Kærlighed under corona

Under corona-epidemien havde de nære relationer trange kår for pårørende og beboere på plejehjem. Ægtefæller, døtre, sønner og børnebørn måtte finde alternative måder at holde kontakten og vise sin kærlighed. Også Cecilie Munch-Hansen og hendes familie.

Tekst: Tine Munch-Hansen, foto: privat

Min farmor Cecilie Munch-Hansen, kaldet Cille, er 91 og har bevidnet krig, kriser og kærlighed. Størstedelen af min barn- og ungdom boede hun med min farfar i Kolding. Min far, Erik Munch-Hansen, ringede hver søndag, og vi så dem til fødselsdage og højtider. Min farmor stod typisk i køkkenet, og smagte på og til. Jeg husker, hvordan hun bestemt ikke var imponeret, da min bror bedyrede, at hendes ’sovs var sej’. For selvom ’sej’ for mig og min bror var indbegrebet af noget vældig godt, så beskrev ordet for min farmor noget besværligt.

Efter min farfars død flyttede min farmor på Plejehjemmet Søholm i Stavtrup. Når jeg besøger hende, drikker vi kaffe i hendes stue, fællesstuen eller på terrassen. Vi taler om, hvorfor plejerne ikke ’bare’ kan løfte hende i stedet for at bruge liften, eller om hvorfor jeg har en uddannelse, når jeg nu er ’sådan en køn pige’. 

Både min far og onkel er flittige til at besøge hende, og for at minimere smitterisiko blev det de to, der besøgte hende under coronaen.

Cecilie Munch-Hansen med mand og sønner i 1960’erne

Famse på tablet

I begyndelsen mødtes de i atriummet foran min farmors lejlighed. Så sad de dér i det grønne og delte et glas vin på hver sin side af vinduet. Vinduet, hvorfra hun sidenhen også hørte gratis koncerter sammen de andre beboere. 

Næste gang var det ikke længere muligt med vinduesmøder, fordi hendes lejlighed netop lå indkapslet dér i atriummet. Det var svært for min farmor at forstå, hvorfor de ’ikke bare kunne gå ind’. 

I familien tænkte vi meget på, hvordan vi kunne holde kontakten, så da plejehjemmet kort tid efter introducerede tablets til at lave videoopkald, bookede min onkel fluks en tid. På dagen for online-mødet kom plejeren og hjalp min farmor med at starte tablet og samtale. hvorefter hun gik igen. Min far og onkel talte med min farmor i en halv time, og alle syntes, at de ugentlige online-møder fungerede godt. 

Samtidig med at den nye hverdag indfandt sig, fyldte tankerne om den gamle mere og mere, og farmor selv syntes, at det var mærkeligt, at hun ikke måtte få besøg.

19-09-1953 Skagen Kirke

Nej tak til krammekultur

Som Danmark så småt begyndte at åbne, blev der færre restriktioner på plejehjemmene. På Søholm blev der opsat en havepavillon, som var god i teorien, og mindre god i praksis, hvilket det danske vejr fik slået fast med en haglbyge. 

Efterfølgende blev der opsat et telt, som min far beskriver som et ’rigtig kvali-telt’. Man booker en tid og kan derefter mødes til en samtale i teltet. Der er netop blev åbnet for, at man sågar må køre en tur med kørestolen, hvis man blot husker visir. 

Min far sagde til min farmor, at han var ked af, han ikke måtte give hende et kram på grund af corona, men hun konstaterede, at det ikke gjorde noget. Faktisk ville hun helst være fri for den slags – hun synes, vi danskere generelt er blevet lidt ‘for tætte’.

Alt i alt har både farmor og resten af familien klaret adskillelsen godt  – faktisk fortæller personalet, at flere beboere er blevet mindre ensomme under corona, fordi personalet har prioriteret mere tid til nærvær for at kompensere for fraværet af familie. Sådan har det vist været mange steder, har man kunnet læse i aviserne.

Uanset hvad – og kram eller ej – så glæder vi os til at se ‘famse’, sådan rigtigt, snart igen.

(Artiklen er skrevet i juni, hvor adgangen til plejehjemmene fortsat var begrænset, red.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *