Frivillig farmor

En gang om ugen er Lis Bendixen frivillig familieven gennem Home-Start Familiekontakt. Hun nyder at kunne give en presset småbørnsfamilie et lille pusterum i en travl hverdag.

 

Lis Bendixen

Lis Bendixen har altid vidst, at hun ville arbejde som frivillig, når hun blev pensionist. Hun gjorde sig derfor grundige tanker om hvad og hvordan det skulle være, da hun stoppede på arbejdsmarkedet efter 40 år med fuldtidsarbejde. Efter et halvt år valgte hun at blive familieven hos Home-Start Familiekontakt, som støtter familier med små børn. Det valg har været det rigtige for hende.

 

”Jeg satte mig ned og tænkte over, hvad der betyder mest for mig,” siger Lis Bendixen om tiden, inden hun valgte, hvor hun ville være frivillig.

 

Børn, relationer og kontinuitet stod øverst på listen.

 

”Jeg kan lide at være tæt på mennesker, lytte, bruge og give af min livserfaring. Jeg kan lide, når der er en ramme og en relation, som foregår over tid – her et ugentligt besøg hos familien i mindst et halvt år, hvor man lærer børn og forældre godt at kende. Børn er bare det mest livsbekræftende. Det er meget givende at se, hvordan forældrene i egne omgivelser igen får overskud, børnene udvikler sig og familien får en god start. Min frihed er vigtig for mig, så det er perfekt, at relationen står på i et afgrænset tidsrum. Jeg er meget privilegeret som pensionist, at jeg selv kan vælge, hvad jeg vil fokusere på,” siger Lis Bendixen.

 

Frivillig det rigtige sted

Home-Start Familiekontakt står for alt det, som Lis Bendixen gerne vil bruge sine kræfter på, så valget gav næsten sig selv, da hun bladrede Ældre Sagens katalog med muligheder igennem.

 

”Jeg har selv børnebørn og ved, hvor meget det betyder, når jeg som farmor kan give en hjælpende hånd i min egen familie,” siger hun.

 

Nogle kan lide at arbejde i genbrugsbutik eller være demensven. Lis Bendixen synes, det er vigtigt at gøre sig klart, hvad man vil og kan bidrage med, og ikke mindst hvad man føler den største glæde ved, når man vælger, hvor man vil være frivillig.

 

Slukket mobil

Om besøgene som familieven siger Lis Bendixen: ”Jeg kommer og er nærværende – min mobil er slukket. Jeg lytter til det, familien har brug for. Jeg skal ikke sælge noget og heller ikke have en mening om, hvad der er bedst for familien. Det ved de selv. Det kan være meget forskelligt, hvad forældrene vælger at bruge det pusterum til, som mit besøg giver dem, og det skal jeg ikke sætte mig til dommer over. Den praktiske hjælp er vigtigst for nogle, og for andre kan der være behov for at få vendt store livsspørgsmål med et menneske udefra.”

 

Ingen særlig baggrund

”Home-Start er professionel. Der er regler og etik. Familien kan regne med, at vi kommer på de aftalte tidspunkter og stiller os positivt til rådighed”, siger Lis Bendixen, der understreger, at det hverken kræver særlig baggrund eller uddannelse at være familieven.

 

”Hvis man trives med at passe egne børnebørn og har respekt for, at der er mange måder at gøre tingene på – ja altså, hvis man er den engagerede farmor – så har man alle kvalifikationerne, ”slutter Lis Bendixen med et glimt i øjet.

 

Tekst og foto: Lisbeth Nygaard Pedersen