Marie Kjærgaard, Gåvenner

Marie Kjærgaard er en engageret ildsjæl, og det har hun altid været. Hun startede for mange år siden med at arbejde for Abbé Pierres Klunsere. Klunserne drev genbrug og sorterede jern og papir længe før den slags blev almindeligt udbredt. Ideen om at gøre godt i et aktivt fællesskab og yde hjælp til selvhjælp, ligger også bag aktiviteterne i foreningen Sager der Samler, som Marie nu er engageret i.

 

Gåvenner startede i 2013

“I foråret 2013 afholdt Sager der Samler en sundhedsdag, hvor både politikere, interesserede borgere og frivillige deltog. Vi talte overordnet om, hvordan vi kunne gøre Aarhus til en bedre og sundere by at bo i, og hele 11 konkrete projekter udsprang af den dag,” fortæller Marie. Det gælder også Gåvenner, der så dagens lys efter sommerferien i 2013, med Marie Kjærgaard og Erik Petersen som to vigtige ankerpersoner.

Ideen med at gå lå lige for, da Marie selv går meget. “Det er en god måde at bevæge sig på, og så er det noget de fleste kan være med til. Jeg bor selv i området, så det var naturligt at vælge Bellevue Strand som rammen om gåturene. Det er altid smukt og opløftende med lyset og farverne ved vandet, lige meget hvordan vejret er,” siger Marie.

 

Frikvarter ved vandet

“Vi tænker gåturene som en slags frikvarter, et frisk pust, for mennesker, der trænger til det. Det kan være alvorlig sygdom i familien, en krævende hverdag med små børn eller noget helt tredje, som man gerne vil slippe den lille times tid som gåturen varer. Der er også dem, som bare gerne vil have lidt frisk luft og røre sig, men ikke har lyst eller får taget sig sammen til at gøre det på egen hånd.”

 

Gåture er for alle aldre

Det er både unge og ældre der går med, men de fleste er mellem 50 og 70 år, fortæller Marie og tilføjer, at det er skønt med flere unge også, så hun og Erik opfordrer gerne til, at man tager børnebørnene med. Gåturene er en mulighed for at lære andre at kende og danne netværk – også på tværs af alder. Det er dog helt op til folk selv, hvad de lægger i samværet. Man giver som regel hånd og siger sit navn, og gåturen giver jo mulighed for samtale, men der er ingen tvang, understreger Marie.

 

Gåvenner kan man regne med

“Det står fast, at vi er på Bellevue Strand hver mandag kl. 17 året rundt, hverdage som helligedage, i alt slags vejr. Det er fundamentet. Folk kan regne med os. Tid og sted er altid det samme, og der er altid nogen at gå sammen med. Alle er mere end velkommen til at gå med,” slutter Marie og griber ud efter halstørklædet, ivrig efter at komme ud i luften


Fakta om Gåvenner

 Sted: Bellevuehallen på hjørnet af Vestre Strand Allé og Nordre Strandvej i Risskov. Tidspunkt: Hver mandag kl. 17. Varighed: Vi går ca. 40 minutter hver gang 

Tekst og foto: Lisbeth Nygaard Pedersen