på tværs af generationer i cafeen. Smilet vokser, når hun ser nye, unge ansigter, og dem kommer der heldigvis flere og flere af.

 

Ingen skal sidde alene

Indenfor møder Vital også de to slyngveninder, Anni Simonsen, 78, og Gitte Bergholt, 65. De mødes i cafeen hver tredje dag for at spise frokost, hygge sig og slå en sludder af: ”Vin til maden skulle være så sundt,” griner Anni, mens hun vinker os hen til bordet.

 

De er netop blevet færdige med at spise, og de anbefaler os at prøve cafeens hjemmelavede lagkage, der har ry for at være flødefrisk og helt superb. Det samme kan siges om det hjælpsomme personale, der ligesom Anni og Gitte sørger for, at alle cafeens gæster har det godt:

 

”Hvis nogen sidder alene, siger vi altid, at de er velkommen til at sidde med os. Ingen skal sidde selv og kukkelure. Her sørger vi for hinanden, og det bliver ikke bedre!”

 

Tekst: Line Sass

Foto: Brian Rasmussen

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *