”Jeg vil hjem til mor og far”

Aarhus Sporvejes chauffører møder alle slags mennesker, også dem med demens. Det kræver indblik, viden og venlighed.

 

”Jeg skal hjem!”

”Hvor skal du af? Så skal jeg sige til, når vi er der.”

”Jeg skal til Egå.”

”Javel, ja, så må vi se, om vi kan få dig hjem. Hvorhenne i Egå? Bor du i Egå?”

”Jeg skal hjem til mor og far…””

Jeg kunne jo godt fornemme med det samme, at der var noget galt. Og da hun, en dame på over firs, sagde at hun ville hjem til mor og far, så var jeg klar over, at det nok var demens,” siger chauffør ved Aarhus Sporveje Jean Philip Ricard.

 

Chauffører undervises i demens

Der bliver nikket rundt om bordet. Der er kaffepause i undervisningen på Aarhus Tech, hvor et hold chauffører er i gang med efteruddannelse. Dagens sidste to lektioner handler om, hvordan man agerer, når man møder mennesker med demens. Alle kan historier. Om ham, der var kommet afsted uden bukser. Om hende, der ikke vidste, hvordan hun skulle komme hjem. Om den nydelige ældre dame, der altid råber ’KØR, KØR, KØR FOR SATAN!’ ud i hele bussen, når lyset skifter til grønt.

 

Er han fuld…?

Efter kaffepausen på Aarhus Tech i Viby fortæller demensfaglig udviklingskonsulent ved DemensCentrum Aarhus Pia Østergaard om nogle af de mange forskellige former for demens og underviser i symptomer og håndtering. ”Demens har mange former, og ikke to personer med demens har brug for nøjagtig samme hjælp. Nogle bliver angste, nogle bliver irriterede, forvirrede eller glemsomme, mens andre bliver opfarende. Og nogle gange kan det faktisk være svært at vide, om en person har demens eller bare er beruset,” forklarer Pia Østergaard blandt andet.

 

Slemme buschauffør

Det kender alle chaufførerne på dagens hold til, og de er glade for at få koblet viden og teori på de praktiske erfaringer. ”Det sker vel en to-tre gange om ugen, at jeg støder på en passager, der opfører sig… anderledes. Vi prøver at hjælpe, så godt vi kan. Ofte handler det om at tale vedkommende til ro og få ham eller hende til at føle sig tryg,” mener Jean Philip Ricard, der fik kvinden, der ville til Egå, placeret trygt i et bussæde og derefter ringede til politiet. ”Der kom en sød, kvindelig betjent og fulgte hende hjem, men det var hun vist ikke helt tilfreds med. Det gør mig ikke noget at blive skældt ud, for jeg var bare glad for at hun blev hjulpet, men jeg har grint lidt af det siden, for da de gik ud af bussen, kiggede damen på mig og udbrød: ’Slemme, slemme buschauffør!”

 

  • Mødet med demensramte i Aarhus Sporvogne
”Der var en gang en herre, der blev siddende i bussen hele vejen til endestationen, fordi han ikke kunne huske, hvor han skulle af. Men jeg havde lagt mærke til ham, da han stod på, så da vi kom forbi på vej tilbage, standsede jeg ved plejehjemmet og fulgte ham ind til personalet, der tog sig af ham. Den slags skal der være tid til, og de andre passager har stor forståelse for det,” siger afløser hos Aarhus Sporveje Poul Jørgen Dybdal. Ved siden af afløser-jobbet er han personalekonsulent og har tidligere være personaledirektør hos blandt andet Jyllands-Posten og Grønlands Energiforsyning. Han er vant til at arbejde med mennesker og møder nye opgaver med største ro. ”Der er lang tradition hos Aarhus Sporveje for, at man hjælper alle, der har brug for det,” siger han og fortæller om en gang, han fra bussen så en ældre dame sidde i vintervejret i alt for lidt tøj. ”Anden gang jeg kom forbi og hun stadig sad der, ringede jeg til politiet, som tog ud og hjalp hende hjem. Det er de søde til, og de lytter, når vi ringer,” siger han; ”vi er jo nødt til at hjælpe hinanden!”

 

Tekst: Pernille Bonne

Foto: Per Ryolf