“Jeg fik jo også en datter”

For 12 år siden trippede to små piger sammen med deres mor ind i Anni Lenoras liv. Hun havde meldt sig som reservebedste gennem Aarhus Kommune, og det var bogstaveligt talt noget af det “bedste”, hun har gjort.

Tekst: Jannie Lindberg Sundgaard / Foto: Niels Aage Skovbo og privat

 

“Jeg ved ikke, om det var skæbnen, eller hvad det var. Jeg havde i længere tid nøje overvejet, om jeg skulle melde mig som reservebedste hos Aarhus Kommune. Jeg havde ingen børnebørn på det tidspunkt og regnede måske heller ikke med, at der kom nogen, men jeg savnede virkelig små børn i mit liv. På det tidspunkt var jeg 66 år.

“Jeg fik en aftale med en fra Aarhus Kommune, som kom på besøg. Vi havde en god snak, og det mærkelige er, at hun ringede til mig allerede dagen efter og fortalte, at hun, da hun var kommet hjem fra samtalen med mig, var blevet kontaktet af en mor, som havde hårdt brug for en reservebedste til sine to små piger. Og hun boede endda i samme by som jeg.”

“Efter tre dage kom moren og hendes to piger på besøg hos mig, så vi kunne se hinanden an og se, om vi kunne lide hinanden. Og det skal jeg lige love dig for, at vi kunne.”

 

En usikker sjæl

“Som barn var jeg en lille usikker sjæl. Min mor og far var min verden. De døde begge, da jeg var i tyverne, så da jeg selv blev mor, havde jeg ingen forældre at søge erfaring hos. Min mand rejste meget med sit job, så jeg var en del alene med vores søn og måtte selv finde min vej i det. Det har gjort mig stærk på nogle punkter, og jeg har altid haft lyst til at gøre noget godt for andre. Det var først efter, at jeg havde meldt mig som reservebedste, at jeg fortalte min mand om det. Han støttede mig i det og synes, at det var en god ide.”

“Det var jo ikke fordi, jeg manglede kærlighed og så alligevel – jeg manglede kærlighed fra børn. Og det fik jeg i den grad fra pigerne. De skulle lige se mig lidt an i starten, men der gik ikke længe, før det hed: “Mor-Anni” kommer, når jeg troppede op. Fordi vi boede så tæt på hinanden, kunne de selv cykle frem og tilbage.”

 

Kolbøtter og krigstid

“Det får mig stadig til at grine, når jeg tænker tilbage på den første gang, jeg skulle hjem til dem og passe pigerne.

“Jeg spurgte, om de ikke kunne finde en madras, som vi kunne lægge på stuegulvet. De kiggede begge måbende på mig.
“Nu skal vi have lidt sjov,” sagde jeg til dem. Og så slog jeg kolbøtter hen af madrassen! Deres ansigter, altså; de troede jo ikke deres egne øjne, men så kom der ellers gang i dem. Jeg må indrømme, at jeg var noget træt, da jeg tog hjem den aften, der var nok gået lidt overmod i det for mig. Men det var sjovt! Pigerne taler stadig om dengang, da mor-Anni slog kolbøtter på stuegulvet.”

“Man behøver jo ikke slå kolbøtter sammen, men man skal finde noget, som man kan sammen, så det ikke kun bliver historielæsning. Det er også godt, men man skal også være aktive sammen med børnene, give dem nogle gode oplevelser og lære dem noget. Det kan jo være alt muligt.”

“Jeg kunne godt læse en historie for pigerne, og når den så var slut, så sagde de til mig: “Mor-Anni, fortæl om dengang du var barn. De elskede at høre om det. Jeg er barn af krigen, og dengang var tiderne knappe. Jeg voksede op i en arbejderfamilie, og vi havde ikke ret meget, men jeg var glad for det, vi havde. Det er fortællinger fra en anden tid, som børn i dag ikke rigtig kan forholde sig til, men de synes, det er spændende at høre om det. For det er ikke bare en historie, det er sket i virkeligheden.”

 

“Jeg er heldig”

“I dag er pigerne jo store teenangere på 16 og 18 år, så de har ikke brug for mig på samme måde, som da de var yngre. Men jeg ser stadig deres mor ofte, og vi har to helt faste traditioner om året. En juletur i Den Gamle By og en sommerudflugt et sted ud i det blå.”

“For få år siden skete der så noget helt nærmest magisk. Min søn fik en søn, og jeg blev farmor. Da han og hans kæreste fortalte mig det, måtte jeg gå for mig selv et øjeblik og fælde en tåre. Jeg kunne næsten ikke tro, at jeg kunne være så heldig. At få så meget godt i mit liv. De bor på Sjælland, og vi har en fast aftale om, at jeg kommer på besøg en gang om måneden. Den lille purk skal vide, hvem hans bedstemor er – og det gør han også. Jeg er jo godt klar over, at jeg måske ikke når at se ham blive konfirmeret, min alder taget i betragtning, derfor har jeg også skrevet en masse fortællinger om min barndom og liv ned til ham. Så har han altid det til minde om sin bedstemor. Det er dejligt at tænke på.”

 

“Vi er jo familie”

“Det har været meget lykkeligt for mig at være reservebedste. Vi endte jo med at blive en lille familie. Det havde jeg slet ikke forestillet mig dengang, vi mødte hinanden første gang. Man kan jo ikke vide, om man passer sammen. Vi har kendt hinanden i 12 år nu, og det er flere år siden, jeg stoppede med at være reservebedste hos Aarhus Kommune. Jeg vil gerne vise pigerne og deres mor, at det her ikke er for sjov, vi er jo en familie. Det skægge er, at vi i dag nærmest selv tror, at vi er i familie sådan rigtigt – jeg mener; hvordan kan vi ellers have det så godt sammen? Det føles jo som at være i familie! Både pigerne og deres mor siger jævnligt til mig, at jeg har gjort så meget godt for dem, men de har jo også gjort så meget godt for mig.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan bliver du familieven (reservebedste)

Kontakt Børns Voksenvenner Aarhus på aarhus@voksenven.dk eller ring på 31 95 14 41 og hør nærmere. Du kan også læse mere på voksenven.dk/bliv-familieven. Hvis du allerede har besluttet dig, så kan du udfylde ansøgningsskemaet på hjemmesiden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *