Jeg lever livet farligt, siger de

Bent Sørensen har det bedst med selv at holde styr på pengekassen og stykke sin pension sammen. Den tidligere købmand kan godt leve med en risiko, så længe han selv tager beslutningerne.

Om morgenen, når Bent Sørensen har drukket sin morgenkaffe og læst Børsen, griber han mobilen og tjekker appen Euroinvestor. Han skal lige se, hvordan hans aktier har det.

“Se her! Det aktieindex, hvor jeg har de fleste af mine investeringer, er faldet med en halv procent. Det vil sige, at jeg i dag har tabt 3-4000 kroner. Men i morgen kan der så være en fortjeneste. Det går op og ned, og det ødelægger ikke min dag, hvis der står minus. Men det er selvfølgelig sjovere, når det går opad,” smiler Bent Sørensen.

 

Måtte selv spare op

Han har været på efterløn i nogle år, men da han fyldte 65 i 2018, blev han folkepensionist. Som selvstændig købmand gennem tyve år var han ikke omfattet af nogen pensionsordninger, så han har selv sparet op til sit otium.

“Jeg tænkte på et tidligt tidspunkt, at jeg selv måtte begynde at lægge noget til side til min alderdom. Men det gjorde godt nok ondt hvert år i december, når man skulle trække 25-30.000 ud. Specielt de år, hvor overskuddet var beskedent. Men jeg gjorde det, og det er jeg jo ret tilfreds med i dag,” forklarer Bent Sørensen.

De penge, han sparede op, blev anbragt i en pensionsordning i en bank, som skulle have 1,6% i gebyr for at forvalte pengene.

“Jeg opdagede på et tidspunkt, at den ordning havde kostet mig 40.000 kroner på et år. Formuen stod simpelt hen og svandt ind. Derfor tog jeg pengene ud og besluttede at prøve at gøre det bedre selv. Og det er lykkedes. Det er jo ikke raketvidenskab,” siger Bent Sørensen.

 

Lever med risikoen

Nu står en del af formuen i aktier i en såkaldt passiv investeringsforening, hvor omkostningerne er 0,6% pr. år. Mange pengeinstitutter advarer mod at satse udelukkende på aktier, men det er dem, der giver det højeste afkast, og Bent Sørensen indrømmer, at det er det, der driver ham.

“Jeg lever livet farligt, er der mange, der siger. Men en del af min formue har jeg sat hen som kontanter, og jeg ved, at jeg kan tåle at tabe det, jeg har investeret i aktierne. Den risiko kan jeg godt leve med set i forhold til de afkast, jeg har fået.”

Han understreger, at det er et temperamentsspørgsmål, om man kan leve med udsvingene.

“Jeg kan godt holde ud at tabe nogle penge ind imellem, når det er mig selv, der tager beslutningerne. Men jeg har nu for det meste haft heldet med mig. Set over de sidste 10 år har jeg nok i gennemsnit fået 10% pr. år, mens bankernes gennemsnit ligger på 6-7%,” vurderer Bent Sørensen.

Ud over investeringerne har den økonomisk bevidste pensionist også forberedt sit seniorliv på andre måder. Huset i Holmstrup, hvor han og hans kone har boet i 30 år, er næsten betalt ned, så huslejen er minimal.

 

Svært at bruge pengene

Det der med at begynde at bruge af pengene, går det dog ikke så godt med, indrømmer Bent Sørensen.

“Ja, nu har jeg sparet op i så mange år, og hvornår skal jeg så bruge dem? Det er faktisk svært at begynde på. Det er nok købmanden i mig, der træder i karakter. Min kone synes også, at jeg er frygteligt pinlig at have med ud at handle, fordi jeg altid vil have varerne billigere. Om det så er i El-Giganten, eller hvor vi nu køber noget, så kaster jeg mig ud i diskussioner med ekspedienterne for at få rabat,” griner Bent Sørensen.

Han har indset, at han nok ikke når at få brugt sin formue. Men så er det jo godt at tænke på, at de to døtre kan få glæde af pengene til sin tid.

Ud over at holde styr på sine aktier arbejder Bent Sørensen stadig nogle timer om ugen i et firma, som leverer frugt til virksomheder. Desuden styrer han som frivillig kasserer økonomien i en genbrugsbutik og i den lokalhistoriske forening i Tilst.

De penge bliver der dog ikke gamblet med, forsikrer han. Og når han om tirsdagen mødes for at spille whist med en flok pensionerede købmænd, er der heller ikke penge på bordet. farligt lever Bent Sørensen heller ikke livet…

 

 

Købmandens gode råd:

•  Du skal aldrig investere i aktier for lånte penge

•  Du skal kunne sove om natten. Hvis man ikke har is i maven i forhold til op- og nedture i kurserne, er aktier en dårlig måde at investere sine penge på

•  Hvis man har et stort beløb stående i kontanter, kan man godt prøve at presse banken til at give lidt renter, hvis man vil binde pengene. Man får jo ikke noget, hvis man ikke spørger

•  Uanset om man er lønmodtager eller selvstændig, er det en god idé at få en aftale med en pensionsrådgiver og få lagt en plan for, hvornår man skal tage hul på sine pensionsmidler eller opsparinger, så man får mest muligt ud af dem

•  Planlæg i god tid. Hvis man gerne vil blive boende i sit hus som pensionist, er det en god idé at have betalt det ud, så du kan bo stort set gratis

 

Den bedste…

”Den bedste aktie, jeg har,  er en fra DSV, som jeg købte for 13.000 kroner. Nu er den 230.000
kroner værd. Men den kan også gå den anden vej,”  forklarer Bent Sørensen.

 

… og den dårligste

”For 15 år siden købte jeg en aktie i ØK for 10.000 kroner. Den kan man ikke få mere end 250 kroner for i dag. Ja, sådan kan det gå…”

 

TEKST Dorte Søholm FOTO Niels Åge Skovbo

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *