“Jeg sidder ikke og venter”

Der var fuld fart på Hans Simonsens liv. Han arbejdede op mod 60 timer om ugen og elskede hvert minut. Sådan skulle det blive ved – også i seniorlivet. Men en blodprop i hjernen for syv år siden stak en kæp i hjulet. I dag er der igen fuld fart på, men nu er det ikke arbejdet, der fylder.

 

Tekst Dorte Søholm foto Niels Åge Skovbo

 

Mange glæder sig til at gå på pension. Drømmene om seniorlivet og alt, hvad det skal bruges til, begynder at tage form op gennem 50erne. For Hans Simonsen var det anderledes. Han drømte om at fortsætte med at arbejde og kunne ikke forestille sig en tilværelse uden de oplevelser og udfordringer, jobbet som shippingmand på Aarhus Havn gav ham.
“Jeg rejste til USA og Afrika og jonglerede med skibe og fly over hele kloden. Det var bare så spændende, men også et heftigt arbejdsliv. Omkring 60 timer om ugen. Jeg havde desuden røget i mange år og havde en diabetesdiagnose, så set i bakspejlet skulle jeg nok have ændret min livsstil. Men jeg følte mig ikke stresset og var glad for mit arbejde og mit liv,” siger den 67-årige Hans Simonsen i dag.

 

Højre side var lammet

Efter en travl arbejdsdag med møder og en lang køretur, følte Hans Simonsen sig meget, meget træt den dag i april 2012. Men han slæbte sig alligevel afsted om aftenen til den ugentlige mandegymnastik. Da han kom hjem måtte han gå direkte i seng. Næste morgen, kunne han ikke mærke sit højre ben.
“Jeg haltede ind og vækkede min kone, der havde været på aftenvagt som social- og sundhedshjælper. Da hun så mig, ringede hun straks 112. Hele højre side af mit ansigt var lammet.”
Hans Simonsen røg på hospitalet og blev sendt hjem efter halvandet døgn med besked om at træne og træne. Det gik han så i gang med, for han ville tilbage på arbejde så hurtigt som muligt.
Men månederne gik, og da han efter halvandet år blev arbejdsprøvet, lød vurderingen på seks timers arbejdsevne om ugen. Hjernen havde taget varig skade, og Hans Simonsen måtte erkende, at trætheden var blevet en del af hans hverdag.
“Det var en bitter pille at sluge. Jeg røg ind i et enormt tomrum og var virkelig langt nede. Mit ægteskab kunne heller ikke holde til, at jeg gik hjemme hele tiden, så vi måtte give op,” forklarer Hans Simonsen.

 

Indhold i tilværelsen

Han kom via sit netværk i gang med fleksjob nogle timer om ugen og henvendte sig til Hjerneskadeforeningen for at finde ud af, hvad han kunne bruge den til.
“De inviterede mig med på den årlige sejltur, ”Brainstorm”, og det blev en kæmpe oplevelse. Hver sommer sejler 20-25 mennesker rundt en uge i det sydfynske ø-hav i tre store sejlbåde. Den tur gav mig virkelig vind i sejlene.”
Hans Simonsen engagerede sig i Hjerneskadeforeningen og kom hurtigt i bestyrelsen for Østjyllandskredsen og bruger i dag meget tid på at etablere klubber under Hjerneskadeforeningen i Østjylland. Han synes, det er vigtigt at få fat i de mange sen-hjerneskadede, som ville kunne få glæde af samværet og erfaringsudvekslingen i foreningen.

Solgt til golf
I 2017 gik Hans Simonsen på efterløn og året efter på folkepension, så nu er det frivilligt arbejde og foreningsliv, der giver hans liv indhold. Han betegner sig selv som foreningsmand helt ind til benet. Hans 25 år i blandt andet organisationen og netværket Rotary har givet ham et kæmpe netværk, som også har været en stor hjælp i tiden efter blodproppen.
Og så er der træningen, som er vigtig efter en blodprop. Hans Simonsen købte en racercykel og kastede sig ud i at køre 60-100 kilometer om ugen for at træne sig op. Men han måtte erkende, at det blev lidt ensomt, for han kunne ikke følge med de andre i feltet. Så cyklen blev parkeret i skuret.
“Men så for fire år siden lånte jeg min søns golfkøller, og så var jeg solgt. Nu spiller jeg 3-4 gange om ugen, jeg har fået en masse nye venner og er selvfølgelig også blevet frivillig i golfklubben,” griner Hans Simonsen.

 

Sidder ikke og venter

Han har bevidst grebet fat i alle de kroge, der har vist sig.
“Kodeordet for mig er involvering. Det der med at sætte sig ned og vente på, at der kommer nogen forbi, det giver ikke noget. Man skal selv gå ud og prikke folk på skulderen og spørge: ”Må jeg være med her?” eller ”Hvad kan jeg bidrage med her?”
En taktik han også praktiserer, når det handler om at finde en kæreste. Sådan en skal der nemlig også være plads til, selv om kalenderen er godt fyldt op.

“Vi er ikke skabt til at være alene, og jeg har forsøgt mig med alverdens datingsider og været på et hav af café-dates. Jeg må bare konkludere, at det, der virker bedst, er at gå hen og prikke en pige på skulderen og sige: ”Du har et sødt smil. Skal vi ikke være kærester?” Det er der da ingen, der kan blive sur over.”

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *