Internethandlen buldrer fremad, og ni ud af ti danskere handler i dag på nettet. I 2017 omsatte vi danskere for lidt over svimlende 83 milliarder kroner på nettet, og der er snart ikke grænser for, hvad vi kan købe online. Det er specielt rejser, hotelophold, tøj og billetter til både fly og oplevelser, vi lægger i den digitale indkøbskurv, når vi sætter os til tasterne, og flere og flere er også begyndt at fylde kurven med dagligvarer. Men hvor sikkert er det at handle på nettet? Og hvad skal du være særligt opmærksom på?

 

1 / Tjek websiden

Kig efter, om netbutikken har kontaktoplysninger, et CVR nummer og om teksten er fyldt med fejl. Det kan nemlig være tegn på, at siden ikke er sikker.

 

2 / Kig efter e-mærket

E-mærket er et dansk certifikat, som sikrer, at du kan handle sikkert og trygt på nettet. Mærket gives til de netbutikker, som har forpligtet sig til at overholde e-mærkets retningslinjer og den gældende lovgivning. Det betyder blandt andet, at du nemt kan se, hvem du handler med, og at du altid får oplysninger om reklamation og fortrydelsesret.

 

3 / Læs netbutikkens betingelser

Netbutikker skal altid tydeligt oplyse, hvis en vare ikke er omfattet af fortrydelsesretten. Du skal også kunne læse netbutikkens regler om fortrydelsesret, returret og hvem der eventuelt skal betale for at sende varerne tilbage.

 

4/ Betal med betalingskort eller MobilePay

Når du betaler med betalingskort eller MobilePay, kan din bank altid overføre penge tilbage til dig, hvis du for eksempel aldrig får din vare, eller hvis netbutikken trækker et højere beløb end aftalt. Hvis du betaler via en kontooverførsel, kan banken ikke hjælpe dig, ligesom den heller ikke kan hjælpe dig, hvis du oplyser dit kortnummer over for eksempel mail eller telefon.

 

5 / Kontrollér, at din forbindelse er sikker

Når du betaler over nettet, skal din internetforbindelse være krypteret. Det vil sige, at dine kortoplysninger ikke kan ses af netbutikken eller en eventuel hacker. Forbindelsen er krypteret og sikker, når du kan se en lille hængelås foran adressen på hjemmesiden.

 


Kom og mød politiet til en snak om sikkerhed

Fællesrådene, Østjyllands Politi og Aarhus Kommune arrangerer 10 infomøder om ”Nabohjælp” og ”Sikker handel på nettet”.  Se datoer og læs mere på aarhus. dk/tryghed.

Vidste du?

At din fortrydelsesret på 14 dage også gælder, når du handler i netbutikker i Danmark eller andre EU-lande? Du kan fortryde dit køb i op til 14 dage efter, du har modtaget varen. I nogle tilfælde gælder fortrydelsesretten dog ikke. Det gælder for eksempel, når du køber flyy- eller diverse oplevelsesbilletter, dagligvarer, eller hvis du bryder forseglingen på varen.

Vidste du også?

At hvis du handler på sider uden for EU, skal du være opmærksom på, at du skal betale told og moms? Det er nemlig ikke inkluderet i prisen og bliver pålagt som gebyr af den virksomhed, som transporterer varerne til dig.

Kilde: Danmarks Statistik, forbrug.dk, taenk.dk og DIBS e-handel rapport 2017

Tekst: Anna Dunø Madsen