“Jeg er ingen ekspert, jeg er bare et menneske”

“Verden i dag er voldsom med alt for meget fokus på mig, mig, mig. Jeg føler mig meget privilegeret, men er bekymret for mine børnebørns fremtid. Vi skal passe bedre på hinanden, vores jord og det liv, vi har fået.” Mød Jytte Abildstrøm, der som 85-årig i høj grad stadig er flyvende med drømme om en mere enkel og rolig fremtid.

 

Da hun lå der på gulvet i bofællesskabet med et hjerte, der satte ud, tænkte hun: “Hvis jeg dør nu, så har jeg haft et godt liv.” Hun var 70 år. Heldigvis rakte kræfterne til at ringe 112, og efter en stor hjerteoperation nogle år senere, hvor “mit hjerte nærmest blev pakket ind,” som hun selv beskriver det, har Jytte Abildstrøm i dag stadig meget på – netop hjertet.

 

Tekst: Jannie Lindberg Sundgaard / foto: Emil Jakobsen

 

Velkommen

Smilet er stort og varmt, da Jytte Abildstrøm byder indenfor på Riddersalen, det knap 130 år gamle teater, hvor hun var teaterdirektør i over 40 år. Hun er lige blevet opereret for grå stær, men blikket er intenst og imødekommende og smilet ligger hele tiden på lur.

“Tænk, at det, der startede i en kælder i London, hvor jeg tilfældigvis kom forbi, blev mit liv,” siger hun og griner.

Og sådan er der så mange tilfældigheder, der har spillet ind i Jytte Abildstrøms eventyrlige liv. Et levet liv bygget på et fundamentet af respekt for andre mennesker og for naturen.

 

Opvækst i krigens skygge

Da Jytte Abildstrøm voksede op under besættelsen, lå det ikke umiddelbart i kortene, at hun skulle blive skuespiller, teaterdirektør og miljøforkæmper.

“Jeg startede i skole den 1. april 1940 og ni dage efter, blev Danmark besat. Min far var halvt jøde, deraf kommer mit navn Zabell, og mine forældre var meget bekymrede for vores afstamning under krigen. Vi boede i et lille hus i Vanløse, da min far mistede sit arbejde. Pengene var små og mine forældre vidste ikke, hvordan vi skulle få mad på bordet. Derfor blev jeg sendt ned på en gård på Stevns og her startede mine drømme om jord, luft, ild og vands betydning for vores liv. Jorden og vandet er frugtbarhed, uden luft kan vi ikke trække vejret og uden lys, får vi ingen energi. Når jeg hjemme i Vanløse gravede tørv op i haven til den lille kamin, vi havde til at opvarme huset, spurgte jeg ofte min far, hvor længe vi kunne blive ved med at grave tørv, når vi ikke gav noget tilbage til jorden.”

På gården på Stevns voksede Jytte Abildstrøms forståelse for, hvordan natur og mennesker påvirker hinanden, og dermed også drømmen om at passe bedre på jorden. Og her havde selveste H.C. Andersen en finger med i spillet:

“H.C. Andersen er mit grundfundament. Mine forældre læste ofte højt af hans eventyr for os som børn, han var en vis mand. Det forunderlige ved folkeeventyr er den store rolle, som naturen spiller og det enkle liv. Tænk bare på Klods-Hans; hans to brødre vinder ikke prinsessen med udenadslære eller viden, men Klods-Hans vinder hendes hjerte med en træsko, en krage og noget mudder. Når naturen møder intellektet, så kan det kun gå fremad.”

 

Ungdommens drømme

I 1952 blev Jytte Abildstrøm student. Det lå heller ikke i kortene. Hun havde det svært med dansk stil og fik dårlige karakterer. Men så fik hun indført karakterfri dansklæsning. Og student blev hun. Mange af hendes jævnaldrende drømte om at blive gift, og Jytte Abildstrøm havde også en kæreste, men…

“Han slog op den 13. december 1952, og så stod jeg der.”

Så i stedet for at blive gift uddannede Jytte Abildstrøm sig på Handelshøjskolen til tre-sproglig korrespondent. Mens hun studerede, medvirkede hun i adskillige studenterrevyer.

“Min storebror havde bragt mig ind i nogle studenterforeninger, hvor der både var revy og foredrag, og det var genialt. Jeg tænkte, at så kunne jeg jo blive både klogere og more mig på samme tid. Da jeg fortalte min far, at jeg søgte optagelse i studenterrevyen, sagde han:
“Du kan ikke synge, du kan ikke replikker, og du ser ikke godt ud.” Og så gik jeg ind og blev optaget – er det ikke mærkeligt? Sammen med Kirsten Walther og Klaus Rifbjerg.

Foredragene i studenterforening­erne var med til at fylde viden og oplevelser på den videbegærlige unge kvinde.

“Mine forældre var meget optagne af ordet og de konsekvenser og handlinger, der ligger bag. Jeg har været til så mange fantastiske foredrag med så mange forskellige mennesker. Tænk dig, jeg har siddet ved siden af Freuds niece kl. fem om morgenen og hørt et foredrag på tysk om Freud og hans psykoanalyse. Hold da kæft mand, at sidde ved siden af Freuds niece. Der var så meget ånd i de foredrag.”

Skuespillerkarrieren gik samtidig derudad, men i 1959 fik Jytte Abildstrøm en revy-opgave, der fik hende til at tage en beslutning:

“Jeg skulle lave et indslag, hvor jeg hånede Karen Blixen, fordi hun ikke havde fået Nobels fredspris, men jeg syntes, Karen Blixen var et meget begavet menneske. Folk morede sig meget, men hvorfor skulle jeg håne hende? Hvor langt kommer vi med hån? Er du klar over, hvor syge folk bliver af hån og mobning? Det er forfærdeligt. Det var sidste gang, jeg lavede satire.

 

Tilfældighedernes (dukke)spil

Efter at have fået sønnerne Lars og Peter var Jytte Abildstrøm på en rejse til London i de tidlige 1960’ere, og det blev startskuddet til drømmen om en ny måde at lave teater på.

“Jeg faldt over et sted, hvor der stod ‘hånddukketeater’ i en kælder. Der oplevede jeg Philpotts ‘Punch and Judy dukketeater’ og blev i den grad grebet af dukketeatret. Hjemme byggede jeg mit eget lille hånddukketeater og ville egentlig bare optræde for min egen familie, og ved du hvad – så blev det jo mit liv.”

Det lille dukketeater voksede og blev et professionelt børneteater, som senere flyttede ind i Riddersalen på Frederiksberg, hvor Jytte Abildstrøm vardirektør i over fire årtier.

“Jeg føler mig meget privilegeret. Alle de mennesker jeg har mødt, hvis ikke jeg havde mødt dem, så havde jeg ikke siddet her. Du skal møde nogen, hvor du i forvejen har et kim af de samme livsholdninger, som du så udvikler videre på. Som Storm P. sagde: “Hvis ikke I tror på tilfældet, så tænk på det, når I næste gang møder tilfældet.”

 

 Håbet for fremtiden

Jytte Abildstrøm har set og oplevet mangt og meget rundt om i verden. Men i dag er hun meget bevidst om de konsekvenser, det har for både klima og os mennesker, når vi farer verden rundt.

“De rejser, jeg har været på, som virkelig har givet mig noget, er jo ikke charter- eller skitur. Det er de rejser, hvor jeg har spillet og oplevet teater og mødt mennesker med en passion. For nogle år siden var jeg i Indien, og den måde, de laver teater på, er så medrivende. De er så fattige, men det handler ikke om fattig eller rig, det handler ånd og sjæl. Og fordybelse, og ro! Hvis ikke jeg var så gammel, så var jeg flyttet til Indien.”

