Kærlig omsorg indtil sidste åndedrag

Pludselig taler alle om samfundssind, og ældreplejens social- og sundhedsmedarbejdere har med ét fået heltestatus. Her er samfundssind og næstekærlighed nemlig en naturlig del af et job, hvor hjertet altid er med på arbejde. 

Tekst: Pernille Bonne Nejsig, foto: Niels Aage Skovbo

“Jeg holdt ham helt tæt ind til mig og fortalte ham, at jeg nok skulle passe godt på ham. Så udåndede han.” 

Social- og sundhedsassistent Dorthe Lindskrog fortæller om en oplevelse fra længe før corona-epidemien, men som understreger en pointe:

I ældreplejen er døden en nærværende del af livet, og du kan ikke være social- og sundhedsmedarbejder – sosu – uden at have hjertet med på jobbet. Corona eller ej. At skabe værdighed og give omsorg og oplevelser til det sidste, er det, det hele handler om. 

Og når landet så pludselig lukker ned, og man står med et kæmpe ansvar i sine hænder, hvad gør man så…? Man skruer op for ‘plejer’, i både bogstavelig og overført betydning. 

Corona skærper ansvaret

“Vi har altid et kæmpe ansvar for de ældre. Men lige nu har vi også et ansvar for hinanden som kolleger og som samfund, og det kan man godt mærke,” siger Dorthe Lindskrog, der er ansat på plejehjemmet i Tranbjerg i forstaden af samme navn i det sydlige Aarhus.

“Vi tager ekstra mange forholdsregler i denne tid,” fortæller hun. 

“Jeg har ikke besøgt min egen mor, siden epidemien brød ud og måtte også aflyse min 60-års fødselsdag. Nogle har været i tvivl, om de skulle melde sig syge, hvor de ellers ville være mødt op – alle er selvfølgelig bange for at være den, der bærer smitten med ind.” 

Udover masser af afspritning gælder det om at være opfindsom i disse dage. Situationen må ikke gå ud over fællesskabet og trygheden. Der hygges ekstra meget om beboerne, og de, der har lyst til det, spiser stadig sammen i fællesrummet. Men i stedet for at lade kartoflerne gå rundt agerer personalet tjenere og serverer for dem. 

Samfundssind en selvfølge

Da statsministeren i sin tale 11. marts talte om samfundssind – et begreb, der er naturligt indlejret i et fag, hvor man tilsidesætter sig selv for at skabe fælles velfærd i form af en værdig alderdom for alle – henvendte hun sig også til landets cirka 80.000 sosu-medarbejdere med ordene ‘lige præcis jer har vi brug for mere end nogensinde’.  

Den anerkendelse sætter Dorthe Lindskrog pris på. 

Som at tage vare på sig selv

“Vi bliver ofte mødt med: “Nåeh, så du er røvvasker?” og “…jeg fatter ikke, at du gider!”. Folk ser ned på os,” siger Dorthe Lindskrog, der derfor har gjort det til en dyd at gøre op med omverdenens misbilligelse af hendes fag, som hun forsvarer højlydt til enhver tid. 

Dorthe Lindskrog har været sosu-assistent i syv år og var inden da driftstekniker hos TDC. Det teknisk nørdede har hun ikke lagt fra sig og elsker faglige udfordringer, som når en sygdom kræver noget særligt, eller ny velfærdsteknologi skal tages i brug. 

“Jeg har stor faglig stolthed,” siger hun og tilføjer med et spotsk smil i stemmen; “de skal ikke sige, at der er noget, vi ikke kan finde ud af!”

Og heldigvis har de pårørende ikke svært ved at få øje på værdien. 

“Når de ser, hvad vi laver, så går det op for dem, at vi tager os af alt. Vi skal sætte os fuldstændig i et andet menneskes sted: Skal tænderne børstes, skal neglene klippes, og er det nu lige dén skjorte, beboeren har lyst til at have på i dag? Det er jo faktisk som at tage vare på sig selv, bare på et andet menneske. Med al den respekt det kræver.” 

Den sidste hånd at holde

Når man kommer så tæt på andre mennesker, er det svært ikke at knytte bånd.

“Nogle mennesker går ind under huden på en, og jeg savner mange af de ældre mennesker, jeg har kendt,” fortæller Dorthe Lindskrog og tilføjer, at selvom hverdagen primært handler om at skabe gode oplevelser, så får man som sosu uundgåeligt også et sundt forhold til døden.

“Jeg har holdt en døende mand i mine arme. Det var vigtigt for mig, at jeg holdt ham helt tæt ind til mig, for at han skulle være tryg. Jeg holdt ham som et lille barn, og vi talte allesammen beroligende til ham,” fortæller hun og fremhæver, hvor vigtigt det er at skabe en tryg ramme for både den døende og de pårørende. 

“Der gør vi virkelig en forskel. Det er tit vores hånd, der er der til allersidst.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *