Jeg bringer roen med mig hjem

I 1980’erne sad han ved knapperne i studiet, når ”Giv en hånd til Afrika” og andre danske pop-klassikere blev indspillet. I dag koncentrerer stjerneproduceren Kim Sagild sig mest om sin egen musik – og om at gå. Den spanske pilgrimsrute, Caminoen, er blevet en passion for ham. I år pakker den aarhusianske vandringsmand rygsækken for 18. gang

 

Tekst Dorte Søholm foto Niels Åge Skovbo

 

Selv om han har passeret folkepensionsalderen, er der stadig fuld fart på Kim Sagild, og energien lyser ud af ham. Han skriver sange, spiller musik og tager ud og holder foredrag om Caminoen. Den legendariske pilgrimsrute, som siden 2003 er blevet en stor del af hans identitet.

 

En livsdrøm for mange

Når Kim Sagild rejser rundt med sit foredrag om ”Kim og Caminoen,” oplever han, at det, han har gjort, er en livsdrøm for rigtigt mange.
”Der sidder altid nogen i salen, som har lyst til at opleve det der med at flytte sig fra sted til sted med ”huset på ryggen”. Camino-drømmen er den klassiske udlængsel tilsat historie og åndelighed. For hvad enten man er religiøs eller ej, er det dybt fascinerende at stå foran den store katedral i Santiago ved rutens slutning og mærke historiens vingesus,” fortæller Kim Sagild begejstret.
Han råder altid folk til at kaste sig ud i det – også selv om de frygter, at de er blevet for gamle. Selv er han 67, og han har ingen planer om at stoppe vandringen.
”Det gode ved Caminoen er jo, at man fuldstændigt selv kan styre, hvor langt man går, og hvor hårdt det skal være. Det er et projekt, som giver en så stor glæde og tilfredsstillelse. Min Camino starter her i Aarhus i november, når jeg køber billetten. Så kan jeg gå og se på den, mens jeg kæmper mig igennem den mørke vinter, og når det bliver forår, intensiverer jeg min træning.”

 

En hilsen fra mor

Kim Sagilds Camino-debut ligger tilbage i 2003, hvor han efter at være blevet fyret fra et undervisningsjob på en højskole som godt 50-årig røg ind i en slags forsinket midtvejskrise.
”Men så hørte jeg en række foredrag i radioen af den gamle journalist Halldór Sigurdsson, som fortalte så medrivende om Caminoen. Og kort efter ringede min søster, Paprika, og fortalte, at hun havde nogle penge til mig, fordi vores mors ring, som hun havde arvet, var blevet stjålet. Hun ville dele forsikringssummen med mig, så pludselig stod jeg med en lille pose penge, som jeg ikke havde regnet med. Selv om jeg hverken er religiøs eller overtroisk, tænkte jeg: Det må være et tegn. En hilsen fra min mor.”
Pengene blev omsat til en god rygsæk, vandrestøvler og andet udstyr samt en flybillet til Madrid, og så kastede Kim Sagild sig ellers ud i den strabadserende vandring. Da han vendte hjem, begyndte han at arrangere Camino-ture for en højskole. Det gjorde han i fem år, og siden har han gået alene bortset fra et enkelt år, hvor han havde sin 13-årige søn med på turen.

 

Camino for 18. gang

Når Kim Sagild til maj tager afsted igen, bliver det hans 18. Camino. Han går altid mellem 200 og 400 kilometer i løbet af 10-12 dage. En enkelt gang tilbagelagde han hele ruten på 800 km.
”Det år, jeg fyldte 60, tog jeg hele turen. Det brugte jeg en måned på. Jeg kunne se i øjnene på dem, der havde gjort det, at det var noget, man skulle prøve,” fortæller Kim Sagild.
Den sidste måned inden afrejsen tilbagelægger han altid 2-300 kilometer for at komme i form til turen og få varmet både led, muskler og fødder godt op.
”Jeg skruer op for træningen og går omkring 20 kilometer tre-fire gange om ugen. Det er helt nødvendigt, for hvis fødderne ikke er i orden, så kommer hele turen til at handle om dem. Og det er synd for hovedet.”

 

Plads til tankerne

Og hovedet er en vigtig del af turen, fastslår Kim Sagild. Han mener, at en vellykket Camino-vandring helst skal være en vekselvirkning mellem væren og tænkning.
”Altså på den ene side handler det om bare at være til stede og glemme sig selv, mens man flytter sig gennem landskabet, og på den anden side skal der være plads til tankevirksomhed, hvor man får bearbejdet nogle temaer eller problematikker i sit hoved, mens man går,” forklarer Kim Sagild.
Han medbringer ofte selv nogle idéer til sangtekster, som han går og roder med – både nye, som skal skrives, og eksisterende, som han prøver at lære udenad. Desuden bruger han turen til at komme igennem overvejelser om store, væsentlige ting i livet.
”Men forudsætningen for, at man får noget ud af turen mentalt, er at fysikken er i orden. Så man ikke går og tænker på, om rygsækken snærer, eller skoene gnaver. Der skal være plads til både tanker og ikke-tanker.”

 

Genvinder roen

Kim Sagild går altid sin Camino i maj, fordi han sætter pris på årstidens lys. Han forklarer, at det hver eneste gang er noget helt særligt at slutte af i Santiago de Compostela og stå ved den store kirke, hvor apostlen Jakobs formodede jordiske rester ifølge legenden skulle være begravet.
”Man møder så mange på turen, som alle kommer med et åbent og nysgerrigt sind. Og i Santiago støder man så på de samme mennesker, som man måske har slået følge med en dag eller nogle timer, og så kan man dele glæden over at være fremme og have gennemført projektet.”
Både mentalt og fysisk har Caminoen haft stor betydning for Kim Sagilds helbred. Han holder sig i gang og træner året rundt for at være klar til turen. Og hans mentale sundhed har også godt af vandringerne, er han sikker på.
”Medier og Facebook skaber så meget uro i vores liv, men Caminoen giver mig en mulighed for at få nulstillet sjælen og genvundet roen, og den ro bringer jeg så med ind i familien, når jeg kommer hjem.”

 

 

 

 

 

Kim Sagilds pakke­liste til Caminoen

Begræns dig. 6 kilo for en kvinde, og 8 for en mand. En rygsæk på 30-35 liter er passende.

Skoene eller støvlerne skal ­købes tre måneder inden turen. Og du skal gå i dem konstant, så de bliver trådt til. Det er vigtigt. Ellers kommer alt til at handle om de fødder…

Køb strømper og undertøj i uld. Og tag kun to sæt med. Husk klemmer til at hænge vasketøjet op med.

Zipp-off bukser – så har du shorts og lange bukser i et.

Gangstave og cykelhandsker, så du får et godt greb. Stavene gør, at man også får brugt overkroppen, når man går.

Solbriller, solcreme og ­regnjakke.

En let, tynd og varm sovepose, som ikke fylder meget.

 

 

 

One thought on “Jeg bringer roen med mig hjem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *