Sorg er et alment, menneskeligt fænomen: menneskers naturlige reaktion på at miste.

 

Sorg er ikke kun noget vi føler, når et elsket menneske dør. Vi kan for eksempel tale om kærestesorg og om pengesorger, og vi kan sørge over mange forskellige forandringer i livet: en skilsmisse, når børnene flytter hjemmefra eller over at miste vores gode helbred, vores førlighed, jobbet eller et elsket kæledyr. Når vi oplever sorg, skyldes det, at vi har mistet nogen eller noget, som vi har haft tæt tilknytning til. Sorg, tab og tilknytning er uløseligt vævet sammen. Sorg er naturligvis forskellig fra menneske til menneske. Nogle reagerer meget udadvendt, andre meget indadvendt, og atter andre vil slet ikke have hjælp. Men kulturen og samtiden spiller også ind på den måde, den sørgende reagerer på. Noget kan være mere eller mindre ’pænt’ eller ’normalt’ end andet. Blot indenfor de sidste 50 år har de måder, man har beskrevet sorg på, ændret karakter flere gange. I efterkrigstiden var normen typisk, at man ’skulle være stærk’ og ikke vise sine følelser eller tale om tabet af den, man var knyttet til. Det gjaldt om at ’komme videre’. I 80’erne og 90’erne var tidens normer sådan, at man tværtimod blev anset for at være stærk, hvis man kunne vise sine følelser og tale om tabet. For nogle mennesker påvirker sorgen kun kortvarigt deres liv og betyder ikke større ændringer i deres hverdag, mens sorgen for andre varer resten af deres liv og forandrer dem selv og tilværelsen på mange måder. Disse variationer hører med til sorgen som fænomen. Der findes ikke én ”rigtig” eller ”sund” måde at sørge på.

 

Sorg-reaktioner

Alligevel er der en række symptomer og reaktioner, der er almindelige, når et menneske rammes af sorg. Det kan være:

  • nedtrykthed
  • depression
  • sænket aktivitetsniveau, eller omvendt rastløs overaktivitet
  • længsel efter den eller det, der ikke er der mere
  • angst
  • skyldfølelse
  • vrede
  • vantro – har svært ved at tro på, at det kan være sandt
  • koncentrationsproblemer
  • suk og gråd
  • at lede efter eller modsat undgå ting, mennesker og situationer, der minder om den eller det, man har mistet.

Mange sørgende trækker sig også tilbage fra sociale sammenhænge og mister interessen i at opretholde relationer til venner og familie. Andre reagerer omvendt og opsøger og bliver mere afhængige af andre. Endelig kan der forekomme fysiske reaktioner som appetitforstyrrelser, nedsat seksuel interesse, søvnproblemer og træthed, hjertebanken, rysteture og hovedpine.

Hvad kan du selv gøre ved din sorg?

  • Accepter og anerkend, at det er normalt at reagere – også selv om du måske synes, dine reaktioner er upassende. Det hjælper både at græde, rase, grine og skælde ud
  • Pas på dig selv – du er sårbar, dit immunforsvar er sænket og du er mere udsat for sygdom og skader
  • Tal med andre om, hvordan du har det – det hjælper at sætte ord på følelserne
  • Skriv dine tanker ned – skriv dagbog eller logbog, og skriv uden ’filter’ Undgå at isolere dig – du risikerer, at tankerne begynder at køre i tomgang og låser dig fast
  • Flygt ikke fra sorgen – pas på med alkohol, sovemedicin, beroligende medicin og lignende. Det får ikke sorgen til at forsvinde.
  • Tag imod andres hjælp og forståelse – du kan ikke klare det hele selv.
  • Hold pause fra problemerne – tillad dig ind imellem at glemme det hele lidt. Foretag dig noget du godt kan lide, gerne sammen med dine nærmeste.

 

Sorgens fire faser

Inden for psykologien deler man typisk sorgforløbet op i fire faser: chok, reaktion, bearbejdning og ny-orientering. Tidligere troede man, at alle, der blev ramt af sorg, gennemgik disse faser i nævnte rækkefølge, men i dag ved man, at det ikke er tilfældet. De fire faser gennemløbes snarere i et cirkulært forløb, hvor man går ind og ud af de forskellige faser og nogle gange vender tilbage til tidligere faser.

 


1: Chokfasen

Varer fra få øjeblikke til et par døgn. Man oplever et følelsesmæssigt kaos, føler sig tom, forladt og isoleret og uden for virkeligheden. Reaktionen kan for eksempel være handlingslammelse, unaturlig selvbeherskelse, rastløshed eller udfarende adfærd (skrig, råb, latter). Som forsvar mod den svære situation opfører nogle sig barnligt for at blive fri for at tage ansvar (regression). De kropslige symptomer kan blandt andet være hovedpine, ondt i maven, kvalme, opkastning, rysteture og hjertebanken.

 

Sådan hjælper du: Vær fysisk til stede: Hav fysisk kontakt med den sørgende, tag hånd om de praktiske ting, så den ramte kan få lov at være ’den lille’, at lægge ansvaret fra sig, at føle sig tryg.


2: Reaktionsfasen

Varer 4-6 uger, hvor man føler sorg, fortvivlelse, vrede og meningsløshed. Mange forsøger at finde ud af, hvorfor det skete, og hvem der er ’den skyldige’, så der er ofte stærke, modsatrettede følelser af sorg, vrede og skyld. I denne fase reagerer nogle mennesker udadrettet og aggressivt, andre indadvendt og passivt. De kropslige symptomer kan være muskelspændinger og søvnløshed.

 

Sådan hjælper du: Vær åben og tag imod alle de følelser, der kommer op til overfladen. Tag dig stadigvæk af de praktiske ting.


3: Bearbejdningsfasen

Varer 6-12 måneder, hvor den sorgramte bearbejder sine følelser af tab og skuffelse. Man begynder at vænne sig til og acceptere det, der er sket – begynder at genoptage sit tidligere liv og igen at se fremad. Man kan dog stadig genopleve det, der skete, og det er almindeligt at føle angst og sårbarhed over for andre og at mangle koncentrationsevne.

 

Sådan hjælper du: Lyt aktivt og interesseret, når den sorgramte igen og igen genoplever det, der skete. Begynd at stille spørgsmål og komme med forslag. Der er stadig mange praktiske ting, du kan hjælpe med at klare.

4: Ny-orienteringsfasen

Starter cirka et år efter tabet og har ingen afslutning. Den sorgramte har nu lært at leve med det skete – og har skabt sig en ny hverdag, der fungerer. Man føler stadig smerte og sorg, men ikke hele tiden. Man kan nu tale om det uden at bryde sammen og oplever det som en del af sin livserfaring.

 

Sådan hjælper du: Hjælp den sorgramte med at orientere sig mod fremtiden ved at puffe lidt til, komme med gode forslag samt stadigvæk vejlede og støtte med praktiske ting.


 

Tekst: Ingrid Terkelsen