Med sine 85 år kan Jytte Abildstrøm godt mærke, at kræfterne ikke er de samme længere, men hun har ikke tænkt sig at sætte sig hen i et hjørne af den grund.

“For ti år siden begyndte jeg at male akvarel, fordi jeg ikke kunne sove om natten. Så læste jeg nogle bøger om det og meldte mig til et kursus. Det giver mig ro at male. Det hele skal gå så stærkt i dag, og det er ikke sundt for nogen. Jeg har et motto: ‘Bliv hjemme, sid stille og tænk dig om.’ Med det mener jeg, at vi skal holde op med at tro, at drømmene findes alle mulige andre steder end der, hvor vi er. Vi burde blive hjemme, sætte os ned og tænke os om. Finde roen og fordybelsen.”

 

Vi skal hjælpe hinanden

Da Jytte Abildstrøm for nogle år siden blev inviteret til at deltage på en stor konference med fokus på demens, var hun først lidt usikker på, hvad hun kunne bidrage med:

“Jeg var glad for invitationen, men hvad ved jeg om demens? Jeg er jo bare naiv og har ingen uddannelse inden for området.”

Men måske er det netop den ægthed og naivitet, som gør forskellen, når hun optræder for mennesker, der er ramt af demens.

“Der er nogle, som ikke tror på, at man kan nå mennesker med demens. Jeg hører ind imellem kommentaren: ‘De kan jo ikke huske det alligevel.’ Det gør mig så vred. ‘Vil du være sød at tale ordentligt, det er et andet menneske, du taler om.’ Når jeg kommer med min harmonika, fremsiger et lille digt eller spille på saven, så er det som om, at den klap, der er gået ned over erindringerne, åbnes for en stund. Jeg tror på, at vi kan og skal hjælpe hinanden.”

De sidste 20 år har Jytte Abildstrøm boet i et økologisk bofællesskab. Her bor der 100 mennesker, hvoraf de er 20 seniorer, 20 unge og resten er børnefamilier. Det er en boform, Jytte Abildstrøm sætter stor pris på:

“Vi skal ikke lave oldekoller, hvor der kun bor ældre mennesker. Når jeg går tur hjemme, så møder jeg altid nogle forskellige, fx et barn, som lige har lært at cykle, og så får vi en snak om det. Vi gamle har et ansvar for at hjælpe de unge på vej. At sprede ringe i vandet. Jeg siger altid: ‘Du skal ikke gøre som mig.’ Ethvert menneske må gå sin vej og finde den vej, der hjælpe for dem. Men jeg vil gerne fortælle, hvordan jeg gør, og så kan andre jo se, om det er noget for dem.”

“Min lille filosofi er, at selvfølgelig skal vi fokusere på, ‘hvordan får jeg mit liv til at fungere,’ men vi skal også fokusere på helheden. Vi skal give hinanden plads til at være dem, vi er og i stedet hjælpe hinanden mere – og sige tak, for det er jo en ret fantastisk tilværelse, vi har.”

Drømmen om økologi i børnehøjde

Jytte Abildstrøm har i forbindelse med Riddersalen startet Øko-huset op. Et kæmpe drivhus ved siden af teatret, hvis formål er at formidle viden til børn om økologi og bæredygtighed. Hun har også været med i opstarten af “Haver til maver,” som er en landsdækkende almennyttig forening, der arbejder for at styrke primært børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed.

 

Jytte Abildstrøm om sundhed

Sundhed er ikke bare at løbe en tur. Alt det med at træne bare for at træne. Sundhed er at gå i naturen og nyde et græsstrå, himlen, luften og være til stede og have ånden med sig. Sundhed er ikke at have så travlt. Vi skal sætte tempoet ned og finde mere ro.

 

Tre yndlingsfortællinger:

• Klods-Hans
• Dyndkongens datter
• Tommelise

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *