”Jeg sendte en mail, hvor jeg skrev ”HJÆLP!”

Når et menneske bliver ramt af alvorlig sygdom, rammes omgivelserne også. Det oplevede Birgit Albertsen, hvis mand er hjertepatient. To gange var han døden nær, og angsten rykkede ind i deres hverdag. Birgit Albertsen fik behov for at tale med nogen uden for familien. Det fandt hun hos Aarhus Kommunes psykologtilbud til pårørende.

 

 

Tekst; Dorte Søholm / Foto: Niels Åge Skovbo

 

Da Birgit Albertsen havde gået hvileløst rundt mutters alene på en tysk autocamper-plads i to uger, mens hendes mand var indlagt akut på et hospital efter hjertestop, kunne hun ikke mere. Hun var slidt op. Hendes tanker myldrede i alle retninger. Hun havde boet i parrets autocamper og forsøgt at finde ud af det praktiske omkring indlæggelsen i udlandet, mens tankerne hele tiden kredsede om hendes dødssyge mand.

Var i panik

”Da vi kom hjem, efter at min mand havde fået indopereret en pacemaker i Tyskland, havde jeg meget brug for at snakke med nogen, som kunne se dybere ind i mig, for jeg var i panik og kunne ikke selv overskue noget som helst. Og alligevel var det mig, der skulle holde sammen på det hele, for min mands hjerne havde taget skade, og han kunne ikke huske noget som helst,” fortæller Birgit Albertsen.

Hun havde på et tidspunkt set en brochure om Aarhus Kommunes tilbud, SOS, som er rettet mod pårørende til alvorligt og langvarigt syge. SOS står for Samvær, Omsorg og Støtte til pårørende.

”Jeg fandt deres mailadresse og skrev simpelthen ’HJÆLP!’ Inden der var gået et døgn, havde jeg fået to svar, og i løbet af tre dage havde jeg været derinde til den første samtale.”

Borgere, der som Birgit Albertsen har det svært, fordi de er pårørende til en kronisk eller langvarigt syg, bliver hos SOS tilbudt samtaler med en psykolog, og de får mulighed for at deltage i et gruppeforløb på seks uger med andre i samme situation.

Genoplivet to gange

Da Birgit Albertsen kom i kontakt med SOS for pårørende, var hun hårdt presset efter en lang periode med nogle voldsomme oplevelser i forbindelse med hendes mands helbred. Under en ferie i Østrig begyndte hans nyrer at sætte ud, og i stedet for at tage på hospitalet dernede kørte parret hjem til Danmark. De var ikke klar over, hvor kritisk hans tilstand var.

Det var en dramatisk og udmattende tur, der varede tre dage. Birgit Albertsens mand var meget dårlig, og hun måtte selv sætte sig til rattet og og køre autocamperen, på trods af at hun aldrig havde prøvet det før.

Hjemme i Danmark kom manden straks på hospitalet, da tilstanden var forværret, og på intensivafdelingen stoppede hans hjerte. Heldigvis blev han hentet tilbage til livet, men hjernen havde taget skade. Og mareridtet fortsatte. Da ægteparret efter nogle måneder vovede sig afsted på en ny tur til Slesvig, fik Birgit Albertsens mand et nyt hjertestop.

”Han faldt om i autocamperen, og det var faktisk mig, der genoplivede ham. Da ambulancen kom, kunne de ikke få ham ud af vognen. Det var på mange måder en meget traumatiserende oplevelse. Jeg fik angst efterfølgende og var konstant bange for, at der skulle ske noget igen.”

 Svært at bede om hjælp

Uroen lurede hele tiden i hverdagen, og Birgit Albertsen følte sig meget alene med det hele.

”Men man vil jo helst ikke være sådan en, der beder om hjælp,” siger hun og forklarer, at det er lettere, når det er en udenforstående. En fra systemet.

 ”Så kan man snakke om tingene på en helt anden og mere fri måde, og det havde jeg meget brug for på det tidspunkt.”

Det var Lene Dernert, som Birgit Albertsen kom til samtale hos. Hun er psykolog hos Aarhus Kommune, og gennem de sidste fem år har hun haft knap 600 pårørende gennem SOS-forløbet. Hendes erfaring er, at de fleste pårørende er meget langt nede, når de kommer første gang.

”De er trætte og meget belastede af situationen med det syge familiemedlem. Nogle er også udmattede og stressede på grund af det pres, de har været udsat for gennem lang tid. At være pårørende til en kronisk syg kan jo være opslidende både fysisk og mentalt.”

 Følelserne kan være tabu

I samtalerne hos SOS er det den pårørendes følelser, tanker og trivsel, der kommer i fokus. Målet er at skabe overskud til at håndtere situationen omkring den syge og – måske vigtigst – at sætte den pårørende i stand til at tage hånd om sig selv også.                                                

”Vores samtaler handler meget om de følelser og tanker, som belaster den pårørende. Det kan i nogle tilfælde være vrede eller irritation rettet mod den syge, og det kan også dreje sig om dårlig samvittighed og skyldfølelse. Alt sammen tabuer, som er svære at tage op sammen med familien eller vennerne,” forklarer Lene Dernert.

Den syge er i centrum

Det kan Birgit Albertsen nikke genkendende til. Selv om hun også var hårdt ramt af mandens sygdom og de dramatiske hændelser, de måtte igennem, var det naturligt nok ikke hende, som det handlede om derhjemme.

”Det er selvfølgelig ham, der er syg, som er i centrum. Sådan er det jo. Og min mands søster, som jeg talte meget med undervejs, var selvfølgelig mest bekymret for sin bror,” siger Birgit Albertsen. Hun oplevede, at ingen i forløbet så, at hun havde brug for hjælp.

Lene Dernerts arbejde med de pårørende har bestyrket hende i, at det er et vigtigt sted at sætte ind med hjælpen.

 ”De pårørende føler sig ofte utroligt fastlåste i deres situation og mangler nogle at tale med om deres tanker.  De bærer et stort ansvar og er mange gang helt alene med det.”

Omkring halvdelen af dem, som har været gennem forløbene hos SOS til pårørende, fortsætter i selvhjælpsgrupper. Det kan enten være hos frivillig-netværket Selvhjælp Aarhus eller i andre sammenhænge. Nogle danner også private grupper, hvor de kan mødes og udveksle erfaringer og støtte hinanden.

Rustet til udfordringerne

Birgit Albertsen tackler i dag situationen med sin mands sygdom bedre, fordi hans tilstand er mere stabil. Men også fordi forløbet med psykologsamtaler og støtte fra gruppen af ligesindede har rustet hende til at klare de følelsesmæssige udfordringer ved at have en kronisk syg ægtefælle.

”Jeg kan virkelig anbefale de her gruppesamtaler til alle, der har behov for det. Bare det, at få lov til at fortælle om de følelser og tanker, man går rundt med, er guld værd. Jeg føler, at jeg er blevet klædt på til at bryde igennem den mur af angst og panik, som var bygget op omkring mig,” siger Birgit Albertsen.

Hun er nu blevet en rutineret autocamper-chauffør, og sidste sommer tog hun og hendes mand på tur i en måned, hvor hun kørte hele vejen. De var blandt andet tilbage på den plads i Østrig, hvor han blev syg.

”Og nu har jeg styr på det hele. Vi har en mappe med forsikringspapirer, sygesikringskort og alt, hvad der kan blive brug for. Jeg har lært at være forberedt på, at alt kan ske,” smiler Birgit Albertsen.

 

 

SOS – Samvær Omsorg Støtte til pårørende

  •       En indledende samtale om behov for hjælp
  •       Deltagelse i et 6 ugers gruppesamtaleforløb
  •       Op til 3 individuelle samtaler

Folkesundhed Midt Aarhus

Ceres Allé 13, 8000 Aarhus C.

Tlf. 87 13 40 35

Mail: folkesundhed@mso.aarhus.dk

Hjemmeside: folkesundhed.aarhus.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *