Johanne på 90 år bor i Generationernes hus på Aarhus Ø. Hun er beviset på, at tilværelsen ikke behøver blive grå, bare fordi håret gør det. Hun er vokset op med krigens barskheder på tæt hold, men hun har altid bevaret sin ukuelige optimisme og taknemmelighed over livet. For som hun siger: “Verden er så rummelig.” Læs hendes historie her 

Af: Natasha Videbæk

Johanne er 8 år, da krigen kommer. Hun er stadig hjemme om morgenen den 9. april 1940, da der lyder en brølen udenfor. Sammen med sine søstre får hun hevet rullegardinet op og kigger ud. 

”Vi kalder på mor og spørger, ‘hvad er det, der flyver derude’? Min mor svarede, at det skulle vi ikke tage os af, det var nogle sorte fugle.”  

”Kort efter kom min far hjem, ligbleg. Han var næsten lige taget på arbejde. Mor spurgte om han var syg og han svarede ‘Vi er blevet besat af tyskerne’.” 

Fra den tid ændrede Johannes barndom sig. Cykelkælderen blev omdannet til et beskyttelsesrum med sandsække for vinduerne. Marselis Boulevard husede en gennemgangslejr. De tyske soldater med deres knæhøje læderstøvler patruljerede gaderne. Hendes egen bror blev arresteret for at sabotere tyske vogne ved at komme sukker i tanken. 

”Hver aften blev der tændt en læselampe foret med stanniol, så lyset kunne forstærkes. Det var kun den lampe, der blev tændt. Der var mørklægningsgardiner for vinduerne alle steder. Man turde jo ikke trække vejret de år”, fortæller Johanne.  

Men så kom foråret. 

”Vi børn var nede på gaden, den aften nyheden kom om, at Danmark var fri. Pludselig blev alle vinduer åbnet, og der blev råbt og skreget af glæde. Så gik dørene op nede i gangen, og de gik med Dannebrogsflaget hele vejen ned ad Aalborggade.”   

”Efter det blev alle mørklægningsgardinerne taget ned. Oppe på Harald Jensens Plads blev der lavet et bål, og de blev alle brændt. Og så var der bal – de kaldte det Asfaltballet. Der blev danset til den lyse morgen.” 

En ny slags krigsmaling 

Ligesom så mange andre piger, begyndte Johanne at gå til bal sammen med sine søstre, da hun blev ældre. De deltes om lidt pudder, læbestift og mascara, men deres far delte ikke samme entusiasme. 

”Når vi skulle til bal, så skulle vi ind og stå ret, inden vi skulle afsted. Min far hadede sminke, pudder og ’skosværte’ på øjenvipperne. Vi fik ikke lov at komme uden for døren, før alt var vasket af. Men vi blev ældre og snu.” 

Sminken blev placeret i bunden af opgangen, væk fra deres fars misbilligende blik. Så gjaldt det bare om ikke at blive taget på fersk gerning. 

”Han skulle ikke se os på gaden med fuld krigsmaling. Han sagde ikke noget, vi fik bare fingeren og så var det lige hjem igen, siger Johanne med et smil, mens hun ryster på hovedet.” 

Sammenvævede liv  

Efter sin konfirmation blev Johanne syerske. Hun har blandt andet syet brudekjoler for Salling, dengang det kun var en lille forretning på Sønder Allé. Senere blev hun sygehjælper, men trangen til at skabe sad stadig i fingerspidserne. Da Johanne blev venner med kunstvæveren Ester Bové, fik hun en chance for at bruge sit talent igen. Ester vævede stof til messehagler og bad Johanne sy klæderne sammen. 

”Den sjoveste oplevelse, den havde jeg i Svendborg til en barnedåb. Præsten kommer ind i en grøn kåbe og jeg skubber til min søster og siger, at den har jeg syet. ’Vel har du da ej’, svarede hun.” 

Johanne var villig til at vædde, så sikker var hun. Da de var på vej ud, spurgte hun præsten, hvor han havde sin messehagel fra. Han svarede, at den havde han fra Ester Bové oppe i Solbjerg. Han kunne dog ikke svare på, hvem der havde syet den. 

”Det har jeg. Jeg kunne kende den med det samme, du kom ind i kirken med den,” fortalte hun præsten.  Er det ikke mærkeligt, at jeg skulle til Svendborg for at opleve en af dem?” 

”Senere fik jeg min søster til at hjælpe mig, og de penge vi tjente, kom vi i ’messepungen’. Dem rejser vi for, aftalte vi. Vi er kommet rigtig mange steder hen, fordi vi sad der og hyggede os.”  

Grevinden på første sal   

Johanne bor i det nybyggede Generationernes Hus på Aarhus Ø, og hun har ikke fortrudt det ét sekund. Her har hun fundet sin højborg. 

”Når jeg ringer til mine døtre, siger jeg aldrig ‘det er mor’. Jeg siger ‘det er grevinden på første’,” fortæller hun med et skævt smil. 

”Jeg har altid været omgivet af mennesker, så det her, det er lige mig.” 

Livet skal leves 

Huset er fyldt med mennesker ligesom Johanne. Dem, der gerne vil komme hinanden ved. Johanne deltager selv i utallige arrangementer i huset eller inviterer både gamle og nye venner op til en kop kaffe. Hun er endda ved at starte en kaffeklub op sammen med nogle af dem, hun spiser aftensmad med. En anden beboer er ved at starte banko op, hvilket Johanne tror vil være godt for de ældre. Med et grin tilføjer hun: 

”Jeg er også selv en af de ældre, det glemmer jeg bare!” 

Til trods for sin alder er Johannes kalender typisk helt fyldt – præcis som hun foretrækker den. Hun har knogleskørhed, gigt og skoliose, men hun nægter at lade hendes begrænsninger stoppe hende fra at nyde den tid, hun har tilbage. 

En uge i Johannes kalender 

Mandag: Familiebesøg med aftensmad i Øens Madhus 

Tirsdag: Formiddagsdans med daginstitutionen Børnenes Ø  

Onsdag: Træning  

Torsdag: Besøg hos en gammel kollega  

Fredag: Træning  

Lørdag: Se på til dansetræning 

Søndag: Fri 

”Det negative, det har jeg aldrig kunne bruge til noget. Jeg frygter ikke døden, men selvfølgelig tænker jeg på det. På et tidspunkt må jeg op og se, hvad der sker deroppe, men jeg gider ikke tænke for meget på det i den tid, jeg har tilbage,” siger hun.  

Et fast element i Johannes hverdag er caféen Øens Madhus, hvor hun spiser hver eneste dag. Der er stort set altid selskab at finde, når Johanne sætter sig til bords kl. 18. 

”Når du går ned og sætter dig i caféen, kan du altid spotte dem, der bor her. Så spørger de, om jeg har noget imod, at de sætter sig ved siden af mig. Bestemt nej! Og så går rouletten.”