Frihed til at kunne selv

For Mette Foss var erkendelsen af ikke længere at kunne selv den største forhindring for at købe sig til hjælp. I dag er hun lykkelig for sin el-scooter, der har givet hende et væld af muligheder, og ikke mindst værdigheden, tilbage.

 

”Jeg havde helt glemt, hvor nysgerrig jeg egentlig er på verden!” Mette Foss, 49, fik for ti år siden diagnosen sklerose og har i flere af dem bevæget sig rundt ved hjælp af stavgang-stænger, rollator og kørestol, som hendes mand, børn eller andre måtte skubbe. For halvandet år siden købte hun en Shoprider, eller ’crosser’, som hun kalder det lille el-køretøj, der i dag fragter hende let og behændigt rundt i byen, haven, supermarkedet og resten af verden. På spørgsmålet, hvad crosseren har betydet for hende, smager hun lidt på ordene, inden de falder, omhyggeligt udvalgt, ud i stuen i villaen i Højbjerg: Frihed. Uafhængighed. Værdighed. ”Tidligere havde jeg en kørestol med, når vi tog på ferie,” fortæller Mette Foss, der har en relativt mild form for sklerose, der betyder, at hendes balance er dårlig og benene hurtigt bliver trætte, når hun går.

 

”Men jeg følte mig langt mere syg, end jeg var, når jeg skulle have andre til at skubbe mig rundt. Og til besvær for min familie,” siger hun og forklarer, at det ændrede sig med crosseren. ”Sidst vi var af sted, kunne jeg køre helt ud til flyet, klappe vognen sammen og skulle så kun lige slæbe mig det sidste stykke ombord,” siger Mette Foss. I sammenfoldet tilstand fylder shoprideren ikke meget, og med en vægt på 35 kilo er den relativt nem at have med på flyrejser. Eller pakke i Fiat Puntoen og tage med på udflugter og i sommerhus. ”Det er jo ikke meget anderledes, end da børnene var små, og vi havde barnevogn med,” smiler hun. Mette Foss og hendes mand har to voksne døtre på 22 og 19 år, og også i forhold til dem, er det skønt at kunne selv. ”Sidste sommer var vi på Sardinien, og alene det at kunne køre af sted på promenaden i Alghero og sludre helt almindeligt med min datter uden at skulle bruge al koncentration og energi på at gå. Det var fedt!” siger Mette Foss og fortsætter: ”Bare sådan noget som at købe en is og spise den på vejen… Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk det er selv at kunne.”

 

Tekst: Pernille Bonne

Foto: Niels Åge Skovbo