Hunde bygger bro mellem mennesker

Hvornår er du sidst stoppet op og har talt med en fremmed? Ikke så ofte, vel? Men med en hund ved din side, er snakken en anden. Hunde går i bogstaveligste forstand ind i andre med poterne forrest, hvad end det er børn, unge eller ældre. Vi gik en tur i Skanseparken i Aarhus med Otto, Fie og Rumle og fik en snak med deres ejere.

 

 

Susanne Schneekloth og Fie

”Jeg kan godt lide at have noget levende og trygt omkring mig,” fortæller Susanne Schneekloth. ”Fie er min trofaste ven i tykt og tyndt.”

 

De bor på Strandvejen, går tur næsten hver dag og møder altid nogen, der lige vil snakke, klappe og ae. Eller bare stikker dem et smil i forbifarten. I dag er de kun lige nået ind i Skanseparken, da en lille fyr i bodystocking kommer stavrende med armene rakt ud efter Fie og sin far lige i hælene. Fie gemmer sig lidt bag Susannes el-stol.

 

”Hun er meget omgængelig, men små børn skal hun lige se an.”

 

Den lille Shih tzu med pandehåret samlet i en strittende tot er ni år gammel og Susanne Schneekloths tredje hund.

 

”Det er både en begrænsning og en berigelse at have hund,” fortæller hun. ”Jeg hader at lade Fie alene for længe, og jeg kunne ikke undvære den glæde og tryghed, hun giver.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hans Damsgaard og Otto

Hans Damsgaard bor normalt i Lemvig, men er på besøg hos sin datter i Aarhus sammen med Otto, en socialt anlagt West highland white terrier på fem år. Hjemme har de to en fast rute og et stykke skov, de plejer at runde en gang eller to om dagen. Og Otto plejer gerne at styre direkte mod de hunde, de møder på deres vej. Fremmede eller ej.

 

”Så falder man i snak og får vendt alverdens ting,” siger Hans Damsgaard og fortæller, at ordene har det med at flyde anderledes frit henover en hund – pludselig kan man tale om hvad som helst med hvem som helst; kastrering, job, flåter, bil, race … vitterligt hvad som helst.

 

”Hvis jeg var ungkarl, ville jeg købe en hund med det samme. Så nemt er det da,” siger han med et grin. ”Man snakker bare ikke til en fremmed, der kommer gående uden hund.”

 

I Hans Damsgaards tilfælde ville man nok slet ikke komme ud at gå tur uden en hund, erkender han. ”Overhovedet ikke. Så tog jeg da bilen i stedet. Det er helt sikkert.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Christina Bragt Damsgaard og Rumle

Det krævede fem års gode argumenter og et let pres på ægtemanden, før Christina Bragt Damsgaard fik lov at udvide familien med et firbenet medlem. Hvalpen Rumle. Han er et gadekryds med både bomuldshund og Shih tzu i sig og flyttede ind i februar.

 

”Vi er super heldige med, at han er så grundrar. Han er mega kærlig, vil gerne putte og kan slet ikke få nok af os, når vi har været fra hinanden.”

 

Og kærligheden er gengældt. Ungerne elsker at have en at komme hjem til, en som altid er glad og i hopla – lige meget hvad dagen ellers har budt på. Rumle sover på den ældste datters værelse og bliver aet, klappet, nusset og passet på.

Christina Bragt Damsgaard er selv vokset op med hund og synes, at det hører sig til i en familie.

 

”For mig er familien blevet fuldendt. Vi er et godt femkløver nu,” siger hun. ”Min mand er også fuldstændig solgt til stanglakrids. Det har han indrømmet.”

 

Af Hanne Mølby Henriksen og Mathilde Bech (foto)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *