Hemmelighederne fik os nok til at rykke sammen

Rødder og slægt VITAL

 

Familien Justsen på Trøjborg engagerede sig under krigen i illegalt arbejde. Det lagde et umenneskeligt pres på både store og små. Selv skoledrengen Jørgen måtte bære på farlig viden.

 

Julen under krigen er en tid, Jørgen Justsen stadig mindes med glæde. Der var en helt særlig stemning af hygge, når han sammen med sine forældre stod i det lune køkken, hvor faderen passede ovnen, og moderen rullede dejen ud til småkager. Jørgen selv havde fået den bedste tørn: At putte kagerne i dåser.

 

”Og de var jo ret skrøbelige, så dem, som var gået i stykker, de røg indenbords,” smiler den 85-årige Trøjborgdreng, som i dag bor i et rækkehus i Tranbjerg.

 

”Det var som om, vi helt glemte omgivelserne og alle bekymringerne, der ellers prægede den tid. Alt det med krigen forsvandt. Det var ikke kun fra ovnen, at der kom varme. Jeg tror
nok, man kan sige, at man rykkede mere sammen, fordi man havde utrygheden og angsten til fælles. Uden at det sådan var noget, vi talte om.”

 

Illegalt arbejde

 

Der var ellers nok at bekymre sig om for Jørgens forældre. Faderen, som var snedker og ofte arbejdsløs, blev mod sin vilje sendt til Tyskland for at arbejde.

 

”Hvis han ville bevare sin understøttelse, skulle han rejse derned. Han var afsted to gange tre måneder i 1940-41. Blandt andet var han væk, da min søster skulle konfirmeres, så da måtte vi nøjes med at sende ham et billede. Det har nok ikke gjort det bedre for ham at sidde og se på det,” funderer Jørgen Justsen.

 

Hans far var kommunist, og forældrene engagerede sig i en bladgruppe. De modtog en stak illegale blade, som andre så kom og hentede hos dem.

 

”Der var mange arrestationer i modstandsbevægelsen, og mine forældre frygtede, at turen også kom til dem. Min bror og søster, Olaf og Gudrun, var henholdsvis 10 og 8 år ældre end mig, og de blev
også inddraget i arbejdet med de illegale blade – og vidste selvfølgeligmeget mere end mig om, hvad der foregik.”

 

Angsten for tyskerne

 

Forældrene valgte dog også at dele hemmeligheden om bladene med lillebror Jørgen, og han blev sågar involveret i distributionen nogle enkelte gange.

 

”Bladene blev spændt fast på min krop under trøjen, og så skulle jeg aflevere dem til en af min fars bekendte nede i Peder Skrams Gade. Kjærgaard hed han, og ham ville jeg gerne besøge, for han var chauffør på chokoladefabrikken Elvirasminde, så han havde altid en krukke bolsjer stående. Det var de her sekskantede, hvide pebermyntebolsjer”, mindes Jørgen Justsen.

 

Han var som dreng helt bevidst om, at han ikke skulle fortælle de andre drenge nede i gården om familiens aktiviteter.

 

”Jeg vidste instinktivt, at det her var noget, jeg skulle holde for mig selv. Bare tanken om at komme på børnehjem, hvis mine forældre skulle blive taget… Vi hørte om en bekendt, som blev arresteret i 1943, og tyskerne kom også og tog hans kone, så deres to børn på 5 og 7 år stod uden forældre. Det kunne jeg levende sætte mig ind i, og angsten for at opleve det samme gjorde, at jeg kunne tie stille med de hemmeligheder, der var omkring mig, selv om jeg kun var en 9-10 år.”

 

Dårlige nerver

 

At familien på Trøjborg slap igennem krigen uden at blive taget, må betegnes som et mirakel. De mange kontakter, som kom og hentede illegale blade, kendte jo både deres identitet og adresse, så det var en ikke ubetydelig risiko at være bladcentral.

 

Men Jørgens far havde som kommunist en klippefast tro på, at man var nødt til at gøre noget.

 

”Men min mor blev faktisk helt ødelagt af det umenneskelige pres, de hele tiden var udsat for. Hun fik dårlige nerver og for sammen og rystede, hvis der var høje lyde – selv bordbomberne nytårsaften.”

 

Faderen døde allerede i 1961 som bare 57-årig, mens moderen trods ar på sjælen blev næsten 90. Efter krigen talte forældrene ikke meget om, hvad der var gået for sig.

 

”De var ikke sådan nogen, som åbnede for deres følelser. Men min mor kunne sikkert have fået det bedre, hvis hun var blevet hjulpet. Hun skulle helt klart have haft noget behandling, men man skulle selv betale, og det havde vi ikke penge til.”

 

Krigen binder os sammen

 

Begge Jørgens søskende er døde, men han har stadig en fætter, som han kan dele minder fra besættelsen med.

 

”Han oplevede det værste, der kunne ske, nemlig at miste sin far. Min onkel havde opbevaret våben for nogle af modstandsgrupperne, men han blev taget og sendt til Neuengamme.

 

Der døde han som 52-årig. Og når min fætter og jeg mødes i dag, er det stadig ofte krigen, vi taler om. Vi, der oplevede den tid, har noget til fælles, som altid binder os sammen, tror jeg. ”

 

 

TEKST: Dorte Søholm

FOTO: Ole Grønbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *