Claus Hommelhoff er mange historier, hvor den måske vigtigste handler om, at livet ikke behøver at være slut, fordi du bliver alene.  

Af Kurt Leth 

For 15 år siden mistede Claus Hommelhoff sin kone Birgit på grund af en uhelbredelig lungekræft. 

“Jeg tog orlov fra mit arbejde og passede hende i otte måneder. Jeg brugte stort set al min tid på Birgit og vores tre børn. En løbetur var et af to åndehuller, når plejeren kom om morgenen. Den anden pause fra sygdommen var, når jeg var tilskuer til basketballkampe i Bakken Bears. Birgit blev 52 år. Vi nåede at være gift i 24 år.” 

“Kun hvis man selv har prøvet det, kan man forestille sig, hvordan det er at miste sin livsledsager igennem mange år, som jeg gjorde med Birgit. Da jeg kom tilbage til arbejdet efter at have passet Birgit i otte måneder, kunne jeg ikke huske navnene på hverken medarbejdere eller kunder. Jeg var ramt af hukommelsestab. Heldigvis vendte huskeapparatet lige så stille tilbage.” 

“Jeg havde otte måneder til at vænne mig til, at hun ville dø fra mig. Derfor kan jeg sige – om end det er svært – at livet ikke behøver at være slut, hvis man mister en ægtefælle. De otte måneder gjorde, at jeg ligesom var forberedt på et nyt liv.”  

“Når jeg en sjælden gang er ude at holde foredrag om mit liv, plejer jeg at fortælle, at jeg har haft to liv: Det første var med Birgit og vores tre børn. Birgit var i stand til at rette mig ind, hvis jeg var på vej ud i noget, som kunne betegnes som svinkeærinder. Så var hun på pletten og fik mig tilbage på sporet. Havde Birgit levet i dag, er jeg sikker på, at jeg aldrig var blevet ejendomsinvestor.” 

Startede småt 

“Dengang i 1980’erne, da vi ikke ejede noget særligt, kæmpede vi for tingene. Og det var en både sjov og spændende kamp, som jeg udførte sammen med min afdøde kone Birgit og min kammerat og daværende kompagnon Erik Møller.” 

“Vi startede i det små med virksomheden Formuepleje. I begyndelsen havde vi kun 20-30 kunder. Der var måneder, hvor vi ikke fik løn. For at være sikker på, at vi i det mindste havde én indtægt, stod min kone op kl. 3 om natten for at gøre rent på Teknisk Skole. Det, at vi ikke rigtig havde nogen penge, betød, at vi havde noget at kæmpe for sammen. En kamp, som gav os en masse energi. Efterhånden kom Birgit hjem som deltidssekretær, og vi begyndte at kunne få en løn.” 

Et nyt livskapitel 

Nu er Claus Hommelhoff så i gang med sit andet liv. Et nyt slags arbejdsliv som ejendomsinvestor, men også med tid til familien:   

“Selv om jeg nu er 65 år, drømmer jeg ikke om at droppe mit arbejde. Jeg er vild med at holde mig i gang. For mig handler det om at beskæftige mig med noget, jeg kan lide. Og det kan jeg med arbejdet i Formuepleje og i mit ejendomsselskab Domis.” 

“Det var en lille trind mand i Hawaiiskjorte, der lokkede mig med ind i den ny branche som ejendomsinvestor, nemlig iværksætteren Rune Kilden, som jeg nu har kørt parløb med i mange år om Lighthouse et og to og andre projekter i Aarhus.   

Mere tid til familien 

På den private front er Claus også kommet videre i livet. Han har fundet sin anden kærlighed i kæresten Pen Chanthaduang. Hun er 41 år og kommer fra Thailand, men har boet i Aarhus i 15 år. Sammen har de sønnen Felix på seks år.  

“At finde kærligheden på ny er en stor lykke, og endnu større er det at få en efternøler i Felix. Det er ikke for meget sagt, at mit liv har ændret sig. Ovenpå sorgen over at have mistet Birgit, er lyset lige så stille kommet til mig igen. Jeg kan kun sige, at jeg har været heldig.” 

“Jeg skammer mig ikke over, at den nye kvinde i mit liv er 24 år yngre end mig. Hvis folk forarges, må det være deres eget problem. Hovedsagen er, at vi har fundet melodien sammen, og at vi har det godt.” 

“Da mine nu voksne børn var yngre, havde jeg ikke den samme tid til dem, som jeg i dag har til Felix. Jeg havde for travlt med jobbet. Det kan jeg godt have dårlig samvittighed over i dag. Men det hjælper jo ikke noget. Vi må se fremad og i stedet fryde os over livet i dag. Og jeg glæder mig over, at jeg i dag har det bedste forhold til mine store børn.”  

Det var ikke helt uden kvaler hos et par af børnene det første års tid efter, at Claus Hommelhoff havde fundet sammen med Pen, som var så meget yngre end ham:  

“Men sammen har vi overvundet krisen. De har et godt forhold til Pen i dag, Vi drager på ferie sammen, fx har vi lige været på en forlænget weekendtur til Skallerup Klit. Vi var 14 afsted og boede i fire sommerhuse. Børn, børnebørn (dem har Claus Hommelhoff fem af) og kærester. Og planen er, at vi snart drager på ferie til USA.” 

At der er tre-fire af børnebørnene, som er yngre end Claus Hommelhoffs yngste søn, er ikke noget familien tænker så meget over:   

“Det er da lidt sjovt, men i det daglige lægger vi ikke noget i det. Vi føler det er helt naturligt. Det gode er, at børnene har stor glæde af hinanden og de største af børnebørnene leger flittigt med Felix.” 

Basketball og haveliv 

Claus Hommelhoff har også en stor kærlighed for det aarhusianske basketballhold Bakken Bears:  

“Det begyndte med, at min tandlæge inviterede mig med ud til en basketballkamp. Det er ca. 20 år siden. Jeg kunne se, hvordan de her basketballknægte kæmpede. De er så seje. De går ydmygt til kampene samtidig med, at de er besjælet af en skøn vindermentalitet. Det er en fryd for mig at se, hvordan klubben har udviklet sig hen over årene.” 

Og så er der også en anden ting, som fylder fritiden, nemlig havelivet. 

“Pen og jeg har et lille havehus på 20 kvadratmeter med tilhørende 300 kvadratmeter jord. Et lille drivhus er der også. Vi dyrker kartofler, græskar, chili, jordbær og andet godt.” 

I havekolonien er der en del mennesker fra Thailand. Dermed holder Pen sit hjemlands sprog ved lige. Gæstfriheden i haveforeningen er stor. På tværs af haverne aflægger man hinanden små besøg og skåler i Slots Øl, som er det mest gængse mærke i haveforeningen. 

Formand for Hospice 

En anden væsentlig faktor i Claus Hommelhoffs liv er arbejdet som formand for Hospice Søholm i Stavtrup. 

“Jeg ville gerne om Birgit havde fået den sidste tid på et hospice. For hun led af store smerter. Desværre fik jeg mig ikke taget sammen til at få hende ud til Stavtrup. Under sidste del af sygdomsforløbet kom jeg imidlertid til at kende nogle læger. De kontaktede mig senere og opfordrede mig til at blive formand for Hospice Søholm. Det er nu 14 år siden.” 

“Min rolle for Hospice Søholm er at hjælpe moralsk. Jeg forsøger at trække i de rigtige tråde overfor Regionen, hvis der fx skal kæmpes for, at sengeantallet skal forøges, ligesom jeg hjælper med at afvikle bestyrelsesmøderne på en måde, så alle føler sig hørt og med i beslutningerne.” 

“Jeg kan kun sige, at det er et sted, hvor sygeplejersker, plejere, psykologer og læger gør alt for at give nærvær i den sidste svære tid til de døende og deres pårørende.” 

Helbred fremfor penge 

Som direktør og medindehaver af Formuepleje handler det for Claus Hommelhoff meget om penge, men det er vigtigt for ham at understrege, at man ikke behøver at blive mere lykkelig af at være rig. For som han siger: 

“Dit helbred er din allervigtigste investering. Penge er kun rigtig noget værd, hvis du har et godt helbred.” 

Derfor prøver han også at holde sig i form. 

“Jeg er oppe på kondicyklen en halv time hver morgen. Jeg kan ikke prale af, at jeg har været god til at holde mig fit altid. En overgang tog jeg lidt for mange kilo på. Men nu har jeg taget skeen i den anden hånd. Både hvad angår kosten og motionen. Faktisk er det lykkedes mig at smide 15 kilo.” 

“Når man har travlt, er det ikke altid, at man tager sig sammen til at leve et sundt liv. Men det er noget, som vi alle bør huske på, inden det er for sent.” 

Pensionisttilværelsen 

Den driftige iværksætter har gjort sig tanker omkring en tilværelse med mindre arbejde.  

“Det kan være ganske fint at se frem mod pension-tilværelsen og dermed få et liv med mere luft i, men at droppe alt arbejde dur ikke. Selvfølgelig skal jeg som 65-70-årig ikke arbejde lige så hårdt, som da jeg var 40-45 år. Men jeg skal have noget at beskæftige hjernen med. Som pensionist kan man ikke udelukkende gå eller løbe lange ture, spille tennis og golf. Ej heller bare rejse ud i verden. Der skal andet og mere til. Jobbet er i al fald med til at gøre mit liv dynamisk.” 

 

Lighthouse

… er Danmarks højeste boligbyggeri (142 meter), og Claus Hommelhoff er stolt af det, men han ignorerer absolut ikke de negative røster, der har været om Aarhus Ø, Lighthouse et og to. 

“Folk har lov til at have deres meninger om tingene. Naturligvis. Vi lever i et demokrati. Og tak for det. Men at placere et højhus – en skyskraber helt ude mod kysten, kan jeg ikke se noget ondt i. Noget andet ville være, hvis vi havde placeret en skyskraber inde midt i byen til fordel for gamle huse, der skulle rives ned.” 

Øverst i tårnet bliver der en udsigtsplatform med view ud over Aarhusbugten videre ud mod Riisskov, Mols og Samsø. Der kommer også tre restauranter. To i foden af tårnet og en på toppen. Som besøgende i tårnet kan man købe en billet til elevatoren op til toppen i tårnet. Turen kommer til at vare halvandet minut, så besøgende kan nyde udsigten ud over det hele og samtidig bliver der vist en film om Aarhus’ historie. I bunden af tårnet etableres et oplevelsescenter. Med historier om vikingerne, indblik i Aarhus’ historie, 2. Verdenskrig og noget om dyrelivet i Aarhus Bugt.  

Rune Kilden, kompagnon, om Claus Hommelhoff

 “Han er et følsomt væsen og bestemt ikke en kølig businessmand. Jeg havde faktisk opgivet at få Claus med som investor på Aarhus Ø. Han havde afvist mig og sagt nej til at være med. Men så en dag ringede jeg til ham igen – som et allersidste forsøg på at overtale ham. Og sandelig om ikke det lykkedes.” 

“Claus er et socialt væsen, som har hjertet på rette sted. Og det mærker man tydeligt i hans stræben efter at hjælpe mennesker, der har det svært. Det være sig hospice og Kirkens Korshær som et par eksempler.” 

“Dér hvor han virkelig føler sig i sit es er, når han befinder sig sammen med folkene i Bakken Bears. Det er hans hjerteklub. Det er en stor tilfredsstillelse for ham, at han kan hjælpe en basketballklub, der har så dedikerede spillere, ledere og tilhængere.” 

“Det er 12 år siden, Claus og jeg indledte makkerskabet. Det har bestemt ikke været uden bump på vejen. Mange ting har vi skullet kæmpe ekstra for, så en vis form for udholdenhed og fight har vi skullet lægge for dagen. Men for mig har det personligt været en stor oplevelse at arbejde sammen med Claus.” 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.