Hvordan bliver et plejehjem et HJEM?

Må man selv bestemme sin indretning på plejehjemmet? Og kan man virkeligt blive inspireret af et boligmagasin om plejehjem? Kom med på en lytter hos læsekredsen, der med udgangspunkt i magasinet [pleje]HJEM diskuterer nutidens plejehjem – det går ikke stille af sig.

TEKST Jannie Lindberg Sundgaard FOTO Anders Trærup og Jannie Lindberg Sundgaard

Læsekredsen består af: Marianne, Inger, Bodil og Vibeke. Fire åbenmundede kvinder, som mødes hver sjette uge og diskuterer litteratur – alt fra Tor Nørretranders og Mickey Gjerris til ”Sommerfugledalen” af Inger Christensen og nu også til magasinet [pleje]HJEM fra Aarhus Kommune.

Myter og fordomme om plejehjem

Marianne: Når jeg læser et magasin som [pleje]HJEM, så øver jeg mig i at forestille mig, at jeg måske engang skal derhen – på et plejehjem. Og når jeg sidder med magasinet og ser, hvordan der ser ud, så bliver det lidt lettere. Jeg tænker: ’Det skal nok blive godt nok, specielt efter de forandringer
på plejehjemmene, der er på vej.”

Bodil: Vi har talt meget om de myter og fordomme, vi
hver især har med plejehjem og erfaringer fra besøg der.

Marianne: Magasinet afdramatiserer myter og gør os
mindre forskrækkede. Alle de ble-sager og så videre, som vi
hører om – ofte er det jo ikke virkeligheden, kun en lille del
af den.

Vibeke: Vi synes jo selv, det ligger laaangt ude i fremtiden,
at vi skal på plejehjem, men dåbsattesten siger
omkring de 70 år for os. Så på sin vis ligger det langt ude i
fremtiden, og så er det alligevel også tæt på.

Vibeke: Er der ved at ske et stilskifte? Det, der er her i
magasinet, det er jo for os.

Marianne: Jeg er faktisk blevet inspireret af [pleje]HJEM
til mit eget hjem og liv og kan bruge ideerne.

“Magasinet kan være med til at aflive myten om plejehjem som en upersonlig institution uden liv og sjæl. Vi vil gerne signalere, at ældre ”bare” er unge, som er blevet ældre, de går stadig op i indretning, hygge og æstetik. Nøgleordet er værdighed. Vi har alle brug for og sætter pris på positive og sanselige oplevelser livet igennem.”

Dorte Bach Schmidt

Dorte Bach Schmidt er arkitekt og arbejder med hjemliggørelse på Aarhus Kommunes ældreområde og kommenterer i artiklen på læsegruppens spørgsmål og tanker.


Betydningen af et personligt hjem – også på et plejehjem

Inger: Min svigermor boede sine sidste år på et plejehjem. Hun havde få ting med sig fra sit oprindelige hjem; men blandt andet et gulvtæppe, der lå i forbindelse med hendes stol. På et tidspunkt blev det fjernet, da det var for besværligt i forhold til dem, der skulle hjælpe hende rundt. Hun savnede det tæppe meget. Det betød noget for hende. Det var hjemligt. Jeg forstår godt, at det også skal være ordentlige forhold for medarbejderne, så de kan udføre deres arbejde, men de der ting, som fx min svigermors tæppe, de betyder noget for dem, som bor der.

Marianne: Min forandringsvillighed er stor. Overgangen fra hjem-hjem til institution-hjem kan måske være nemmere, hvis man får medindflydelse og bliver spurgt. Det har de jo gjort med mange af beboerne i magasinet her. Folk er blevet spurgt: “Må vi sætte det her broderi af dit op på gangen.’ Der er meget fokus på, at det hele skal være så nemt og praktisk som muligt fx med rulleborde alle steder, men det er ikke hjemligt. I et hjem er der hyggeligt. Det kunne være rart, at der var mere af det, så ville det måske give mere lyst til, at man også færdedes på fællesarealerne med sine pårørende.

“Beboerne bestemmer selv indretningen i deres hjem. Først og fremmest handler det om, hvad beboeren ønsker at omgive sig med. Efterfølgende kan der være noget praktik i forhold til brandsikkerhed, fald og så videre. Det er et vigtigt opmærksomhedspunkt for personalet at sørge for, at der ikke ligger gummihandsker eller blekasser som det første, når man træder ind i hjemmet. Det er først og fremmest et hjem og dernæst en arbejdsplads.”

Dorte Bach Schmidt

Magasinet [pleje]HJEM

Magasinet er lavet med samme formål som et
almindeligt boligmagasin, nemlig at inspirere i dette tilfælde forstandere, medarbejdere, beboere, pårørende og alle andre, der færdes på plejehjemmene – i forhold til indretning af fællesarealer. Alle reportager i magasinet er fra Aarhus Kommunes egne plejehjem.

Find magasinet på https://plejehjem.aarhus.dk/

Drømme og realisme

Vibeke: Hvem sørger for, at det ikke bare ser flot ud på plejehjemmene? Hvem maler væggen blå, hvem sørger for indretningen, blomster osv.?

Marianne: Og hvem hjælper beboerne hen i dagligstuen, som ser flot og hyggelig ud. Det nytter jo ikke noget, at væggen er en flot blå, hvis ikke der er nogen til at sidde foran den flotte blå.

Inger: Det falder på gulvet, hvis der ikke er nogen, som samler den viden op og breder den ud. Magasinet viser både nutid og fremtid.

Marianne: Min mand på 80 år har også læst i magasinet, og hans kommentar var: ’Boligbladene sælger drømme – det her blad sælger realiteter.’

“Forstanderne har det overordnede ansvar for hjemliggørelsen på plejehjemmene. Hjemliggørelsesteamet sætter løbende gang i nye projekter rundt om på plejehjem, og det er meget forskelligt, hvad de enkelte plejehjem har fokus på. Som ethvert andet boligkvarter er det jo afhængig af de mennesker, som bor der, kulturen, rammerne og interesserne er forskellige. Det vigtigste er, at vi kerer os om vores omgivelser og er omhyggelige med det nære – det er der kommet stort fokus på de senere år.”

Dorte Bach Schmidt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *