Tanken om at komme tilbage til sit arbejde som politiker og rådmand var motoren, der drev den nu tidligere rådmand og politiker i tiden efter den bilulykke, der sendte hende fem uger i koma og i kørestol resten af livet. I dag er drivkraften relationer, gode oplevelser og at være noget for andre.

 

”Min mand og jeg joker lidt med, at’ nu skal vi til at have det sjovt om fredagen’,” siger Dorthe Laustsen med et smil og tilføjer, at hun nu ikke tror, cannabis-pillerne har nogen effekt på dén måde. ”Men jeg håber, de kan hjælpe på smerterne,” siger hun. Uden det mindste strejf af selvmedlidenhed over de komplikationer, der siden ulykken har sneget sig til. En ulykke, hvor hun kørte frontalt ind i en anden bil, måtte saves fri efter sammenstødet og efterfølgende lå i koma fem uger og vågnede op uden førlighed – lammet fra brystet og ned. ”Selvfølgelig har jeg været frustreret over situationen, men jeg har aldrig været helt nede i kulkælderen. Det nytter ikke noget at grave sig ned under dynen og have ondt af sig selv. Det bliver det kun mere besværligt af,” mener Dorthe Laustsen. I stedet har hun set fremad: Dyrket relationerne og sat sig nogle mål. Blandt andet om at være noget for andre. Men i første omgang først og fremmest at vende tilbage til hjørnekontoret på rådhusets fjerde sal, hvor hun i en periode måtte overdrage rådmandsposten til en partifælle i SF.

 

’Gud, der er jo byrådsmøde’

”Jeg vågnede op en onsdag, mens jeg stadig var på hospitalet og tænkte ’Gud, der er jo byrådsmøde i aften, og jeg har slet ikke forberedt mig!” ler hun. For selvom hendes krop var et helt andet sted, var hovedet stadig i politik. ”Mit mål var at komme tilbage og gøre mit arbejde færdigt. Lægerne sagde, at jeg skulle tage den med ro og passe på mig selv, men det var virkelig vigtigt for mig. Jeg er glad for, at jeg kom tilbage og gennemførte min sidste periode som rådmand, men det var også godt, at jeg stoppede der. Jeg ville ikke kunne have klaret det i dag,” siger Dorthe Laustsen, der efterhånden har lært at passe på sig selv.

 

Friheden flyver

Det forhindrer hende dog ikke i at have en fyldt kalender. En væsentlig del af dét at passe på sig selv er at omgive sig med familie, gode venner og gode snakke. Der er gæster i hjemmet hver uge og masser af ture ud. Handicapbilen har hun fravalgt, til gengæld suser hun byen tynd på egne fire hjul. Foråret 2016 deltog hun i løbet Wings for Life World Run sammen med sin datter Marie. Løbet er en verdensomspændende begivenhed, der samler penge til forskning i rygmarvsskader. Konceptet er, at man løber indtil man bliver indhentet af mållinje-bilen, der starter en halv time efter løberne og lægger ud med 15 km i timen. Selv om Dorthe Laustsen måtte ’nøjes med’ at køre ved siden af sin datter, mærkede hun frihedssuset: ”Vi nåede helt fra Mindeparken til Skæring og det var en fantastisk oplevelse – jeg var helt høj,” siger Dorte Laustsen, hvis faste hobby dog er noget mere stillesiddende:

 

Frivillig strik og mentor

Hver tirsdag er hun at finde på Folkestedet, hvor hun som frivillig har sin egen strikkeklub i regi af Værdibørsen, der er en palette af tilbud til førtidspensionister. Derudover bruger hun, som mentor ved Center for Rygmarvsskader i Viborg, sine egne erfaringer til at hjælpe andre patienter gennem deres forløb. Og så er hun efterspurgt som foredragsholder i blandt andet handicap- og patientforeninger.

 

Farmor tisser gennem en snor

”Jeg får positiv respons og mange spørgsmål, og det er fint at kunne inspirere nogen til at komme igennem en svær situation,” siger Dorthe Laustsen, der oplever, at folk godt kan være lidt blufærdige i forhold til mere private detaljer, selv om det fylder, når man pludselig skal have hjælp til selv det mest intime. Derfor fortæller hun også gerne, hvordan det er at have andre til at bade en, blive lagt i seng ved hjælp af en loftlift, og at hun blev så træt af at få lavet tarmskylninger af fremmede, at hun valgte at få lavet en stomi. ”De eneste, der ikke lægger skjul på deres nysgerrighed, er børnebørnene – og de følger til gengæld gerne med helt ind på toilettet,” siger hun og fortæller, at barnebarnet Olivia gjorde store øjne, da hun så farmor tømme sin blære ved hjælp af et kateter. ”Farmor, du tisser jo gennem en snor?! sagde hun, og da hun så havde tænkt sig lidt om, spurgte hun: Hvad gør du så, når du skal lave stort…?” ler Dorthe Laustsen.

 

Se det sjove i det sure

Gode grin synes i det hele taget at være en del af opskriften på at tackle en svær situation. For selv om der også er historier om smerter, ubehag og operationer, så kan hun ikke undgå at se det komiske i, at hun, der aldrig har taget euforiserende stoffer, nu kan få ordineret cannabis på pille. Og selv om kørestolen løber tør for strøm og nogle gange bøvler, så vælger hun at se det morsomme i den enkelte situation. Som dengang hun vippede forover og sad fast i et vejarbejde i nærheden af Dokk1 og forbipasserende måtte hjælpe hende og stolen på højkant igen. ”Jeg er holdt op med at bekymre mig om, hvad der kan gå galt,” siger hun og tilføjer triumferende: ”Desuden har jeg fået en større motor på nu. Så nu kan motionisterne ikke løbe forbi mig på Brabrandstien længere!”

 

Dorthe Laustsens råd, når livet stritter imod:

  1. SÆT DIG ET MÅL.
    Og gerne flere. Det holder dig i gang, fjerner fokus på sygdommen og får dig igennem det svære.
  2. BED OM HJÆLP, NÅR DU HAR BRUG FOR DET
    Også fra folk i supermarkedet, når du ikke kan nå varen på øverste hylde.
  3. VÆR SAMMEN MED ANDRE
    Gode snakke afleder opmærksomheden fra det, der gør ondt.
  4. PRIORITER FAMILIE OG VENNER
    Og du skal ikke være bange: De vil gerne være der for dig.
  5. PAS PÅ DIG SELV
    Sørg for den hvile, du har brug for, også til hovedet
  6. HUSK: ANSVARET ER DIT
    Selvfølgelig er der masser af hjælp og støtte. Men det hårde arbejde er
    man nødt til at gøre selv – det er dig, der har ansvaret for dit liv.

Tekst: Pernille Bonne

Foto: Niels Åge Skovbo