Lyset spiller en afgørende rolle i Marianne Kjærs liv. Det går igen i hendes digte, hendes malerier, lysinstallationer, når hun læser, færdes i naturen og i samværet med andre mennesker. Men hvordan holder hun fast i lyset, når det pludselig sløres, fordi synet svigter?

Tekst: Jannie Lindberg Sundgaard Foto: Niels Aage Skovbo

“Jeg er virkelig bremset i min naturlige udfoldelse. Mit syn betyder så meget for mig, i alt hvad jeg gør. Pludselig en morgen vågner jeg op og ser dobbelt
på mit venstre øje. Lægerne ved ikke, hvad det skyldes, og jeg skal undersøges yderligere, men usikkerheden fylder. Hvad er der galt? Er det alvorligt? Bliver mit syn godt igen? Jeg prøver at se det lidt fra den humoristiske side, hvordan jeg fægter med bestikket til aftensmaden, når jeg skal skære en kotelet. Min mand smiler til mig. Det er jo også lidt komisk. Jeg har fået en klap til at tage for øjet. Mit barnebarn synes, det er noget af det sejeste. Men klappen er stiv og hård at have på. Jeg kan ikke læse mine elskede bøger, skrive eller male. Så jeg lytter meget til podcasts og P1-programmer, som skærper min hjerne. Jazz, klassisk, opera og meditationsmusik. Jeg finder ud af det på trods af øjet, for jeg vil finde ud af det.

Min kamp

Mine forældre repræsenterede to modpoler. Min far var kommunist og min mor opvokset med grundtvigianske værdier. Det gav – for mig og mine to brødre – nogle sammenstød gennem vores opvækst, men også forståelse for menneskers forskelligheder og respekt for hinandens holdninger. Min studietid på seminariet var præget af marxismens ideologi og kamp. At kæmpe for rettigheder i både det store og små. I dag er jeg langt mere dialogsøgende og kampen mere i baggrunden. Det med at føle sig som en del af noget er afgørende for mig. At finde sin flok og have gode og nære relationer. For at kæmpe kan blive ret ensomt.

Erindringsglimt

Min søn opfordrede mig for noget tid siden til at skrive mine erindringer. Han vil gerne forstå, hvor det er vi ligner hinanden, hvad vi kommer fra, og hvad jeg har oplevet. Hvis det nogensinde når ud af skrivebordsskuffen, så bliver det ikke som en kronologisk erindringsbog. Jeg oplever mere glimtvis. Det ligger lige nu som små blandede tekster, blandt andet små poetiske stykker og et dramastykke med rigtige regibemærkninger med min mor, far og mig, som besætter rollerne. Som mor spørger man nok altid sig selv, om man har givet sine børn styrke nok til at klare de bump, der er på vejen i livet. For mig er det en fornøjelse at se mine børn vokse op og mestre deres liv og de ting, de bokser med. Vi har altid talt om tingene, men de skal kunne klare
deres liv selv, og det kan de. Det fylder mig med stor glæde. Det er vel nok den bedste test på, at noget er lykkedes, at ens børn magter de udfordringer, de står overfor.

Livsvidner

Min mand er 82 år og jeg er 68. Det er en aldersforskel, som vi taler om. Især efter vi er blevet ældre. De forandringer, der sker med os hver især, hvordan vi har det og gerne vil have det, om vi bor det rette sted eller skal noget andet og om, at vi skal herfra. Vi har været gift i 34 år, og det er fantastisk at leve sammen med et menneske, som har været vidne til ens liv i så mange år. Som man har delt så meget med. Vi er der for hinanden.

Vi har nogle tætte, gode og lange venskaber, som går over 25 år tilbage. Vennepar, som vi blandt andet går i biografen med. Det betyder noget særligt at være sammen med nogen, som man kan regne med, hvor man kender hinanden så godt. Det gælder også den læsekreds, jeg er med i, hvor vi er fire kvinder, der deler sorger og glæder – og litteratur.

Og så er der naboskaberne, som fylder i det daglige; en snak på vejen, et smil, et vink – et godt råd. Det oplever jeg også i det fællesskab, jeg har i kirken. Jeg sætter stor pris på at komme i kirken, det giver mig også et netværk i lokalområdet. Et netværk, som jeg mærkede med al tydelighed, da jeg udgav digtsamlingen: Mellemøjeblikke. Jeg havde spurgt, om jeg måtte holde et lille arrangement på Åby bibliotek og før, jeg vidste af det, havde Åby bib-vennerne og biblioteket involveret sig i det. “Vi skal da lave en fernisering,” foreslog de. Det endte med, at der kom tre musikere og spillede, og jeg læste op. Der var 70 gæster. Det havde jeg slet ikke regnet med. Det betød virkelig meget, at de gjorde alt det for mig, så jeg er meget taknemmelig.

Livet er smukt

Tænk, at vi lever i et land, hvor vi har lov til at udtrykke os, som vi gerne vil. At vi har muligheden for at sætte vores personlige mærke og trodse janteloven. Det sætter jeg stor pris på. Det kan godt være svært for mig at tro, at jeg har lov til at lave en udstilling eller udgive en bog, men jeg vælger at tro på det og gøre det. Der er jo en eller anden form for forfængelighed forbundet med det, du producerer som kunstner, men det er ikke det, som fylder mest for mig. Det gør den dialog, jeg har med de mennesker, som ser mine værker. Den betydning det har for dem, hvordan de påvirkes, og hvordan de opfatter det.

Jeg havde på et tidspunkt udstillet en lysinstallation i sognegården, og medarbejderne der blev så glade for den, at de bad om, at den kunne få lov til at blive hængende. Den skabte glæde og lys i deres hverdag. Man kan skabe mange barrierer for sig selv ved at møde det svære
med kamp og modstand, men jo mere man går med det og beder om hjælp, jo mere mening giver det. For der er altid hjælp at hente. At turde tro på, at jeg ikke skal kunne klare det hele selv, men at der er nogen, som gerne vil dele det med mig, hvis jeg rækker hånden ud. For livet er smukt. Der er altid noget, der er værd at hylde.

MELLEMØJEBLIKKE
Marianne Kjær har udgivet digtsamlingen: Mellemøjeblikke. En samling haikudigte, en til hver uge i året, der suppleres med akvareller, fotos og malerier, som hun selv har lavet. Som der står på bogens bagside: “De store øjeblikke har vores fulde opmærksomhed… Denne digtsamling samler
på mellemøjeblikke. Sådanne øjeblikke defineres som uventede momenter af forklarelse, total optagethed og fordybelse.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *