Frivilligkoordinator: “Man får meget mere, end man giver”

Selv om hun ikke er i stand til at forklare offside-reglen og aldrig har sparket til en bold, er Susanne Pedersen gået all in som frivillig i Lystrup IF’s fodboldafdeling. Arbejdet i den lokale klub har styrket hendes netværk i byen og givet hende masser af nye bekendtskaber og glæder.

 

“Når jeg skal handle hurtigt ind, kører jeg som regel over til Skæring, for en tur i Netto her i Lystrup kan godt tage et par timer,” griner Susanne Pedersen.

 

Efter at hun for halvandet år siden meldte sig under fanerne i den lokale fodboldklub, har hun lært det meste af byen at kende. Og det tager tid.

 

”Så skal man jo lige høre, hvordan det går med det næste børnestævne eller vende situationen omkring Sankthansfesten, så der kan godt gå lidt tid, inden man kommer hjem og får sat aftensmaden over. Men det er jo en gave at have lært så mange mennesker at kende.”

 

Styr på tropperne

Susanne Pedersen flyttede til Lystrup for to et halvt år siden, og en af hendes bekendte, som var aktiv i fodboldklubben, fik hende overbevist om, at det var lige sådan en som hende, de havde brug for. Bestyrelsen var ved at segne under arbejdspresset, og der manglede overblik og struktur. Den slags udfordringer var Susanne Pedersen dus med fra sit arbejde som direktionsassistent i en international virksomhed

 

“Jeg var vant til at holde 20 bolde i luften på en gang og jonglere med en masse problemstillinger, så jeg sagde, at jeg da godt kunne prøve, hvis de havde en opgave, som kunne klares på et par timer om ugen.”

 

Fra det øjeblik, Susanne Pedersen lidt tøvende havde sagt ja til at hjælpe bestyrelsen med at koordinere det frivillige arbejde, væltede det ind med opgaver, der skulle tages fat på. Alt fra at få organiseret indsamling af skrald på anlægget til at holde styr på 100 træneres nøgler. Desuden skulle der skaffes folk til at afvikle Sankthansfest, juletræssalg og meget andet. Den nyudnævnte frivilligkoordinator gav den fuld gas. Hun fik i løbet af nogle måneder styr på tropperne og fik rekrutteret et helt nyt korps af frivillige.

 

Stolte fodbold-børn

Selv om opbakningen har været stor blandt Lystrup-borgere i alle aldre, støder Susanne Pedersen selvfølgelig også på mennesker, som ikke lige kan overskue at gå i gang med frivilligt arbejde.

 

”Så prøver jeg at forklare dem, at det faktisk kan give overskud og energi, for man får meget mere, end man giver. Ja, man skal egentlig gøre det for sin egen skyld.”

 

Susanne Pedersens eget hjertebarn i klubarbejdet har været sommer-fodboldskolen, hvor 165 piger og drenge sidste år boltrede sig på banerne.

 

”Når man ser alle de stolte og glade børn, som ved afslutningen får deres diplomer, bliver man helt lykkelig. Børnene spørger forventningsfuldt, om der også bliver fodboldskole næste år, og så kan man ikke andet end sige, at det gør der.”

 

Mailen altid åben

Da Susanne Pedersen begyndte at rekruttere frivillige i Lystrup IF, oprettede hun som det første en frivilllig-mail. Den er hendes vigtigste arbejdsredskab, og trafikken på den har siden januar 2017 været 7-8000 mails. Når folk skriver for at melde sig under fanerne eller bidrage med en idé, kan de være sikre på at få et hurtigt svar.

 

”Det er vigtigt at melde tilbage straks, så de frivillige føler sig hørt og anerkendt. Og hvis det ikke lige er den helt geniale idé, der kommer, så må man hjælpe dem med at skære den til, så den kan bruges, og de selv kan være med til at føre den ud i livet,” forklarer Susanne Pedersen.

 

Hun holder også snor i de omkring 150 frivillige via en hjemmeside, hvor hun hurtigt kan slå en efterlysning op – for eksempel ”Vi skal have kridtet baner i morgen. Hvem kan komme?”

 

Også formand

I sæsonen ryger der nemt 10 timer om ugen med det frivillige arbejde, og Susanne Pedersen tvivler på, at hun havde turdet kaste sig ud i det, hvis hun på forhånd havde vidst, hvad det indebar.

 

”Men man vokser altså med opgaven, og nu ville jeg jo ikke undvære det,” siger Susanne Pedersen, som på vej gennem hallen hilser til højre og venstre.

 

Aftensmaden må vente. Siden januar har den engagerede frivilligkoordinator også haft formandskasketten på i Lystrup IF’s fodboldafdeling. Og det på trods af, at hun aldrig har interesseret sig specielt for fodbold.

 

”De gamle i bestyrelsen siger, at de aldrig tidligere har haft en formand, der ikke kunne forklare offside- reglen, men det har jeg altså ingen ambitioner om at kaste mig ud i,” griner Susanne Pedersen.

 

Hun ser det faktisk som en fordel, at hun modsat mange andre i klubben har fokus på alt andet end ”den der runde bold.”

 

Susannes 5 gode råd til foreninger med frivillige

 

  1. Råb op og vær tydelig, hvis bestyrelsen har brug for hjælp. Så kommer hjælpen.
  2. Vær positiv og imødekommende over for dem, der melder sig. Og giv hurtig respons på henvendelser. Ellers fordamper engagementet.
  3. Lad de frivillige tage et ansvar. Det er vigtigt, at de får et frirum til at løse opgaverne på deres egen måde.
  4. Bestyrelsen må være åben over for forandringer. Det dræber de frivilliges engagement, hvis de støder ind i en mur af: ”Sådan har vi gjort i 50 år.”
  5. Skab et forum, hvor de frivillige kan lære hinanden at kende. En fest eller en workshop giver de frivillige følelsen af, at de får en belønning, og der bliver sat pris på deres indsats.

 

Tekst: Dorte Søholm 
Foto: Axel Schütt

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *